CAR går under radaren

0
453
Foto: Flickr UNICEF Pierre Holtz 2.0 Generic (CC BY-SA 2.0)

Foto: Flickr UNICEF Pierre Holtz 2.0 Generic (CC BY-SA 2.0)

25. juli 2014 – Samtidig med, at verden vender opmærksomheden mod Mellemøsten, går den tilspidsede situation i Den Centralafrikanske Republik endnu engang under radaren. Repræsentanter fra den muslimske majoritet Seleka underskrev onsdag en fredsaftale med de kristne grupper, for at stoppe volden i republikken.

Underskrivelsen af aftalen i Brazzaville, som er hovedstad i nabolandet Republikken Congo, blev igangsat efter pres fra regionale mæglere og har til formål, at ende flere måneders sekterisk vold. Men det er endnu uvist, om våbenhvilen bliver respekteret i Den Centralafrikanske Republik – og i mellemtiden lider den civile befolkning fortsat.

Titusinder flygter fra CAR til nabolande for at undslippe den brutale vold i landet. Mere end 357.000 mennesker er flygtet fra landet til Cameroun, Chad, Den Demokratiske Republik Congo (DRC) og Republikken Congo siden december 2012.

Flygtningesituationen er især uholdbar i Cameroun, hvor de fleste civile flygter hen. Blandt dem der er flygtet de sidste syv måneder – hovedparten muslimer – er over 118.000 i Cameroun, 17.500 i Chad, over 15.000 er i DRC og 9.000 er i Republikken Congo.

FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR)’s talsperson Babar Baloch udtaler: “De nye flygtninge viser tegn på den brutale vold de har oplevet i CAR. De har gået i uger igennem skoven, med kun meget lidt at spise og drikke. I april og maj led 40 % af de ankomne flygtninge, både børn og voksne, af underernæring. Vi frygter, at hjælpen kommer for sent for nogle af børnene.”

Der er et akut behov for at kunne flytte flygtningene væk fra usikre og sværttilgængelige områder. Det er nødvendigt at skabe flere steder for flygtningene, for at sikre deres sikkerhed. Derudover skaber den startende regnsæson bekymringer på grund af mangel på telte, vand og sanitet.

CAR har i flere årtier haft problemer med militærkup, oprørere og krig. Den humanitære krise eskalerede yderligere, da oprørskampe brød ud i december 2012. Efter kuppet i marts 2013 har landet oplevet en stor forandring i hverdagslivet, menneskerettighedskrænkelser og enorme flygtningestrømme ud af landet.

På trods af, at behovet vokser dag for dag, er situationen i CAR en af de mest underfinansierede nødsituationer i verden. UNHCR og partnerorganisationerne appellerede torsdag den 21. juli 2014 om mere finansiel støtte, for at kunne klare flygtningestrømmene og den forværrede situation for flygtningene i værtslandene. Sammen med 16 andre humanitære organisationer, har UNHCR revideret den Regionale Flygtningeplan for CAR, og appellerer om over 11 milliarder danske kroner, for at kunne håndtere den alvorlige flygtningesituation.