Rio+20 og COP16


RIO+20

Hvad er UNCSD?
FN’s Generalforsamling har besluttet at afholde De Forenede Nationers konference om bæredygtig udvikling (UNCSD – UN Conference on Sustainable Development) i 2012 i Brasilien. Konferencen er i medierne også blevet kendt som Rio+20 eller Rio20. Målene er at sikre fornyet politisk forpligtelse mod en bæredygtig udvikling, at vurdere fremskridt og mangler i gennemførelsen af aftalte forpligtelser, samt at henlede opmærksomheden på nye og kommende udfordringer. Konferencen har to temaer: ”en grøn økonomi inden for rammerne af en bæredygtig udvikling og udryddelse af fattigdom”, og ”et institutionelt rammeværk for bæredygtig udvikling”.
 
Baggrund: Emner og målsætninger
Forberedelserne til Rio+20 sker på baggrund af nye og kommende udfordringer. Den økonomiske krise og fødevareprisernes flugt i 2008 førte til social nød og fortvivlelse.

Alligevel har det første årti af det nye årtusinde også givet os tegn på håb: hurtig og vedvarende vækst i udviklingslandene, en reduktion af fattigdommen, en stigning i integrerede programmer, politikker og foranstaltninger (herunder den grønne økonomisektor, vedvarende energi, energieffektivitet, affaldshåndtering, skovudvidelse, integreret forvaltning af vandressourcer, rehabilitering af tørre landområder, og bæredygtigt landbrug), og nye ideer, nyt lederskab og nye institutionelle rammer, for eksempel ved nye vækstøkonomier, virksomheder, bystyrer, civilsamfundsorganisationer og medier.

Grundlaget for mange af disse fremskridt, går tilbage til FN’s Konference om Miljø og Udvikling (UNCED), som blev afholdt i 1992 i Rio de Janeiro, Brasilien. Under konferencen, blev der udformet en global kontrakt, Agenda 21, som bygger på en positiv vision for fremskridt, og som samler dagsordener (økonomiske, sociale og miljømæssige), lande, aktører (regeringer, det civile samfund, erhvervslivet, fagforeninger, videnskabsfolk), prioriterer kritiske områder (klimaændringer, biodiversitet, ørkendannelse, virksomhedernes ansvar, og videregivelse af oplysninger), og vedtager grundlæggende principper samt etablerer støttende institutioner.

Ti år senere, byggede Johannesburg-implementeringsplanen videre på Agenda 21 ved at godkende at tage konkrete skridt mod at omsætte kontraktens vision til handling. Alligevel har fremskridtene været langsomme, både med at nå de aftalte mål og med at opfylde de aftalte forpligtelser. De nye og kommende udfordringer har gjort opgaven mere kompleks. Målet med konferencen i 2012 er at gøre status, fremme de ting der virker, vedtage konkrete mål og målsætninger, og lægge grundlaget for en fremtid med velstand, fred og bæredygtighed.

Kilde: Earth Summit 2012

COP16

Resultaterne opnået ved COP16/CMP6 i Cancún, Mexico, der blev afholdt den 29. november til den 10. december 2010, tilskynder til entusiasme, også selv om en post-2012 klimaaftale ikke blev indgået, og at ømtålelige spørgsmål vil forblive uløst indtil næste års COP17/CMP7 i Durban, Sydafrika. Men både UNFCCC, samt Kyoto-protokollen som styrende organer, vedtog omfattende, nye og væsentlige beslutninger i Cancún. Disse udgør yderligere fremskridt i retning mod en ny juridisk-bindende klimaaftale, der legitimerer emissionsmålene i Copenhagen Accord, og vigtigst af alt, er de også med til at genoprette den diplomatiske tillid, der er nødvendig for at nå til enighed om en klimaaftale i 2011.

Højdepunkter fra Cancún
Globale mål om drivhusgasser: Godkendelse af IPCC’s anbefalede globale mål om at begrænse den globale opvarmning til 2 °C over det førindustrielle niveau, og en aftale om at overveje en mere ambitiøs 1,5 °C-grænse.

 

Emissionsforpligtelser: Enighed om, at den afbødende indsats skal opjusteres, og at arbejde hen imod et globalt mål i 2011, hvor den globale udledning nedbringes inden 2050.

