Det er tid til handling i Rio – og det haster

0
20
Når alverdens regeringer mødes i juni i Rio og gør status 20 år efter den første Riokonference, så vil de ikke bare indse, at vi har brug for Brundtland 2.0. De vil også gøre noget ved det, skriver Connie Hedegaard og Gro Harlem Brundtland

Når alverdens regeringer mødes i juni i Rio og gør status 20 år efter den første Riokonference, så vil de ikke bare indse, at vi har brug for Brundtland 2.0. De vil også gøre noget ved det, skriver Connie Hedegaard og Gro Harlem BrundtlandNår alverdens regeringer mødes i juni i Rio og gør status 20 år efter den første Riokonference, så vil de ikke bare indse, at vi har brug for Brundtland 2.0. De vil også gøre noget ved det, skriver Gro Harlem Brundtland og Connie Hedegaard, henholdsvis tidligere norsk statsminister, chef for WHO, og EU’s klimakommisær i Politiken Debat onsdag den 14. marts. Begge er medlemmer af FN’s Generalsekretærs panel om Global Bæredygtighed.

I takt med, at planeten Jorden får stadig flere indbyggere, er det klart for de fleste, at vi har behov for stadig mere vækst. En verdensborger, der fødes i dag, vil blive 18 år i 2030. Til den tid vil menneskeheden ifølge FN’s bedste bud efterspørge mindst 50 procent flere fødevarer end i dag, mindst 45 procent mere energi, og mindst 30 procent mere vand. Det er en enorm udfordring. For hvordan kan vi både indfri de stigende behov for mad, opvarmning og køling, moderne bekvemmeligheder, mobilitet og alt det andet, moderne mennesker efterspørger, og så samtidig håndtere klimaudfordringen og undgå at udpine vores naturlige ressourcer.

Det er den dobbelte udfordring, som FN’s generalsekretær bad os og 20 andre i Ban Ki-Moons Panel om Global Bæredygtighed komme med nogle bud på. Vores rapport er et indspark til Riokonferencen i juni i år, men den rækker langt længere end et enkelt topmøde. Vi har forsøgt i rapporten at give bud på, hvor vi skal sætte ind for at få gang i den bæredygtige udvikling, som verden var enig om i 1992, men som der stadig ikke for alvor er kommet skub i. Der skal handles, og det haster.

Verden skal have udvikling. Fattigdom er og forbliver et problem, vi skal sætte alt ind på at løse. Udvikling kræver adgang til energi, og vi har fortsat 1,4 milliarder mennesker på kloden, som ikke har adgang til elektricitet. FN’s Generalsekretær har sat et arbejde i gang vedrørende adgang til bæredygtig energi for alle senest i 2030. Vi skal finde nye og mindre forurenende løsninger. Det er også en del af det nye FN-initiativ, hvor målet er at fordoble både energieffektivitet og brug af vedvarende energi i 2030. I målet om udvikling og vækst skal vi bruge markedskræfterne rigtigt. Uden markedets hjælp når vi helt sikkert ikke at få omstillet til mere bæredygtige løsninger. Men det er vigtigt, at markedet indregner prisen på at forurene, herunder udledningen af CO2. I panelet foreslår vi, at alle lande senest i 2020 skal have gennemført prispolitikker, som giver de rette tilskyndelser til at nedbringe sliddet på miljøet, f.eks. gennem skatter eller udledningskvoter, som vi gør i Europa. Og så skal vi af med statsstøtten til fossile brændsler. Den er der ingen argumenter for i det 21. århundrede.

Intelligent udvikling og vækst kræver, at vi bruger vores menneskelige ressourcer langt bedre, end vi gør i dag. Kvinder og unge skal på globalt plan have en langt stærkere rolle. For de unge skal vi sikre uddannelse for alle. Det skal være en styrke at have en stor ung befolkning – ikke en byrde. Jobskabelse er den helt store udfordring i mange lande, men det starter med bedre uddannelse. For kvinder skal vi sikre lige muligheder for at deltage i samfundet og i økonomien. Ikke bare for kvindernes skyld, men fordi det fremmer udvikling og vækst.

Vi har brug for nye mål for at fokusere vores fælles vej frem. Panelet foreslår derfor, at man enes om nye bæredygtighedsmål frem mod 2030. Det fokus, vi har sat med FN’s fattigdomsmål frem mod 2015, skal vi fastholde. Men bæredygtighedsmål må have et bredere sigte og gælde alle lande, ikke mindst de velstående. Disse mål kunne passende handle om energi, klima, fødevaresikkerhed og havmiljø. Globale mål om bæredygtighed skal hjælpe os til at tænke vækst på en ny måde. Vi skal væk fra den traditionelle BNPtænkning, hvor alene den økonomiske vækst tæller. Vi skal måle, hvor gode vi er på uddannelse, sundhed, beskæftigelse, miljø og klima osv. Uden fremskridt også på disse områder har vi ikke noget at fejre.

Panelet opfordrer også til, at vi lytter mere til videnskaben og dens advarsler om planetens bristepunkter. Når vi overskrider klodens bæreevne, risikerer vi voldsomme reaktioner fra naturens side. Panelet foreslår et stort globalt videnskabeligt initiativ, der skal skabe en tættere forbindelse mellem videnskabelige data og politiske beslutninger. En af verdens helt store udfordringer er, at markedet er blevet globalt. Vi handler globalt.

Kapitalen har hele verden som sit marked. De nationale grænser er nedbrudte, som vi i den grad har set det med finanskrisen. Men det politiske niveau har ikke kunnet følge med i denne globalisering. De internationale institutioner er ikke blevet tilsvarende styrket, og gang på gang ser vi, at det kniber for regeringerne at holde trit. Vi tænker for meget i siloer. Vi skal tænke mere på tværs. Energi, fødevareproduktion og forbrug af vand hænger uløseligt sammen, men politisk bliver de ofte behandlet som enkeltområder. Heri ligger en kæmpe udfordring for den måde, vi laver politik på, og den måde, vi samarbejder på både nationalt og internationalt.

Grundstenen til bæredygtig udvikling blev lagt med Brundtlandrapporten fra 1987, ‘Our Common Future’. Dengang som nu handler det om at møde befolkningernes behov uden at ødelægge fremtidige generationers muligheder for at dække deres. Vi skal finde den rigtige balance mellem økonomisk, social og miljømæssig udvikling. Derfor er det vores håb, at når alverdens regeringer mødes i juni i Rio og gør status 20 år efter den første Riokonference, så vil de ikke bare indse, at vi har brug for Brundtland 2.0. De vil også gøre noget ved det og tage beslutninger, der baner vejen for et paradigmeskifte. Det bliver ikke let, men der er ikke noget alternativ.

Vi skal væk fra den traditionelle BNP-tænkning, hvor alene den økonomiske vækst tæller