Første ni måneder af 2015 var de varmeste nogensinde

0
409
Melting Glaciers

Melting Glaciers

27.10.2015 – Jorden har netop haft den varmeste periode fra januar til september nogensinde, ifølge FN’s meteorologiske organisation (WMO). Den gennemsnitlige luft- og havtemperatur i september har aldrig været så langt over det månedlige gennemsnit i de 136 år, som man har data fra.

Ifølge en pressemeddelelse fra WMO og NOAA (videnskabelig afdeling under det amerikanske handelsministerium) var temperaturen i september 0,9 grader over gennemsnitstemperaturen i det 20. århundrede.

Det lyder måske ikke af meget, men temperaturer, der blot stiger en smule, kan øge risikoen for ekstreme vejrfænomener væsentligt, og lige nu er forholdene til stede for en stærk El Niño. El Niño er en opvarmning af vandet langs den sydamerikanske vestkyst, der påvirker vejret henover Stillehavet og kan resultere i alt fra tørke i Australien til væsentligt mere nedbør ved Sydamerikas vestkyst.

I september var temperaturen på verdenshavenes havoverflader over 0,81 grader over det 20. århundredes gennemsnit på 16,2 grader. I 1997 var det netop havtemperaturerne i september, der muliggjorde en El Niño det efterfølgende år. Dette års gennemsnit for september er 0,25 grader højere end i 1997. WMO vil komme med sin årlige analyse af deres data i november op til COP21 i december.

FN’s klimachef Christiana Figueres advarede i september om, at bidragene til COP21 ikke kommer til at begrænse temperaturstigningen i verden til kun to grader. To grader anses for at være den grænse, hvor temperaturstigningerne kommer til at have afgørende ødelæggende konsekvenser for vores klima, økosystemer og mennesker.

Den gode nyhed er, at vi med bidragene undviger det værst mulige scenario, som ville være en temperaturstigning på mellem 4 og 4,5 grader.