WHO kritiserer ”big business”

0
440
WHO. Chan

WHO. Chan

11. juni 2013 – Bestræbelser på at fremme et godt helbred er mere relevant end nogensinde før, taget i betragtning at ikke-smitsomme sygdomme har erstattet smitsomme sygdomme som verdens førende dødsårsag, udtalte Margaret Chan, generaldirektør for Verdenssundhedsorganisationen (WHO). Chan udtalte sig ved en international konference om sundhed (Global Conference on Health Promotion) afholdt i Helsinki. Hun advarede samtidig om at man står over for store udfordringer fra bl.a. ”big business” (store industrier).  

”I dag er bordet vendt. I stedet for at sygdomme udryddes i takt med at leveforhold forbedres, så fører socioøkonomiske fremskridt rent faktisk til fremkomsten af ikke smitsomme sygdomme”, sagde Chan.

”Økonomisk vækst, modernisering og urbanisering har åbnet op for udbredelsen af en usund livsstil”, sagde hun. Chan fortalte deltagere på konferencen, at det at få mennesker til at føre en sund livsstil og tilegne sig sunde vaner, møder modstand fra ”ikke venlige kræfter”. ”Bestræbelser på at forebygge ikke-smitsomme sygdomme går imod forretningsinteresserne af magtfulde erhvervsdrivende. Efter min vurdering er dette en af de største udfordringer den sundhedsfremmende indsats står over for”, understregede hun.

”Det er ikke bare tobaksindustrien længere. Folkesundheden kæmper også imod alkohol, sodavands- og madindustrien. Alle disse industrier frygter strammere lovgivning og beskytter dem selv ved at anvende de samme taktikker”.

Chan sagde at disse taktikker omfatter frontgrupper, lobbyisme, retssager og industrifinansieret forskning, der ”forvirrer bevisførelsen og holder offentligheden i tvivl”. De omfatter også gaver, tilskud og bidrag til værdige formål, der får disse industrier til at fremstå som respektable samfundsydere i øjnene af politikere og offentligheden, tilføjede hun. Industrier fremfører samtidig argumenter der flytter ansvarligheden for sundhedsskade over på individet, og fremstiller regeringsindblanding som et brud på den personlige frihed og frie valg.

”Markedskræfterne overføres uden videre til politisk magt. Få regeringer prioriterer sundhed frem for de store industrier. Som vi har erfaret med tobaksindustrien, kan et magtfuldt selskab sælge offentligheden stort set hvad som helst”, sagde Chan.

”Lad mig minde om. Ikke et eneste land har været i stand til at vende fedmeepidemien i nogen aldersgruppe. Det er ikke enkeltpersoner der har fejlet her. Det er resultatet af manglende politisk vilje til at tage kampen op imod de store industrier”.