Aboriginere kæmper for retten til deres traditionelle land

0
303
Angelina Luck går på traditionel jagt i hendes land, 350 km nord for Alice Springs. Foto: Flickr / Rusty Stewart (CC-BY-NC-ND 2.0)

Angelina Luck går på traditionel jagt i hendes land, 350 km nord for Alice Springs. Foto: Flickr / Rusty Stewart (CC-BY-NC-ND 2.0)

April 2015 – Over de seneste måneder har indbyggerne i aboriginernes samfund Oombulgurri i det nordlige Australien været vidne til at se deres landsby falde langsomt fra hinanden. Det første der røg var supermarkederne, så indbyggerne ikke længere kunne købe madvarer og andre fornødenheder. Derefter skolerne, lægeklinikkerne, og til sidst også strømmen.

Stella Albert, en oprindelig aboriginer, og mor til syv, var en af de sidste til at forlade landsbyen.

”Jeg troede, at jeg skulle blive gammel i Oomby, men var ikke tilfældet”, sagde hun i et interview med den australske nyhedskanal ABC. ”Jeg følte mig ulykkelig og græd [da vi rejste]. Vi har stadig nogle ejendele tilbage i vores hus.”

”Livsstilsvalg”

Siden 2011 har Oombulgurri’s fortællinger, som dets huse, mest af alt samlet støv. Men i løbet af de seneste måneder har historien igen vendt tilbage til overfladen, fordi folk frygtede at det ville ske igen.

Den vestaustralske regering erklærede ved udgangen af sidste år, at op til 150 af statens fjerntliggende aboriginesamfund skulle lukkes ned, og den føderale regering har nu udhulet bistanden, som blev brugt til at holde samfundet i live. Colin Barnett, Vestaustraliens premiereminister, har udmeldt, at landsbyerne ”ikke er rentable”.

Sukkerhonningen er en traditionel ingrediens i aboriginernes søde sager. Foto. Flickr / Rusty Stewart (CC-BY-NC-ND-2.0)

Diskussionen blev opheddet, da statsminister Tony Abbott den 10. marts trådte til for at forsvare Australiens største delstats beslutning. ”Det er ikke skattebetalerens arbejde at støtte livsstilsvalg”, sagde han.

Dette faldt ikke i god jord. Kritikere påpegede, at den selvudnævnte statsminister for indfødtes anliggender burde vide mere om aboriginernes kultur.

Striden om ejerskabet

Historien om det indfødte folk i Australien går mindst 50,000 år tilbage i tid. For aboriginerne har landet altid haft en særlig spirituel betydning i forhold til vestlig kultur. Dog har ejerskabet af aboriginernes traditionelle landområder, i mange tilfælde, været kilde til konflikt.

Rødderne til disse uenigheder går  tilbage til kolonitiden. Dengang var det den generelle opfattelse i England, at aboriginere ikke havde nogen tilknytning til landet, fordi de ikke bosatte sig efter britiske standarder, dvs. gennem ejerskab af hus og opdyrket land.

Selv i dag er de australske landlove i uoverensstemmelse med FN’s erklæring for indfødtes rettigheder. Aboriginerne skal for eksempel dokumentere, at de siden kolonitiden har boet på den jord, de kræver ret til.

“Handling er påkrævet for at sikre de oprindelige folks rettigheder til deres jord, ressourcer og kulturarv”, skrev Anayia, FN’s særlige udsending, i en rapport efter sit besøg til Australien. I 2009 opfordrede han indtrængende den australske regering til at stoppe uenighederne uden videre forsinkelser.

”Selvom det er komplekst at levere serviceydelser til fjernliggende områder, er det afgørende at de indfødte folk som lever i disse områder, har adgang til de samme sociale og økonomiske rettigheder som resten af den australske befolkning, uden at gå på kompromis med deres kultur og levemåde”.

Samfundets udsatte

Aboriginere har en unik og spirituel tilknytning til deres land. Foto: Flickr / Chris Ford (CC-BY-NC-2.0)

I tillæg til de omkostninger, som forbundet med opretholdelsen af fjerntliggende samfund, legitimeres lukningerne af landsbyerne ud fra behovet om at kontrollere den udbredte kriminalitet, som aboriginernes forbindes med.

I Oombulgurri for eksempel, blev seks voksne i 2007 sigtet for at have sex med mindreårige. Anklager mod vold i hjemmet nåede ekstreme højder og alkohol flød. Tidligere indbyggere mener, at problemerne var forårsaget af en lille gruppe, men statistikker viser et unægteligt mønster af forsømmeligheder i aboriginelandsbyer.

Aboriginerne er svært overrepræsenteret i sociale børnebeskyttelses – og strafferetlige systemer og vold i hjemmet er generelt markant. Gennem folkets lange historie af diskrimination, går aboriginerne igennem en tilværelse, hvor de er dårligere stillet i forhold til den øvrige befolkning i Australien. Diskriminationen kommer til syne gennem uddannelses, sundheds -og levestandardsmål, men er særligt iøjefaldende i forhold til den forventede levealder, som for indfødte i gennemsnit er 11 år lavere i forhold til de ikke- aborigine-folk.

Dog synes de tvungne lukninger, som tvinger folk til at flytte til byerne, ikke at have den ønskelige effekt på de sociale problemer, og ej synes det, at afføde løsninger. Som Anayia skriver, er arbejdsmarkedet lige så konkurrencepræget i byerne som i landsbyerne. Konsekvenserne er dog varierende: mens aboriginerne har et tag over hovedet i deres hjemland, er ventelisten til statsstøttede boliger i byerne op til 10 år lang. De tvungne lukninger giver derfor ikke en løsning på de sociale problemer – tværtimod, skubbes mange aboriginere ud i hjemløshed, da de lange ventelister tvinger mange til at bosætte sig i parker.

Efter at have forladt Oombulgurri havde Stella Alber intet sted at gå hen. Hun endte med at bo i et telt udenfor byen Wyndham.

”Jeg kan ikke lide at bo her, fordi vores børn roder sig ud i ballade, pigerne går på gaden om natten, drengene stjæler biler og børnene bliver også fulde,” sagde Albert.

De fleste tidligere beboere håber stadig på at vende hjem en skønne dag.

”Jeg vil gå hvor min bedstefar gik, jeg vil fiske hvor mine bedstemødre fiskede og jeg vil løbe hvor mine onkler løb,” sagde tidligere beboer Sean Meehan til ABC nyheder.

”Uden land, er vi ingenting.”

Artiklen indgår i Unric’s Nordiske Nyhedsbrev, april 2015.