De unge og demokratiet

Photo: UNRIC/Sebastian Pensis

Photo: UNRIC/Sebastian Pensis

15. september 2014 – I år fejrer vi den Internationale demokratidag, dagen efter at vores svenske naboer har holdt valg.

Årets tema er de unges engagement i demokratiet eller manglen på samme. Unge mellem 15 og 25 udgør cirka en femtedel af verdens befolkning. På trods af det enorme potentiale, der kunne mobiliseres i aldersgruppen, er størstedelen af de unge dog uinteresserede i politik. Studie efter studie har påvist en dalende tiltro til politik, som den ser ud i dag og valgdeltagelser, der er faldet rundt omkring i verden.

De nordiske lande har en rigtig høj valgdeltagelse. Sverige og Danmark er således begge lande med meget høje stemmeprocenter, omend man godt kunne ønske sig endnu højere deltagelse ved især europaparlamentsvalg. Ved Europaparlamentsvalget i maj gik 56,32 % af de stemmeberettigede til urnerne i Danmark. Ved sidste folketingsvalg var deltagelsen endnu højere: her stemte hele 87,7% af danskerne, mens valgdeltagelsen blandt de unge var markant lavere og lå et sted mellem 40 og 60%.

Gennem nye kommunikationsmetoder som Facebook og Twitter er ungdommen dog alligevel en vigtig aktør i politik. I stadigt flere lande opstår der ungdomsbevægelser for demokratisk forandring. Disse bevægelser er ikke begrænset til rige lande, men forekommer i særdeleshed også i udviklingslande og svage stater.  Eksempelvis blev de sociale medier brugt aktivt under det arabiske forår og førte til store folkelige bevægelser og regimeskift.

FN’s generalsekretær, Ban-Ki-moon opfordrer alle unge til at være aktive i kampen for at promovere demokrati:

”I er den største unge generation nogensinde og har en forpligtelse til at skride til handling over for de mange udfordringer for demokratiet. Tag kontrol over fremtiden og gør en drøm til virkelighed – Skab en bedre fremtid for alle.”

Tag del i debatten på Twitter under hashtagget #DemocracyDay

Mere information om den internationale demokratidag kan findes her

Relaterede artikler

FN er stærkt bekymrede over menneskerettighedskrænkelser og drab på civile i Ukraine

FN opfordrer til handling på den International dag for selvmordsforebyggelse

Håb om forandring