Da den islandske entreprenør Ómar Antonsson besøgte USA for første gang, lige efter terrorangrebet for femogtyve år siden, blev han mødt med skepsis ved grænsen. ”På mit pas kunne de se, at mit fornavn var Ómar, og da de spurgte mig, hvad formålet med mit besøg var, fortalte jeg dem sandfærdigt, at jeg skulle sælge sand til Arizona,” sagde Antonsson til UNRIC i et interview.
Ómar er ikke udelukkende et arabisk fornavn, og den arabiske verden er ikke det eneste område, som er beriget med – eller plaget af, afhængig af hvem du spørger – overflødige mængder sand.
Island er faktisk lige så rigt på sand som på is, og endnu mere sandet end nogle arabiske lande. Omkring 21-22 % af Islands overflade er dækket af sand, svarende til 22.000 kvadratkilometer, hvorimod is kun dækker 10-11 %.
Sahara-sand egner sig ikke til beton
Dog er sandet temmelig forskelligt fra det lysebrune sand fra Sahara eller det røde/orange/brune sand, man finder i Nordamerika. ”Sandet i ørkener, herunder dem i Arizona, er meget fint – nærmest støv. Det egner sig ikke engang til brug i beton. Det egner sig kun til at få sand i øjne og ører,” siger Antonsson.
Derfor er de hundredtusindvis af kubikkilometer sand i Sahara ubrugelige for den globale byggeindustri, og råstoffet må findes andre steder. Det betyder, at mængden af sand, der er tilgængelig på verdensplan, er meget mindre end man måske skulle tro.
Islands sorte sand består af basalt og gabbro. Sandkornene, som Antonsson eksporterer, er mellem 1 og 7 millimeter. Det såkaldte ”perlesand” er populært i svømmebassiner i Nordamerika, bruges i vid udstrækning til fortove og indkørsler andre steder, og pryder i visse dele af Europa haver som et dekorativt element.
Udviklingens helt
Sand udvindes til diverse infrastrukturbehov, der understøtter det moderne samfund og udvikling. ”Sand bliver nogle gange omtalt som udviklingens usynlige helt, men dets væsentlige rolle i at opretholde de naturressourcer og -funktioner, som vi er afhængige af, er endnu mere overset,” sagde Pascal Peduzzi, chef for FN’s miljøprograms globale ressource-informationsdatabase i Genève.
Den stigende globale efterspørgsel efter sand – drevet af befolkningstilvækst, økonomisk vækst, urbanisering og voksende infrastruktur – overstiger den bæredygtige sandforsyning, hvilket truer de økosystemer og eksistensgrundlag, vi er afhængige af. Det fremgår af rapporten fra FN’s miljøprogram, ”Sand og Bæredygtighed: En Grundlæggende Ressource for Natur og Udvikling”, som blev udgivet i maj 2026.
En stor del af det udvundne sand forbruges i byggeri, men det bruges også på mange andre måder, herunder til produktion af glas og mikrochips.
50 milliarder ton om året
Det tog naturen tusindvis af år at danne sand gennem gradvis geologisk erosion. Ikke desto mindre forbruger verden sand i et svimlende tempo på 50 milliarder ton om året. Forbruget til bygninger alene forventes at stige med op til 45 % inden 2060. ”Vi udvinder det hurtigere, end det gendannes – det er sandkløften,” udtalte UNEP i en pressemeddelelse i forbindelse med offentliggørelsen af deres seneste rapport om sand.
I 2024 forbrugte Kina 14 milliarder ton byggesand og -grus. I Indien er efterspørgslen efter sand tredoblet siden år 2000.
Det globale marked anslås at have en værdi på mellem 100 og 800 mia. amerikanske dollars.
Overvågning af sandsugere
Ud af de 50 milliarder udvundne ton er kun 15 milliarder ton lovligt udvundet ifølge rapporter. Derfor har internationale organisationer været nødt til at reagere. Den Europæiske Union har sat et mål for sine medlemsstater om at genbruge 70 % af bygge- og nedrivningsaffald.
I 2023 lancerede FN’s miljøprogram ”Marine Sand Watch”, en platform, der analyserer bevægelserne af sandsugere i verdens havmiljøer. Idéen er, at lande skal kunne tjekke med FN, hvorvidt disse skibe opererer lovligt. Indtil videre overvåger platformen omkring 60 procent af alle sandsugere på verdensplan.
UNEP’s tredje rapport om sand og bæredygtighed opfordrer regeringer og industrien til at anerkende sandets afgørende værdi for udvikling og natur, og til fuldt ud at integrere hensynet til biodiversitet i forvaltningen af sand.
Sand udgør desuden vigtige levesteder for fisk, skildpadder, fugle, krabber og utallige andre arter, hvilket fremmer biodiversiteten og bevarer den økologiske balance – som også er afgørende for turisme og fiskeri. Omkring halvdelen af opgravningsvirksomhederne opererer inden for beskyttede havområder, hvilket svarer til 15 % af den mængde, der graves op.
”Sand er vores første forsvarslinje mod havniveaustigninger, stormfloder og saltvandsindtrængning i kystnære grundvandsmagasiner – alt sammen farer, der forstærkes af klimaforandringerne,” udtalte UNEP, da organisationen for nylig lancerede sin rapport.
En advarsel til resten af verden
De 40.000 ton sand, som Ómar Antonsson årligt udvinder i det sydøstlige Island, er kun en dråbe i havet – selvom man ikke bør overse CO2-aftrykket fra transporten over Atlanterhavet og det meste af det amerikanske kontinent.
”Jeg er ikke i tvivl om, at denne industri er bæredygtig, fordi sandet genopbygger sig selv. Spørg bare dem, der gør en stor indsats for at vedligeholde havne på Islands sandede sydkyst: De fyldes op med sand næsten med det samme,” siger Antonsson.
Den miljømæssige skade, som udvinding har forårsaget på kystlinjer – ikke mindst i Østafrika og Indien – er dog et advarende eksempel for resten af verden.
Det berømte sorte sand
Gennem de seneste år har Islands sorte sand tiltrukket flere og flere turister – i høj grad takket være den moderne underholdningsindustri. Island kan indtil videre ikke prale af lige så klassiske ørkenfilmscener som Sahara (er der nogen, der husker Omar Sharif i “Lawrence af Arabien”?), men landets sorte ørken i syd har lagt landskab til musikvideoer med Justin Bieber, til tv-serien “Game of Thrones” og senest til Christopher Nolans film “Odysseen”.
Værdien af uspoleret natur er naturligvis sværere at måle end den af eksporteret sand. I takt med den enorme globale efterspørgsel efter sand kan det ikke udelukkes, at dette på et tidspunkt kan blive en bekymring for de islandske myndigheder.
Naturen er uforudsigelig, og alene sidste år mistede Islands mest berømte turistattraktion på den sorte sandkyst, Reynisfjara, størstedelen af sit kystsand fra den ene dag til den anden. Denne gang var det ikke menneskelig aktivitet, men pludselige ændringer i havstrømme og vindretninger, der var skyld i den dramatiske udvikling. Det er en påmindelse om, hvor skrøbelig naturen er: selv sand kan tage hundredtusindvis af år for at gendanne sig, når det er væk. Intet kan tages for givet.