19. Marts, 2010
Vent ikke på katastrofen
Af Ban Ki-moon
Intet land kan tillade sig at ignorere lektien fra jordskælvene i Chile og Haiti. Vi kan ikke forhindre at den slags katastrofer sker. Men vi kan dramatisk reducere deres virkninger, hvis de rigtige reduktionsforanstaltninger for en mulig katastrofe er truffet på forhånd.
For en uge siden besøgte jeg Chiles jordskælvsområde og så hvordan utallige liv blev reddet fordi Chiles ledere havde taget ved lære af fortiden og var opmærksom på advarslerne omkring fremtidige kriser.
Fordi de skrappe bygningsreglementer blev håndhævet på grund af mulige jordskælv, blev mange dødsfald forhindret. Uddannelse og udrustning af et indsatsmandskab før tid betød at hjælpen var der inden for få minutter efter rystelsen. At omfavne den ånd, hvor regeringer har et ansvar for fremtidige såvel som nuværende udfordringer gjorde mere for at forhindre tab af menneskeliv end nogen hjælpeindsats ville kunne gøre.
Flere hundrede mennesker døde i Chile selvom jordskælvets størrelse var 8,8 på Richterskalaen – det femtestørste siden optegnelserne begyndte. I Haiti forårsagede et mindre kraftigt jordskælv hundreder af tusind
er dødsfald. Haiti havde ikke-eksisterende eller uhåndhævne bygningsreglementer og et meget dårligt beredskab.
Disse lektioner er universelt gældende. Intet land er immunt over for katastrofer, det være sig jordskælv eller oversvømmelse, storme eller hedebølger. Mere og mere intense naturkatastrofer påvirker alle fem kontinenter som følge af klimaændringerne. Mange af verdens fattigste mennesker lever i risikofyldte, tætbefolkede byer i oversvømmelses- og jordskælvsområder eller også bor de i områder ramt af begge dele.
Katastroferisikobegrænsningens kultur må spredes. Det opmuntrer mig, at vi allerede har et forspring i denne henseende.
Hyogohandlingsplanen, en 10-års plan der skal gøre verden mere sikker i forhold til naturkatastrofer, blev vedtaget af 168 regeringer i 2005.
Hyogo giver de nationale myndigheder en plan for at vurdere og reducere risici gennem planlægning, oplæring og bedre offentlig uddannelse. For eksempel at sikre at skoler, hospitaler og andre vigtige steder i den offentlige infrastruktur opfylder visse sikkerhedskrav.
Baseret på Hyogohandlingsplanen, har FN gjort katastroferisikoreduktion til en prioritet. Jeg har udnævnt en særlig repræsentant for gennemførelsen af Hyogohandlingsplanen. Sidste år lancerede jeg den første globale evalueringsrapport om katastroferisikoreduktion i Bahrain.
Der er sket fremskridt. Bangladesh mistede mere end 500.000 mennesker under cyklonen Bhola i 1970. Landet byggede efterfølgende 2500 tilflugtssteder fra cykloner på forhøjede, betonstøbte platforme og uddannede mere end 32.000 frivillige til at hjælpe under evakueringer. Da cyklonen Sidr ramte landet med sine enorme bølger i 2007, var dødstallet mindre end 4000. Cyklonen Nargis, en lignende begivenhed i maj 2008 i uforberedte Myanmar, kostede 140.000 liv.
Cuba klarede sig igennem fire orkaner i 2008. Det led fysiske skader for omkring 9 milliarder dollars, men få mennesker mistede livet.
Beviserne er overvældende. Alligevel bliver læren fra disse katastrofer glemt med en deprimerende hastighed. Mange regeringer har undladt at følge op på de praktiske foranstaltninger, Hyogo foreslår.
Nogle stater hævder, at de ikke har råd til at tage forebyggelsesmodellen til sig. Jeg siger at intet land har råd til at ignorere den.
Vi ved at forebyggelse faktisk sparer regeringerne penge i det lange løb. Da Kina brugte 3,15 milliarder dollars på at mindske virkningerne af oversvømmelser mellem 1960 og 2000, forhindrede det tab der anslås til at være omkring 12 milliarder dollars.
Tilsvarende besparelser er blevet registret i Brasilien, Indien, Vietnam og andre steder.
Alle har en rolle at spille.
Regeringer, centrale såvel som lokale, er nødt til gøre hvad der er nødvendigt for at gøre samfundene i stand til både at klare vedvarende udfordringer og pludselige chok.
I oversvømmelses- og jordskælvsramte områder er løsningen at vedtage og håndhæve bygningsreglementer. I oversvømmelsestruede områder indbefatter det at flytte eller forbedre besatte bosættelser, genoprette kysternes naturlige barrierer såsom mangrovesumpe, tilvejebringe velegnet jord og bedre infrastruktur for de fattige i byerne og installere effektive varslingssystemer.
Disse foranstaltninger vil holde mange tusinde mennesker i live, som ellers ville omkomme. FN er klar til at hjælpe regeringerne med at opbygge beredskab på et nationalt og et regionalt plan. Donornationer bliver nødt til at finansiere katastroferisikoreduktion og beredskabsforanstaltninger. Tilpasning til klimaændringer er i særdeleshed ensbetydende med en investering i systemer, der støtter katastrofereduktion, beredskab og forvaltning.
Jordskælvene i Chile og Haiti viste os endnu engang, hvorfor handling før katastrofer gør hele forskellen. For at forhindre at risikomomenter, skabt af naturen, udvikler sig til katastrofer, må vi alle handle tidligere og klogere.
Ban Ki-moon er generalsekretær for De Forenede Nationer
