De fleste af os fra Norden anvender en bred vifte af elektronik i vores dagligdag og holder os up-to-date med de nyeste teknologiske fremskridt. Og uden at tænke for meget over det, køber vi eller modtager de seneste modeller af den nye smartphone, fladskærms-tv, eller måske en computer eller et større køleskab. Men hvad sker der med alle de gamle produkter vi smider væk?
Elektronisk affald, eller e-affald, er det udtryk der anvendes til at beskrive de elektroniske produkter der kasseres. Verden har oplevet en betydelig stigning i globalt e-affald, hovedsagligt pga. den planlagte forældelse af moderne elektronikker. Ifølge en rapport fra DanWatch i 2011, vokser e-affald med tre gange hastigheden af andet affald, og UNEP anslår at der genereres ca. 20 til 50 millioner tons e-affald hvert år på verdensplan. Så spørgsmålet forbliver: Hvor ender alle disse gamle telefoner, tv og computere op henne?
Noget af vores e-affald bliver heldigvis korrekt genanvendt. Faktisk er indsamlingen af e-affald steget betydeligt i Norden i løbet af det seneste årti, efter implementeringen af love og genbrugssystemer. Adskillige globale og regionale traktater forbyder flytning af farligt elektronisk affald på tværs af grænserne, deriblandt Basel-konventionen der trådte i kraft i 1992, og som er blevet vedtaget af EU. EU vedtog også et direktiv om e-affald i 2003 (WEEE), som blev revideret sidste år. Derudover har de nordiske lande vedtaget supplerende miljølove der kriminaliserer uautoriseret transport af affald.
Til trods for disse direktiver bliver meget e-affald ikke håndteret korrekt. Det vurderes at kun ti procent af verdens e-affald bliver genbrugt. Love og reguleringer bliver ofte ignoreret eller undgået og meget e-affald bliver sendt til Afrika og Asien, for at slippe uden om skatter og genbrugsansvar. Udviklingslande har længe været en populær destination for de rige landes giftige affald, et fænomen der også henvises til som ”giftig kolonialisme”.
Men de siger at en mands affald er en anden mands guld, og elektroniske produkter indeholder ofte mange værdifulde metaller, deriblandt kobber og guld. På affaldspladserne for e-affald i udviklingslandene, finder man både børn og voksne på jagt efter disse metaller, med formål at sælge dem videre. Ofte er de afhængige af denne indtægt for at overleve. Dog understreger UNEP, at problemet ligger i de uhensigtsmæssige metoder som anvendes til at få fat i disse metaller. Ofte smeltes eller brændes affaldet, noget som forårsager betydelige giftudslip, med alvorlige konsekvenser for både mennesker og miljøet. De fleste elektroniske produkter indeholder farlige stoffer, som f.eks. kviksølv, bly og kadmium, som er kendt for at kunne føre til alvorlige sygdomme, bl.a. flere former for kræft, luftvejssygdomme og reproduktive lidelser.
De nordiske lande er langt fra de værste syndere når det kommer til dumpning af e-affald, men vi er heller ikke helt uskyldige. Danmark er f.eks. blandt de top syv eksportører af brugte computere til Ghana, et land kendt for at være et såkaldt ”hotspot” for e-affald, mens det anslås at 40-50 procent af e-affaldet i Finland, bliver håndteret forkert. Det samme gælder for 12.000 tons e-affald i Sverige hvert år. Bjerge af gamle svenske computere, tv’er, køleskabe og andre elektroniske produkter kan findes på affaldspladser i mange dele af Vestafrika.
Ifølge det norske toldvæsen foretages der hver måned nye beslaglægninger af ulovligt e-affald, som smugles ud af landet. ”Nogle af disse produkter vil blive repareret og genanvendt i lande der har brug for dem, men meget af det er farligt affald”, forklarede en toldembedsmand.
På trods af adskillige internationale og regionale konventioner, forbliver eksporten af skadeligt e-affald dermed et alvorligt problem – også i Norden. Med tanke på den stadigt voksende forbrugerkultur i alle dele af verdenen, står det klart at genanvendelse af e-affald må blive en topprioritet på et globalt, nationalt og individuelt niveau.
