Ban Ki-moon inviterer Bush til FNs klimaforandringsdebat

0
437

Generalsekretær Ban Ki-moon opfordrede i dag den amerikanske præsident George W. Bush til at deltage i en klimaforandringsdebat, der skal holdes i efteråret.

Klimaforandring er et vigtigt emne for alle, og Ban fortalte tidligere i dag, at han sætter pris på de iniativer, som Bush fremlagde under Heiligendamm-topmødet.

De to mødtes i Washington D.C. i dag og de diskuterede en række aktuelle emner såsom Darfur og Mellemøsten.

Situationen i Irak var også på dagsordenen. Ban karakteriserede den som et problem, der påvirker hele verden og han forpligtede FN til at støtte landets regerings og dets befolkning. Desuden ”vil vi være behjælpelige med landets økonomiske og politiske genopbygning”, sagde han.

Generalsekretæren glædede sig også over udviklingen i Nordkorea, hvor FN-inspektører i weekenden bekræftede lukningen af atomreaktoren i Yongbyon.

”Jeg håber, at alle involverede parter vil tage de nødvendige forholdsregler så den koreanske halvø kan blive atomfri hurtigst muligt”, sagde han yderligere.

I Washington D.C. mødte Ban desuden Robert Zoellick, som er den nye præsident for Verdensbanken. De to herrer var enige om, hvor vigtigt det er at bestræbe sig for at nå 2015-målene. De har til formål at bekæmpe verdens sociale dårligdomme inden 2015.

Slutteligt diskuterede han situationen i Mellemøsten med Condoleeza Rice, for FN, USA, EU og Rusland skal i Lissabon deltage i et højprofileret møde om regionen senere på ugen.