Tilpasning:
Et tilpasningsudvalg blev nedsat for at fremme gennemførelsen af en forstærket indsats mod tilpasning, og at udviklingslandene fortsat vil modtage finansiering, teknologi og hjælp til kapacitetsopbygning.

Finansiering og markeder: Forpligtelserne, vedtaget under Copenhagen Accord, der betyder at 30 mia. dollars skal bruges for en hurtig opstart, samt yderligere 100 mia. dollars pr. år for en langsigtet finansiering, blev bekræftede. En betydelig del af den nye multilaterale finansiering til tilpasning, bliver foretaget igennem det nyoprettede Green Climate Fund (den grønne klimafond). Nye markedsinstrumenter bliver defineret i henhold til UNFCCC, og de eksisterende mekanismer under Kyoto-protokollen vil blive videreført, udvidet og strømlinet.

Måling, rapportering og verifikation: De industrialiserede lande accepterede en udvidet rapportering og revision af de afbødende foranstaltninger, samt en vurdering og revision af den internationale klimafinansiering. Udviklingslandene vedtog at forelægge toårige opdateringer.
 
REDD +: En mekanisme, der skal skabe tilgange til at reducere skovrydningen. Et omfattende sæt af garantier blev defineret, men spørgsmålet om finansiering blev udskudt til 2011.

Kyoto-protokollen: Da Japan truede med at trække sig ud af Kyoto-protokollen, blev Storbritannien nøgleforhandler i diskussionen omkring udviklingen af den anden forpligtelsesperiode (den nuværende udløber i 2012). Rækken af mål for emissionsreduktion mod specifikke lande, der er omfattet af Kyoto-protokollen i 2020, er en god start.

 

Fremtiden er usikker
Fremtiden for Kyoto-protokollen er dog stadig usikker. Mens udviklingslandene har presset på for en ny forpligtelsesperiode, har de industrialiserede lande, og især Japan og Canada, klart givet udtryk for deres modvilje mod at acceptere nye forpligtelser uden deltagelse fra USA. Det sprog, der anvendes i forhandlingerne af AWG-KP (Ad hoc-gruppen vedrørende Yderligere Forpligtelser for parterne under Kyoto-protokollen) afspejler et forsigtigt kompromis mellem disse positioner, men med det resultat, at problemet udskydes til klimaforhandlingerne i 2011, eller måske endda til 2012.

Juridisk form og kritik
Cancún aftalerne (Cancún Agreements) lægger sig op af et ”løfte og evaluerings”-system, hvor lande blot opfordres til at foretage ikke-bindende forpligtelser mod at reducere deres udslip af drivhusgasser. Løfter og evalueringer erstatter således den ordning, der blev oprettet under Kyoto-protokollen, som fastsatte et klart, overordnet mål for den samlede reduktion i udledningen af drivhusgasser, og som fastsatte bindende mål for emissionsreduktion for de udviklede nationer. Faldgruberne ved løfter og evalueringer er, at de ikke er bindende – landene er ikke forpligtede til at overholde deres løfter; evalueringsprocessen er uklar – uden nogen mekanisme, der sørger for overholdelse, og der findes ingen samlede mål for nedskæringer, som de industrialiserede lande skal foretage.

Konklusion
Ingen forventede, at Cancún ville producere en ny traktat i henhold til UNFCCC eller en anden forpligtelsesperiode for Kyoto-protokollen. Denne indstilling gjorde det ikke lettere at opnå et vellykket resultat. I Cancún var det en nødvendighed at genopbygge den brudte tillid til FN-forhandlingerne efter COP15, og at levere en række beslutninger der skulle sætte scenen for konferencen i Durban. Cancún opnåede netop dette. Lederskabet, der blev vist i Mexico i samarbejde med mange andre lande, fornyede tilliden til den multilaterale proces. Men ud over at genskabe tilliden til den multilaterale proces, indeholder Cancún Aftalerne en række væsentlige beslutninger, og de formulerer en ambitiøs forhandlingsdagsorden for 2011. Mange af de beslutninger, der er blevet overladt til Durban er meget politiske og omstridte, såsom dybere og mere detaljerede aspekter af de industrialiserede landes forpligtelser, samt om fremtiden for Kyoto-protokollen.

Kilder: The Cancún Agreement og Climate Focus

TILBAGE