Verdensmål fejret med fest og fodboldkamp

0
474
jalkapalloglobalgoals

jalkapalloglobalgoals

29.9.2015 – FN’s lancering af de nye verdensmål for bæredygtig udvikling blev i går markeret med en symbolsk fodboldkamp i FN Byen, hvor politikere, skuespillere, sportsfolk og andre spillede for at skabe opmærksomhed om målene.

København var en ud af mange hovedstæder verden over, hvor verdensmålene blev fejret med en fodboldkamp, der ifølge globalnyt.dk var både ”uhøjtidelig” og til tider ”fjollet”.

Blandt spillerne var blandt andet tidligere udenrigsminister og nuværende udviklingsordfører for Radikale Venstre Martin Lidegaard.

Martin Lidegaard ønsker i sin blog på tv2.dk tillykke til verdens lande med vedtagelsen af målene:

”Det er intet mindre end fantastisk, at alle verdens lande i lørdags blev enige om sytten nye mål for bæredygtighed frem mod 2030. De mange nye mål dækker en lang række områder fra bekæmpelse af fattigdom over grøn energi til ligestilling, og de følger oven på de mål for bekæmpelse af fattigdom, som FN med stor succes har forfulgt siden 2000,” skriver han.

Nuværende udenrigsminister Kristian Jensen (V) var med på storskærm fra New York, og han er angiveligt den første udenrigsminister til at gennemføre Global Goals-kampagnens Dizzy Goals-udfordring. Dizzy Goals går ud på, at man drejer 13 gange rundt om en fodbold og derefter scorer på et tomt mål – det er sværere end det umiddelbart lyder, når man er godt rundtosset, hvilket du kan se i denne video.

Kristan Jensen kom med denne opmuntrende udmelding:

”Hvis jeg kan score på et ”Dizzy straffespark”, så kan vi sammen løfte de 17 nye globale mål om at afskaffe absolut fattigdom og skabe bæredygtig udvikling i hele verden inden 2030,” sagde han.

Til arrangementet var der også taler af Stine Bosse, der i 2010 blev udpeget til dansk ambassadør for 2015-målene, og Camilla Brückner, chef for UNDP’s nordiske kontor.

Læs mere om FN’s nye verdensmål for bæredygtig udvikling i UNRIC’s nyhedsbrev for september eller Global Goals-kampagnen her.

UNOPS