“Verdens unge er drivkraften bag forandring”

0
517
IntYouthDaySculpture

IntYouthDaySculpture

12.08.2015 – Den Internationale Ungdomsdag finder sted i dag, og den sætter fokus på både ungdommens potentiale og udfordringer. Dette års tema ”ungdom og medborgerskab” understreger vigtigheden af, at unge mennesker (15-24-årige) involverer sig i de tiltag, der kan være med til at skabe forandringer i samfundet.

”Fra iværksættere til journalister, fra frivilligarbejdere til medlemmer af forskellige organisationer – unge mennesker over hele verden er med til at forme samfundet og lede det imod politisk, kulturel og økonomisk fornyelse,” siger Irina Bokova, generaldirektør i UNESCO.

På verdensplan har opmærksomheden omkring inddragelsen af unge været stigende blandt både regeringer, FN-institutioner, regionale og globale organisationer og forskere. Denne positive udvikling kan vise sig at blive vigtig. FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon understreger således, hvor vigtigt ungdommens engagement og medborgerskab er for at gøre de nyligt vedtagne 17 mål for bæredygtig udvikling i verden til virkelighed.

”Frivillighed er den ideelle måde at forbedre et samfund på – og det er noget, som alle kan tage del i. Sammen med FN kan ungdommen være med helt fra skabelsen af de nye mål for bæredygtig udvikling til implementeringen af dem,” siger Ban Ki-moon.

De 17 mål for bæredygtig udvikling skal være med til at sikre hele verdens udvikling, og mål nummer ét er ”at gøre en ende på fattigdom overalt”.

Arbejdsløsheden blandt unge har været i stor stigning de sidste mange år, og den Internationale Ungdomsdag har derfor næppe været mere relevant end nu. I 1991 havde cirka 50 procent af verdens unge mennesker et arbejde, mens det nu blot er 40 procent.

”I både fattige og rige lande overgår ungdomsarbejdsløsheden langt den for den ældre del af befolkning,” sagde Ban Ki-moon til et pressemøde ved den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) sidste år. ”Mange sidder fast i lavtlønnet arbejde uden rettigheder.”

Et nyt initiativ, der forsøger både at sætte fokus på udfordringerne med ungdomsarbejdsløshed og samtidig engagere unge, er Network of Mediterranean Youth, der bliver støttet af EU og UNESCO. Middelhavslandene kæmper med mange af de samme problemer med at inkludere og engagere unge, f. eks. ungdomsarbejdsløshed, manglende interesse i aktivt medborgerskab og økonomisk marginalisering. Netværket har etableret tre arbejdsgrupper, der sætter fokus på dette ved at dække nyheder om både unges problemer og succeser i samfundet.

”Ånden i UNESCO’s projekt er at styrke ungdomsnetværk ved Middelhavet. Unge mennesker skal ses som dem, der driver forandringer, og ikke blot dem, der bliver påvirket af dem,” siger Irina Bokova.

IntYouthLogp