Oktober 2015 – Over halvdelen af verdens befolkning bor i byer og køber deres mad i dagligvareforretninger eller på det lokale marked. FN’s verdensmål for bæredygtig sætter blandt andet sat fokus på et område, som angår os alle: landbrug. Verdensmål nummer to er nemlig at ”udrydde sult, opnå fødevaresikkerhed og bedre ernæring samt fremme bæredygtigt landbrug”.
Denne artikel er en del af oktobers nordiske nyhedsbrev fra UNRIC.
Siden november 2001 har der været forhandlinger om handelsliberaliseringer og handelsregler for landbrug og industrivarer blandt Verdenshandelsorganisationens (WTO) medlemslande og de nordiske lande.
Forhandlingerne bliver kaldt Doha-runden (DDA), og målet er at opnå en større reform af det internationale handelssystem ved blandt andet at skære i importskatter på alt fra hvede til tøj. Det vil også indebære en begrænsning af de forskellige landes støtte til bønder og fiskere.
Fælles landbrugspolitik, FN og frihandel
Doha-runden har fra starten af været præget af uenigheder. Selvom forhandlingerne har været i gang siden 2001, har uenighederne om landbrugs- og industrivarerne været for store.
For tiden er der diskussioner i Genéve om, hvordan man skal komme i mål med Doha-runden før WTO’s 10. ministerkonference i december 2015.
Mens man forsøger at nå frem til en løsning i Genéve, sker der en masse i de europæiske landbrug. Bønderne er bekymrede over de lave kød- og mælkepriser og hævder, at de taber indtægter på grund af billig import, pres fra dagligvaregiganter, og fordi næringsmiddelindustrien betaler for lidt for deres produkter. I september udtrykte flere tusinde bønder deres frustration og blokerede gaderne med traktorer i Bruxelles.
Kontroversiel landbrugsstøtte
Men hvad er en retfærdig pris for en liter mælk? Bør landbrugsstøtte bruges til at subsidiere lokale varer, der er mindre skadelige for klimaet end en bøf, der har rejst 13.000 kilometer fra Argentina til Norge? Og hvad med tomater fra Sydeuropa, som er billigere på vestafrikanske markeder end lokale råvarer på grund af told og landbrugsstøtte?
Spørgsmålene er komplekse og manglen på enighed om de rigtige svar er den store grund til, at man endnu ikke har kunnet afslutte Doha-runden.
Landbrugsstøtte står for omtrent 40 procent af EU’s budget og er derfor også en af de mest kontroversielle støtteordninger.
Den fælles landbrugspolitik blev etableret i 1962, da EU gik med til, at gribe ind, hvis markedspriserne på landbrugsvarer faldt under et vist niveau. Dette bidrog til at reducere Europas behov for at importere mad, men førte også til overproduktion og madspild.
Daniel Rosario, Europa-Kommissionens talsmand for landbrug siger, at EU arbejder hårdt for at færdiggøre Doha-runden og komme i mål med en omfattende aftale før ministerkonferencen.
Hvordan vil det påvirke den fælles landbrugspolitik, hvis man skulle få færdiggjort Doha-runden? Og er en Doha-aftale realistisk?
”EU har allerede reformeret store dele af sin fælles landbrugspolitik i løbet af de sidste to årtier uden at påvirke markedspriserne. Derfor er EU nu i en position, hvor man kan påvirke udfaldet af Doha-runden, hvilket ikke bør kræve større ændringer af den reformerede politik.”
EU bruger 40 % af sit budget på landbrugsstøtte, hvorefter man lidt groft sagt smider en tredjedel af den producerede mad ud. Hvordan kan landbruget i EU gøres mere bæredygtigt?
”Størstedelen af madspild i EU sker i husholdningerne og i mindre grad i forbindelse med forarbejdning og den primære produktion – og derfor kan man ikke drage paralleller imellem EU’s landbrugsstøtte og problemet med madspild. Men på grund af de enorme mængder madspild, så arbejder Europa-Kommissionen på at forbedre situationen hele vejen fra produktion til forbrug.”
Læs mere om Europa-Kommissionens projekt FUSIONS og dens programmer for landdistrikterne.
Hvad nu hvis man afskaffede landbrugsstøtten på globalt plan? Hvordan ville en verden uden landbrugsstøtte se ud?
”Ifølge Scenar 2020-undersøgelsen, der blevet foretaget for nogle år siden, ville det betyde, at der kom 30 % færre landmænd i EU end på nuværende tidspunkt, hvilket direkte ville resultere i et tab af arbejdspladser og et større pres på arbejdsmarkedet i byområderne. Landbrugene ville også blive større, da størstedelen af landbrugsjorden (86 %) ville forblive i produktion, og produktiviteten og gennemsnitsindkomsten blandt de tilbageværende landmænd ville være højere. På den anden side ville produktionen stoppe i udkantsområderne, og samtidig ville det true vores naturressourcer på grund af den større konkurrence og dermed også kampen om at mindske produktionsomkostningerne,” siger Daniel Rosario.
Om landene kan nå frem til en aftale inden Nairobi og bringe verden tættere på verdensmål nummer to ”ingen sult” for bæredygtig udvikling står hen i det uvisse.
Generaldirektøren for Verdenshandelsorganisationen (WTO), Roberto Azevêdo, udtalte den 8. oktober: ”Efter de sidste ugers møder tror jeg, at medlemmerne har fundet en vej til succes i Nairobi. Det er klart, at der er mange forhindringer på vejen, men i mine øjne er der ingen af dem, der ikke kan overvindes.”
*Læs mere: http://www.twn.my/title2/wto.info/2015/ti151008.htm
