Tunis imperativet: Menneskerettigheder og udvikling i kølvandet på det Arabiske forår

0
421
alt

alt Af Navi Pillay, FN’s Højkommisær for Menneskerettigheder

Der er øjeblikke i historien hvor hvert enkelt individ på jorden bliver bedt om, og er forpligtiget til, at tage stilling og give deres mening til kende. Jeg mener, at dét her er et af de øjeblikke.

I løbet af det forgangne år har almindelige borgere i Tunis, Kairo, Madrid, New York og hundrede af andre byer hævet deres stemmer og givet deres mening til kende.

Deres krav er at mennesket i fremtiden skal være udgangspunktet i verdens økonomiske og politiske systemer, ligesom alle skal have adgang til meningsfuld deltagelse i offentlige anliggender og et værdigt liv fri for frygt og nød.

Bemærkelsesværdigt er det, at gnisten, der antændte det Arabiske forår og siden spredte sig til adskillige byer rundt om i verden, udsprang fra ét menneskes beslutning om at sætte ild til sig selv, som en rektion på gentagne gange være blevet nægtet de mest basale forudsætninger for et anstændigt liv. Budskabet var, at et liv uden menneskerettigheder, slet ikke er et liv.

En årelang og generel frustration over undertrykkelse, fattigdom, udstødelse og misbrug var dog allerede tilstede i Tunesien, i hele regionen og andre steder i verden, inden dette fandt sted.

Konfliktens kerne var på mange måder regionens regeringers historiske opførsel, der er ofte er kendetegnet ved forsømmelse af ansvar og overgreb på befolkningerne.

Ligeledes har det spillet en rolle og været af afgørende betydning at magtfulde stater, der ikke selv er en del af regionen, har støtte de autoritære regimer, og forfulgt destruktive og selviske politiske agendaer, der har ledt til undertrykkelse, straffrihed, konflikt og økonomisk udnyttelse.

Men set i et internationalt perspektiv er det også værd at bemærke de vurderinger og tilkendegivelser der lød fra de internationale finansielle institutioner og hjælpeorganisationer, i tiden op til det Arabiske forår: Man sagde at Tunesien viste ”bemærkelsesværdige fremskridt i retning af forøget lighed i samfundet, i relation til bekæmpelse af fattigdom og at landet scorede godt målt på sociale indikatorer”.

Landet var på “rette vej” i forhold til at kunne opnå succeskriterierne i relation til the ”Millenium Development Goals”.

Landet var ”langt foran i henhold til regeringsførelse, effektivitet, lovgivning, kontrol med korruption og kvaliteten af lovgivning”, lød det.

Tunesien var ”et af de mest retfærdige samfund” og en “et godt eksempel til forfølgelse”.

Overordnet set blev vi fortalt, at “udviklingsmodellen som Tunesien havde forfulgt de seneste to årtier havde været gavnligt for landet.”

Alt imens, malede FN og menneskerettighedsorganisationer et billede af ekskluderede og marginaliserede befolkningsgrupper, krænkelser og nægtelse af økonomiske og sociale rettigheder. Vi hørte om ulighed, diskrimination, mangel på deltagelse, mangel på værdige jobs, mangel på arbejdsrelaterede rettigheder, politisk undertrykkelse og forbud mod at samles i grupper, at danne foreninger og at tale frit.

Vi stødte endvidere på censur, vilkårlige tilbageholdelser og et retsvæsen der ikke var uafhængigt.Vores overordnede indtryk var et Tunesisk samfund præget af frygt og nød. Alligevel, på forunderlig vis, vægtede disse ting utrolig ringe i vores analyse af den generelle udvikling i landet.

Med dette siger jeg ikke at den overordnede analyse af udviklingen var helt og aldeles forfejlet eller at de anvendte data var upræcise. Problemet var at det analytiske perspektiv ofte var for snævert, og somme tider ganske enkelt pegede den forkerte vej.

Det står klart, at fokus ikke var rettet helt og holdent mod frihed for frygt og nød – det var i hvert fald ikke tilfældet for flertallet. I stedet var fokus, alt for snævert, rettet mod vækst, markederne, private investeringer. Alt for lidt opmærksomhed blev tildelt spørgsmål om lighed, ligesom områder som civile, økonomiske og politiske rettigheder stort set ikke fik opmærksomhed overhovedet.

Selv i de tilfælde hvor opmærksomheden blev rettet imod FN’s Millennium Development Goals, blev det kun til en meget snæver fokus på økonomiske og sociale indikatorer, hvoraf ingen af dem forholdte sig til spørgsmålet om rettigheder. Alle havde de derimod fokus på uambitiøse kvantitative værdier, der ikke garanterer inddragelse eller som er bundet op på juridisk ansvar.

Essensen er at analytikerne ikke fandt frem til de forkerte svar, men at man må konstatere at man aldrig stillede de vigtigste spørgsmål.

Og dette politiske snæversyn er blevet gentaget i lande i syd som nord, hvor politiske ledere synes at have glemt at sundhed, uddannelse, ordentlige boligforhold og en fair administration af det lovgivende system ikke er en ret for de få, men nærmere eksempler på rettigheder som alle skal have adgang uden snert af diskrimination.

Alt hvad vi gør med reference til økonomisk politik eller udvikling må designes på en sådan vis, at man samtidig fremmer de nævnte rettigheder. Et minimumskrav må om ikke andet være at intet besluttes, som er med til at underminere mulighederne for at realisere disse rettigheder.

Da Verdenserklæringen for Menneskerettigheder blev vedtaget den 10 december 1948, advarede forfatterne, og slog fast, at “det er helt essentielt, at menneskerettighederne er beskyttet ved lov, hvis man vil undgå, som en sidste udvej, at mennesker føler sig nødsaget til at gøre oprør mod tyranner og undertrykkelse”.

Verdenserklæringen beskrev de nødvendige menneskerettigheder, for at kunne leve et liv i værdighed, fri for frygt og nød og med ret til sundhed, uddannelse, bolig, ret til politisk deltagelse og en fair administration af retfærdighed. Erklæringen slog fast at disse rettigheder galt alle mennesker – overalt på kloden og uden nogen form for diskrimination.

I dag ser vi mennesker overalt i verden gå på gaderne og kræve at regeringer og internationale institutioner lever op til dette løfte. Kravet streames live over internettet og de sociale medier.

At ignorere disse krav er ikke længere en mulighed.

I stedet bør regeringer og internationale institutioner gå forrest og tage ansvar for at implementere dramatiske ændringer i måden at føre politik, ved at sikre en fremtidig robust integration af menneskerettighederne i økonomi- og udviklingssamarbejde, og ved at benytte lovgivning der er relateret til menneskerettighed, som udgangspunktet for regeringsførelse på nationalt niveau og grundlaget for politisk sammenhæng i det internationale system.

Dette må være vores målsætning for det nye årtusinde. Dette er Tunis imperativet.

 

Oversat af: Kristian Mølgaard Sørensen