Altid forundret over og inspireret af menneskers livsmod

0
395
33772 492779106419 1145297 n

33772 492779106419 1145297 n

Denne måneds nordiske profil, UNDP’s Helen María Ólafsdóttir indrømmer, at man i hendes fag ser ”mange grimme ting”. Og man undrer sig ikke, den 38-årrige islænding, som er tidligere Tv-journalist, har været i forskellige stillinger i Afghanistan, Irak og Sri Lanka. I øjeblikket har hun base i UNDP’s hovedkvarter i New York, hvor hun arbejder for Bureau for Crisis Prevention and Recovery.

Det første, vi spurgte hende om, var det klassiske: Hvordan endte hun hos FN?

“Jeg har altid gerne villet arbejde for FN. Jeg har aldrig fundet den private sektor fristende, men ville i stedet have et job, som på en eller anden måde bidrog til en bedre verden. Jeg tror stadig på organisationen og at arbejde for FN giver os en unik mulighed for at have adgang til vigtige beslutningstagere. Vi må behandle denne adgang med respekt og bruge den til at påvirke beslutningstagere på en positiv måde.
Jeg ansøgte simpelthen om et job med UNDP i Afghanistan om at arbejde med Afghanistans nationale udviklingsplan og var så heldig, at jeg fik det. På den anden side var det Islands Udenrigsministerium, der gav mig muligheden for at arbejde i Sri Lanka, som åbnede dørene for, at det blev muligt for mig at springe ind i internationalt udviklingsarbejde.”

Og hvor har din karriere taget din hen indtil nu?

“Mit første job var faktisk indenfor journalistik. Min karrierebeslutning var altid mellem journalistik og udvikling. Jeg ville have forfulgt journalistik internationalt, men fandt ud af, at jeg ikke var pågående nok! Jeg er alt for høflig og hader at genere mennesker. Jeg havde tilfældigt søgt om at arbejde for det islandske Udenrigsministerium i Strasbourg med at støtte delegationen, så jeg brugte et år på at gøre det. Jeg var dog ikke klar til at blive en karrierediplomat og fik et job direkte hos Europarådet i deres politiske afdeling. Strasbourg er en vidunderlig by, men efter et år følte jeg bare, at jeg havde brug for at tage af sted og opleve verden, så jeg tog mod Afghanistan, hvor jeg brugte et år med at lave lidt freelancing for islandske medier. Det var en slags sabbatår, nogle mennesker tager på backpacking, mens jeg bare hang ud i Kabul. Det var et fantastisk år. Så var jeg heldig. Jeg blev valgt af det islandske Undenrigsministerium til at blive talsperson for Sri Lanka Monitoring Mission, som var en nordisk delegation. Den dag i dag er jeg stadig ekstremt taknemmelig over, at de gav mig denne mulighed, for jeg var kun 29 år. Efter halvandet år som talsperson, blev jeg ansat som rådgiver, men ting gik dårligt og jeg forlod landet, da det røg tilbage i krig og delegationen desværre var blevet ret værdiløs. Fra Sri Lanka tog jeg tilbage til Afghanistan for at begynde på mit første UNDP-job med at hjælpe med at skrive den nationale udviklingsplan. Der var et seriøst pres på en lille gruppe mennesker om at færdiggøre planen. Det var 16 timer om dagen med vanvittig skrivning og der var pres på. Jeg fik nogle vidunderlige venner under processen. Da planen var udkommet, søgte jeg om et job hos UNDP i Irak som rådgiver om kriseforebyggelse og genoprettelse og brugte fire og et halvt år hos UNDP Irak. Jeg blev fuldstændig forelsket i Irak, irakerne og Mellemøsten.”  

Nogle tror, at et FN-job for det meste handler om at bo på luksushoteller. Er dette tilfældet eller har du set rigtig action i din karriere?

“Det, man finder fra min feltoplevelse, er at være hundekold i Afghanistan, så kold, at jeg måtte have ni lag af tøj, mens jeg prøvede at skrive med frost i mit værelse eller at sidde fast i flere dage i træk i en sandstorm på en militærbase i Irak. Ja, der er rejser og der er hoteller, men alle hoteller ser ens ud for mig. Jeg foretrækker at være hjemme og når ferierne kommer, tager jeg som regel tilbage til Island for at være sammen med venner og familie.”

Hvad har været den største udfordring indtil nu?

“Jeg har stået overfor mange udfordringer. Vi er reelt i branchen, der prøver at støtte og ændre, hvordan regeringer fungerer. Udfordringen er at gå hele vejen. Den største udfordring, jeg har haft er at forsøge at få ting gjort, når vi ikke har god adgang til vores samarbejdspartnere. Det tager mange anstrengelser og lang tid at opbygge forhold med mennesker, når du fx er indskrænket til Green Zone i Bagdad. Men ved at være vedholdende og måske lidt irriterende, er det lykkedes mig at starte en masse spændende projekter. Jeg tror, jeg er mest stolt af et projekt, som involverede at sætte familiebeskyttelsesenheder op i politistationer. Det tog stor anstrengelse og hårdt arbejde, men det sker lige nu.”

Ifølge dig, står de nordiske lande så for noget specielt i FN?

“Jeg mener, de nordiske lande er set i et meget gunstigt lys i FN. Vi står for fred og mere lighed for alle.”

Du har været ret involveret i den arabiske verden. Der var masser af optimisme, da det Arabiske Forår startede. Har du stadig håb for, at det vil føre til fremskridt?

“Du bliver nødt til at være evig optimist for at have dette job, ellers bliver du kynisk og så har du givet op. Jeg mener, at det Arabiske Forår blev stemplet som noget, det ikke var. Landene er forskellige og det er lidt ligesom at sammenligne Norge med Spanien. Kulturerne er forskellige, mentaliteterne er forskellige og hvert lands historie er unik. Jeg tror dog, at der er en gradvis opvågning, som bestemt er muliggjort af redskaberne fra nye medier og adgang til information, men det vil tage lang tid og disse ting kan ikke blive skubbet frem udefra. Samfund skal ændre sig indefra. Vores job er at give dem redskaberne til at gøre det. Min erfaring er, at mennesker faktisk er ret ens. Vi vil alle live i fred, have et ærligt arbejde, have en fridag til at være sammen med vores familier og nyde god mad. Det er faktisk så simpelt. Vi ser en masse grimme ting i denne branche, men jeg bliver altid forundret over og inspireret af menneskers livsmod. Mennesker, der går på arbejde hver dag i Parlamentet i Bagdad på trods af bomber og sikkerhedstrusler eller vagten i Afghanistan, som sidder derude hele natten i kulden for at beskytte udlændige, eller den fattige tamiler, som kom på arbejde på vores kontor, selvom det betød, at han satte sig selv i fare. Disse er de virkelige helte.”