A-Ø webstedsindeks

FN’s Menneskerettighedsråd: Israel anklaget for ”apartheid”

En FN-ekspert har på et møde i Menneskerettighedsrådet beskyldt Israel for at indføre apartheid over for palæstinenserne.

Eksperten, der er FN’s særlige rapportør om menneskerettighedssituationen i det besatte Palæstina, opfordrede det internationale samfund til at acceptere og vedkende resultaterne i hans aktuelle rapport om, at Israel praktiserer apartheid i det besatte palæstinensiske område.

“Der findes i dag i det palæstinensiske område, der har været besat af Israel siden 1967, et dybt diskriminerende dobbelt juridisk og politisk system, der privilegerer de 700.000 israelske jødiske bosættere, der bor i de 300 ulovlige israelske bosættelser i Østjerusalem og på Vestbredden”, sagde Michael Lynk, FN’s særlige rapportør for menneskerettighedssituationen i det besatte palæstinensiske område.

“I det samme geografiske område, men adskilt af mure, checkpoints, veje og en fast forankret militær tilstedeværelse, bor mere end tre millioner palæstinensere, som er uden rettigheder, lever under et undertrykkende styre med institutionel diskrimination og uden en mulighed for en ægte palæstinensisk stat, som verden længe har lovet dem, at de har ret til.

“Yderligere to millioner palæstinensere lever i Gaza, der jævnligt beskrives som et ‘friluftsfængsel’, uden tilstrækkelig adgang til strøm, vand eller sundhedstjenester, med en kollapsende økonomi og uden mulighed for at rejse frit til resten af Palæstina eller omverdenen.”

Den særlige rapportør sagde, at et politisk regime, der så bevidst og klart prioriterer grundlæggende politiske, juridiske og sociale rettigheder for en gruppe frem for en anden inden for den samme geografiske enhed på grundlag af den racemæssige, nationale og etniske identitet, opfylder den internationale juridiske definition af apartheid.

“Apartheid er desværre ikke et fænomen, der kun findes i historiebøgerne om det sydlige Afrika”, sagde han i sin rapport til Menneskerettighedsrådet. “Rom-statutten for Den Internationale Straffedomstol fra 1998 trådte i kraft efter det gamle Sydafrikas sammenbrud. Det er et fremadrettet juridisk instrument, der forbyder apartheid som en forbrydelse mod menneskeheden i dag og i fremtiden, uanset hvor den måtte eksistere.”

Mere information her:

Palæstinensisk hjem revet ned af de israelske myndigheder – Forenede Nationers (unric.org)

Seneste nyt

Generalsekretærens udtalelse om COVID-19