Léonie d’Aunet var den første kvinde i historien, der besøgte Svalbard-øhavet. I 1839 blev det opfattet som et besøg til Nordpolen. Selvom Svalbard er 1.000 kilometer væk, berørte polarisranden på det tidspunkt øerne, og drivisen fyldte bugterne og fjordene.
170 år senere, i 2009, besøgte FN-sekretær Ban Ki-Mon øerne op til COP 15 klimakonferencen i København. Der var der imidlertid næsten ingen is tilbage i de selvsamme bugter.
At det lige var Svalbard, der blev valgt for at plædere for klimaindsatsen, var ikke en tilfældighed; intet andet sted på jorden opvarmes hurtigere. Temperaturstigningerne i Arktis som helhed er sket fire gange så hurtigt som på resten af kloden, i Svaldbard er dette tal endnu højere.
Mens jorden i dag er omtrent 1,1 grader celsius varmere end ved den industrielle revolutions begyndelse, er temperaturerne på Svalbard siden 1971 steget med 4 grader, det vil sige på kun lidt over 50 år.
7-10 grader temperaturstigninger før 2100
Det norske Miljødirektorat forudså i en rapport fra 2019, at årlige lufttemperaturer fra såkaldte ‘mellemscenarier’ til ‘højscenarier’ vil stige med hele 7-10 grader før 2100. Glestjerarealet og massen vil i løbet af d. 21. Århundrede blive kraftigt reduceret og derved øge stigningen af det globale havniveau.
Norske, hollandske, engelske og franske hvalfangere har i århundreder brugt øerne som base. Svalbard gik under navnet Spitzbergen, som er en af øgruppens øer. I 1925 blev øhavet imidlertid indlemmet i Norge, hvorfor hvalfangerne måtte finde en ny base.
Som den første kvinde på Svalbard beskrev Léonie d’Aunet det øjeblik, hun for første gang satte sine ben på jorden i Magdalenabugten. “Jeg sagde D´Aunet beskrev det øjeblik, hvor hun for første gang satte sin fod på jorden på Magdalena-bugten. “Jeg sagde på jorden, som man normalt gør, men jeg skulle have sagt på sneen, for jeg kunne ikke se den mindste smule jord,” skrev hun i sin bog Voyage d´une femme au Spitzberg (1854).
Selv om sommeren var alt dækket af sne og “mellem hvert bjerg er der gletsjere, som vokser fra år til år. Det er uundgåeligt: Den vældige mængde sne, der tårner sig op under den 10 måneder lange vinter, kan ikke nå at ændre sig [sic] om sommeren, for sommeren varer kun nogle få uger. Med tiden vil gletsjerne være ligeså højere som de omgivende granittinder.”
D’Aunets forudsigelser er, som vi i dag ved, ikke blevet til virkelighed.
Forskningsekspeditionen
D’aunets rejse til den polare region var en del af den såkaldte La Recherche expedition, der blev anført af den franske naturvidenskabsmand Paul Gaimard. D’aunet rejste med sin mand, François-Auguste Biard, som sammen med Auguste Mayer, var en af malerne, der ledsagede ekspiditionen. Det er takket være dem, at vi har illustrationer af Svalbards storhed omkring 1840 før klimaforandringerne for alvor begyndte.
Da UNRIC interviewede professor Thomas V. Schuler, professor på Institutt for geofag, Oslo universitet, var han i gang med en opgave i universitetscentret på Svalbard. Der pryder tegningerne fra la Recherche-ekspeditionen lokalerne.
“Vi kan observere Svalbards gletsjeres gradvise massetab, især i de sidste to årtier og tilsyneladende med en øget hastighed. Det er helt tydeligt på kvalitativ basis,” sagde Schuler.
Når det kommer til at kvantificerer udviklingen, bliver det dog mere kompliceret, for der er regionale forskelle på nordøst og sydvest. “I det mildere sydvestlige område oplever man et kraftigt massetab som følge af afsmeltning.”
Klimaforandringernes indflydelse har allerede haft en dødelig indflydelse. I 2015 kostede en lavine to liv i Longyearbyen, verdens nordligste faste bosættelse. Tabet af disse to liv er blevet kaldt Svalbards første ofre for klimaforandringerne.
Eftersom forskerne stort set er enige om at forklare opvarmningen af kloden med CO2-udledninger fra fossile brændstoffer, kan det overraske, at kulminedrift fortsætter på Svalbard og er en i stigende grad lukrativ ressource på grund af energikrisen og krigen i Ukraine.
Havisen kan forsvinde før 2035
Siden 1980’erne er mængden af havis halveret, og nogle forskere frygter, at isen helt vil forsvinde før 2035. Hvilke konsekvenser klimaforandringerne vil have på biodiversiteten på Svalbard er ikke helt klart; der er dog ingen tvivl om konsekvenserne for isbjørne af den faldende koncentration af havis i den nordlige del af Barentshavet.
Vel tilbage i Paris i 1840’erne havde D’Aunay en berømt affære med den verdensberømte forfatter Victor Hugo, hvorefter hun blev skilt fra sin mand. Nogen siger, at kongen, Louis Phillippe, gav Biard en vigtig opgave i bytte for ikke at hævne sig på Hugo.
Biard malede freskerne ved indgangen til den geologiske afdeling på Naturhistorisk museum i Paris. De fremstiller en dramatisk scene med isbjørne- og hvalrosjagt. Med polarisranden på tilbagetog omkring Svalbard er isbjørnene allerede truet, og en temperaturstigning på 10 grader vil ændre dyrelivet til ukendelighed.
Hvis de værste scenarier bliver til virkelighed, kan isbjørnen meget vel uddø på Svalbard. Biards isbjørnemaleri vil dermed alene på sørgelig vis kunne forbindes med fortiden.
