Februar 2018 – En ny pris-vindende børnebog har tiltrukket opmærksomhed for dets grundige kig på et syrisk barns ubehagelige rejse på flygtningestien, der til sidst går over det atlantiske hav og ender i Island.
Forfatteren, Kristín Helga Gunnarsdóttir, bruger verdenserklæringen om menneskerettigheder som ledemotiv, og hun starter hvert kapitel starter med en artikel fra erklæringen.
Kristín Helga har lige vundet den islandske ‘Fjöruverðlaun pris’ for kvindelige forfattere for bogen ”Be invisible” i kategorien ’bedste børne- og teenager bog.
Det 70-årige jubilæum af verdenserklæringen om menneskerettigheder bliver fejret dette år, men Kristín Helga siger, at hun indså mens hun skrev bogen, at erklæringen langt fra er respekteret.
”Da jeg startede denne rejse i mit sind, fulgte jeg et flygtningebarn fra Syrien gennem en ørken, over et hav og et kontinent, indså jeg hvor åbenlys krænkelserne af erklæringen sker,” sagde Kristín Helga, ”og ikke kun i lande med en kritisk politisk situation hvor krig er udbredt og demokrati ikke har fodfæste. I den nuværende flygtningekrise virker det som om, at demokratiske stater finder det svært at respektere verdens erklæringen, og det er præcis grunden til, at det er vigtigere end nogen sinde før. Det er det menneskelige barometer af humanitet, hvilket vi burde bruge til at måle vores samfund eller bruge som en skabelon for hvor vi skal hen. Det er i det væsentligste en beskrivelse af verdens virkelige grænser samt et anker i samfundets organisation.”
Kristín Helga har skrevet talrige børnebøger og er formand for forfatternes fællesskab i Island. Før hun blev fuldtidsforfatter, var hun radio- og tv-rapport. Fotografier af flygtninge i middelhavet taget af hendes tidligere kollega, journalisten Thorir Guðmundsson, illustrer i bogen.
”Jeg skriver til børn og familier, litteratur til dem som skal arve planeten. Før var jeg en udenlandsk nyhedsrapporter og nu er jeg gået over til litteratur. Måske var det den gamle nyheds-kvinde, der genopstod i mig og skrev denne bog sammen med romanisten. Denne ulykkelige skæbne til en flygtninge hjemsøgte mig. Denne farlige rejse af et menneske der er tvunget til at løbe og forlade alt bagved, som nogle gange ikke bærer noget med sig og som bare forsøger at finde ly og sikkerhed for sig selv og deres kære.
Nyheder bevæger sig så hurtigt. De er fragmenteret ligesom mosaik, diskursen bliver monoton og vokalen fra journalister distancerer os fra virkeligheden. Jeg ville gerne reorganisere disse fragmenter for at etablere et sammenhængende narrativ, hvilket ville forme historien for så mange individer ind til én. Som historien udviklede sig, blev jeg mere og mere klar over vigtigheden af at forblive tæt på sandheden for, at kunne fortælle de virkelige historier til trods for, at karaktererne er fiktion. Det ville have været respektløs mod interesseemnet hvis jeg, en privilegeret person der lever i luksus i Island, ville prøve at interpolere. I stedet for startede jeg med at læse, undersøge og indsamle interviews samt bruge min erfaring som journalist. Det var her jeg bestemte at følge Ishmael’s spor, en fiktiv 15-årig og hans fiktive bedstefar, Jidu, og deres kamp. Dette kulminerer i ansøgningen om asyl i Island ved brug af fabrikerede identitetspapirer. Tilføjelsesvis og parallelt fortæller jeg historien om Selma, en anden syrisk flygtninge. De er begge fra Aleppo, men hun er havnet i Island på en såkaldt “kvoteflygtning” sammen med sine søskende og mor. Historien om Ishmael er fortalt kronologisk, mens Selmas historie er fortalt baglæns.
Hvor stammer titlen ”Be invisible” fra?
”De der lever i konfliktplagede zoner såsom Aleppo og mange andre byer i verden, må udvikle en kapacitet for at være usynlig. Overlevelse er blevet en udfordring i forhold til at få de vigtigste nødvendigheder så som mad og vand. Livet må gå videre og det er et komplekst projekt at forbigå frontlinjen, at tage lange omveje for at undgå snigskytterne og andre farer for at hente provision. Så folk udgår at vælge side, for at være sikker på at de ikke fornærmer nogen bare for at overleve. Når beslutningen er taget, om at putte hvad end du kan ned i en lille taske, organisering af flugtruten og man har forladt stedet, må personen blive usynlig. Det er også aktuelt, når du rejser i ørken hvor kidnappere og banditter overvåger dig, såvel som nådesløse smuglere. Og der er specielt brug for usynlighed, hvis man krydser havet og ankommer til Europa. Og hvis du krydser havet med succes, så bliver du nød til også at være usynlig for at komme gennem Europa og krydse grænser. Men interessant nok stopper det ikke der, fordi mange føler, at de også skal være usynlige i de nye samfund, hvor de prøver at slå sig ned. Det er sådan, at titlen faktisk sælger sig selv. Ishmaels rejse handler om at være så usynlig som muligt.”
Helgas konklusion efter hendes forskning er, at verdenserklæringen er mere relevant end nogen sinde før.
”Det er mere vigtigt end nogen sinde før. Det er skuffende hvor mange samfund, der er uenige i dette. Men det gør det så vigtigt for os og menneskeligheden på denne planet.”
”Alle har retten til at søge asyl og leve i andre lande fra forfølgelse.”
”Ingen skal udsættes for tortur eller for ondskabsfuld, inhuman og degraderende behandling eller afstraffelse.”
”Alle har retten til tilstrækkelig levestandard for sundhed og velvære for sig selv og sin familie.”
“Dette virker så indlysende men alligevel så svært for mennesker at følge. Verdenserklæringen er manuel til menneskeligheden, men som vi ved, er der altid de som ikke læser manualen.”
”Vejen gennem døds-vejen er clearet denne nat. De zigzagger, for at undgå tæppet som er spændt over gaden her og der samt for at blokere udsynet for snigskytterne. Ishmael, kig op når du ser de væbnede mennesker. Gør dig lille, og kig ikke ind i deres øjne. Skynd dig, hvor du end skal hen, men løb ikke. Det virker mistænkelig, hvis du løber.”
Fra ’Invisible’. Historien om Ishmael af Kristín Helga Gunnarsdóttir.
