Søren er major i det danske militær og er i øjeblikket udsendt som FN-militær observatør i UNTSO, FN’s organisation til overvågning af våbenhvilen i Mellemøsten.
Da han kom til UNTSO i september 2022 var han på ingen måde nybegynder i international tjeneste for det danske militær. Før sin nuværende udsendelse havde han allerede været i FN’s fredsbevarende mission i Sydsudan og før det på fire udlandsmissioner for NATO og dens koalitioner.
“Min 5. udsendelse var som stabsofficer i FN-missionen i Sydsudan og det var på mange områder en meget anderledes oplevelse end de første 4 udsendelser. Jeg fik derfor lyst til at prøve endnu en FN-udsendelse og denne gang som observatør,” fortalte major Søren til UNRIC. I henhold til dansk national politik for danske udsendte i udlandet omtaler vi ham kun ved hans fornavn.
75 år med UNTSO og FN’s fredsbevaring
Den 29. maj er det 75 år siden FN’s Sikkerhedsråds resolution 50 banede vejen for oprettelsen af UNTSO, FN’s første fredsbevarende mission. Den første gruppe af militære observatører blev sendt til regionen i juni 1948 for at observere og opretholde våbenhvilen i den arabisk-israelske krig i 1948.
Den danske major er en af de ti danskere, der tjener i UNTSO. Han er en del af Team Wadi/Observatørgruppen i Golan-Tiberias på den israelsk-syriske grænse. 2-3 mand bemander hver observationspost, hvor de observerer og rapporterer om eventuel overtrædelse af våbenhvilen.
“Tjenesten på OP er dagligt inddelt i en række perioder af 5-7 timers varighed hvor man på skift observerer i fra tårnet. Når man ikke er på vagt i tårnet, så er der en række andre opgaver som skal varetages for at drive OP. Det kan være rengøring, madlavning, vedligeholdelse eller tankning af generatorer. Derudover er der også fritid som typisk bruges til at styrketræne, læse bøger, se film eller dyrke andre hobbys.”
Kulturel mangfoldighed
Hvert hold består af omkring en halv snes observatører fra lige så mange nationaliteter.
“Uddannelsen forud for ‘deployeringen’ til UNTSO er bl.a. et tre uger langt kursus i Finland, som både fokuserer på FN procedurer, men også den kulturelle forskellighed der er ved at leve og arbejde i et multinationalt- og multikulturelt miljø. De fleste er således forberedt på dette og tager de nødvendige hensyn så der gives rum til forskellighed.”
De største udfordringer er dog ikke nødvendigvis de kulturelle forskelle mellem medarbejdere fra forskellige dele af verden.
“Den største udfordring ved at arbejde i FN er nok bureaukratiet og samarbejdet mellem civile og militære. Bureaukratiet er en tidsrøver og en dræber for initiativ og forandring. Samarbejdet mellem den civile og militære del af missionen er i nogle tilfælde hæmmet af den store kulturelle forskel mellem den civile og militære verden. Det er ikke altid, det virker, som om at vi arbejder i det samme team og mod de samme mål. Efter min opfattelse er vi lige gode om det og begge parter kunne godt bruge lidt mere tid på at sætte sig ind i hinandens opgaver og vilkår for at løse disse.”
Vi gør en forskel
75 år efter, at de første observatører blev sendt til Mellemøsten, er fredsvagterne stadig til stede, og konflikten er ikke slut.
Søren erkender, at man ikke kan være sikker på, om han og hans kolleger gør en forskel for freden i regionen, da “man kun kan gætte på, hvad der var sket, hvis vi ikke havde været her”.
“Jeg tror stadig på, at vi gør en forskel som fredsbevarende styrker,” siger han. “Først og fremmest viser vores synlighed og upartiskhed, at omverdenen er interesseret i situationen i området. Jeg tror og håber, at det giver lokalbefolkningen håb om, at de ikke er glemt, og at det med tiden vil være muligt at nå en reel fredsaftale, så folk kan leve i fred og harmoni med hinanden. Jeg tror også, at vores tilstedeværelse får parterne til at tænke sig om en ekstra gang, før de overtræder et eller andet punkt i våbenhvileaftalen.”
“I forhold til om vi gør en forskel for freden i området, så vil det altid være en trossag, da vi jo kun kan gisne om hvad der ville have været sket hvis vi ikke havde været her. Jeg tror dog på, at vi gør en forskel som “Peacekeepers”. Først og fremmest signalerer vi ved vores synlighed og upartiskhed at verden interesserer sig for situationen i området. Jeg tror og håber på, at det giver folk, der lever her, en tro på, at de ikke er glemt, og at det med tiden vil blive muligt at indgå en egentlig fredsaftale og leve i fred og fordragelighed med hinanden.
Jeg tror også på at vores tilstedeværelse får parterne til at tænke sig om en ekstra gang inden de evt. overtræder en eller flere af de aftalte punkter i våbenhvileaftalen.”
Unikke venskaber
Kulturel mangfoldighed er helt klart en udfordring i internationale operationer, men det er også en styrke.
“De kulturelle forskelle er dog langt fra alene begrænsninger som beskrevet ovenfor, men i lige så høj grad berigende. Det er altid sundt at få andre perspektiver på ellers helt grundlæggende værdier, da det giver basis for refleksion og ny læring.”
Og det er netop den mest værdifulde erfaring, som Søren har gjort sig som fredsbevarer.
“Det er helt klart de unikke venskaber der opstår når man tilbringer så lang tid sammen i en verden, hvor vi er 100% afhængige af hinanden,” siger majoren.
