Ban Ki-moon advarer verdens ledere: Lad være med at ”opdele folk og øge frygten”

0
387
Ban Obama photo

Ban Obama photo

21.9.2016 – FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, åbnede i går FN’s generalforsamlings 71. årlige debat med et kald til verdens ledere om at erkende, at de vigtige positioner, de besidder, er en afspejling af den tillid, befolkningen har til dem – og er altså ”ikke personlige ejendele”.

”Mit budskab til alle er klart: tjen jeres folk. Lad være med at undergrave demokratiet; lad være med at plyndre jeres lands ressourcer; lad være med at fængsle og torturere jeres kritikkere,” sagde Ban Ki-moon i sin åbningstale til ledere fra FN’s medlemslande.

Denne tale var hans sidste ved generalforsamlingens debat, da han forlader sin post i slutningen af året.

Generalsekretærens åbningstale, som trækker på hans årlige rapport om organisationens arbejde, understregede, at Verdensmålene for bæredygtig udvikling (SDG’s) tilbyder en vej mod en bedre fremtid, og at man med klimaaftalen fra Paris kan løse vores tids største udfordring.

Ban Ki-moon understregede, at verden fortsætter med at konfrontere komplekse sikkerhedstrusler fra væbnede konflikter:

”Gårsdagens kvalmende, brutale og tilsyneladende overlagte angreb på en af FN’s Syrisk-Arabiske Røde Halvmåne-nødhjælpskonvojer er det seneste eksempel,” understregede han og hyldede samtidig indsatsen fra hjælpearbejderne: ”Nødhjælperne, som leverede livreddende nødhjælp, var helte. Dem, der bombede dem, var kujoner.”

I kølvandet på den globale flygtningekrise og bestræbelserne på at løse den, anerkendte generalsekretæren New York-erklæringen om flygtninge og migranter, som blev vedtaget i mandags på det første FN-topmøde om flygtninge og migranter nogensinde.

Han opfordrede de politiske ledere og kandidater til ”ikke at engagere sig i den kyniske og farlige politiske matematik, der angiver, at man høster flere stemmer ved at opdele folk og øge frygten,” og han opfordrede også hele verden til at ”stå imod løgne og fordrejninger af sandheden og afvise alle former for diskrimination.”

Generalforsamlingens debat blev sparket i gang i går. Traditionen tro begyndte Brasilien, dernæst efterfulgt af USA.