Små østater udstiller global sårbarhed

0
510
Solomon Islands - UN Photo/Eskinder Debebe

Solomon Islands - UN Photo/Eskinder Debebe

Ifølge estimater foretaget af FN’s klimapanel (IPCC) vil en temperaturstigning på fire grader kunne øge havniveauet med op til en meter i år 2100. Et sådant scenario vil resultere i, at mange små udviklingslande, der samtidig er østater (SIDS-lande), bliver oversvømmede. Eksempelvis vil Kiribati, Maldiverne, Marshalløerne og Tuvalu blive ubeboelige.

SIDS-landene lider ligeledes uforholdsmæssigt meget under klimaændringer såsom ekstremt vejr, mindre adgang til frisk drikkevand og mindre fisk i havene.

FN og SIDS-landene mødes derfor ved FN’s konference for SIDS-lande i Apia, Samoa fra den 1. til 4. september for at diskutere klimaændringer og post-2015 udviklingsmål.

Det officielle tema for mødet i år er ’bæredygtig udvikling i SIDS-lande igennem langvarigt samarbejde og partnerskab.’

“Vi er tæt på at have fastlagt en række globale udviklingsmål, der skal gælde efter 2015. I den forbindelse giver konferencen SIDS-landene en god mulighed for at tage del i denne proces. Konferencen vil med andre ord give landene en mulighed for at lufte deres meninger på den internationale scene,” siger generalsekretær for konferencen, Wu Hongbo.

På mange måder er udfordringerne SIDS-landene står over for varsler om, hvad der i fremtiden kommer til at ske i resten af verden. Konferencen i Apia er derfor en passende opvarmning til klimaforandringstopmødet i FN’s hovedkvarter i New York den 23.september, der har til formål at være katalysator for handling imod klimaforandring. Ligeledes har klimatopmødet til hensigt at skabe momentum frem mod en ambitiøs skriftlig klimaaftale i 2015.

”Sloganet for FN konferencen for SIDS-lande er: Østaternes stemmer er globale stemmer. Østaternes problemer har betydning for alle. Når vi ser verden gennem østaternes øjne udstilles verdens sårbarhed. En håndtering af problemerne i SIDS-landene giver os redskaber og erfaringer, som vi kan bruge til at promovere bæredygtig udvikling i hele verden,” siger generalsekretær Ban-Ki-moon.

Det er ikke altid lige let at skabe grøn vækst i lande, der har begrænset adgang til moderne energikilder. SIDS-landene har tilmed også nogle af de højeste energipriser i verden.

Alligevel er mange SIDS-lande begyndt at udvikle bæredygtige energialternativer i samarbejde med FN’s klimaprogram UNEP for at imødekomme de nærtforestående klimaforandringer, som landene bliver nød til at håndtere.

“Klimaforandringer ødelægger de små østaters eksistensgrundlag. Vi bliver nød til at samarbejde for at redde vores landes fremtid,” siger James Michael, præsident i Seychellerne.

Relaterede artikler

De små østater er i fare for at drukne

Klimaforandring på dagsordenen i nye mål for bæredygtig udvikling

2014 – Et år, fire sager