A-Ø webstedsindeks

Ingen af os er sikre, før vi alle er sikre

”Ingen af os er sikre, før vi alle er sikre,” sagde FN-generalsekretær, Anónio Guterres, ved sin tale ved dette års generaldebat. Guterres kritiserede den såkaldte ’vaccinationsnationalisme’, hvor rige lande opkøber store mængder vacciner.

Mens borgere i højindkomstslande udtrykker stigende modvilje mod at tage de vacciner, som staterne har brugt milliarder på, er det i øjeblikket sandsynligt, at størstedelen af befolkningen i lav- og middelindkomstlande slet ikke får tilbuddet.

Rige økonomier hamstrer nemlig vacciner og får priserne til at stige. Det gør det noget nær umuligt for lav- og middelindkomstlande at købe nok doser til at opbygge flokimmunitet – endsige beskytte deres mest udsatte.

Ulige adgang til vaccination er ikke alene uretfærdigt – det er også dumt. Vi har set, at virusset – på trods af vores bestræbelser – er ligeglad med nationale grænser. Og hvis vi lader nogle i stikken, vil vi aldrig lykkes med at slå pandemien ned.

Covax er et internationalt vaccinationsprogram, der har til formål at sikre effektiv og lige vaccinedækning overalt i verden.

Generalsekretær António Guterres taler ved dette års generaldebat. Guterres kritiserede den såkaldte ‘vaccinationsnationalisme’. UN Photo

Rige lande hamstrer vacciner

Ifølge et forskningsprojekt om vaccinefordeling fra Duke University, vil vi først i 2023 eller 2024 have tilstrækkeligt mange vaccinationsdoser til at dække hele verdens befolkning.

Forskningsprojektet bekræfter samtidig, at højindkomstlande hamstrer vacciner – allerede før de er godkendt på markedet. Det efterlader lav- og middelindkomstlande med en forsvindende lille del af kagen.

I øjeblikket besidder Canada, for eksempel, nok doser til at vaccinere sin befolkning hele fem gange; Storbritannien og den Europæiske Union (EU) har næsten doser nok til at vaccinere deres befolkning henholdsvis tre og to gange; mens USA har en bekræftet vaccinationsdækning på 169 procent og forhandler aftaler, der ville føre til en dækning på 443 procent, hvilket betyder, at den enkelte amerikaner kunne blive vaccineret næsten 4,5 gange.

Forskningsprojektet inkluderer ikke data om vacciner, som Kina og Rusland har opkøbt, da begge lande har udviklet statsejede vaccinationsprogrammer og produktionskæder, og deres vaccineopkøb er mindre gennemsigtige.

Covax: lige adgang til vacciner

 Covax er et partnerskab mellem Verdenssundhedsorganisationen (WHO), den internationale vaccinationsorganisation, GAVI og CEPI, en international koalition mod epidemier.

Covax har til formål at opkøbe omkring to milliarder doser frem mod 2021, der skal deles ud mellem personer i risikogruppen overalt i verden. På længere sigt skal Covax sikre, at minimum 20 procent af alle verdens befolkninger bliver vaccineret. Medlemslande, der ønsker en højere national vaccinationsdækning, kan selv opkøbe vacciner til det formål.

Ifølge et studie fra marts vil den fælles Covax-tilgang til vaccination resultere i færre dødsfald end den konkurrencebaserede tilgang, hvor stater selv opkøber vacciner og rige lande monopoliserer doserne.

Studiet konkluderer, at en vaccine, der er 80 procent effektiv, ville forhindre 61 procent dødsfald, hvis den blev fordelt mellem lande ud fra deres befolkningsstørrelse. Til sammenligning vil kun 33 procent af alle Covid-19-dødsfald blive forhindret, hvis rige lande får lov til at hamstre vacciner.

Behov for finansiering

Ifølge forskningsprojektet fra Duke University besidder Covax i øjeblikket 700 millioner doser. Det er mindre end halvdelen af, hvad EU alene har opkøbt (næsten 1.6 milliarder doser). Covax mangler stadig 1.3 milliarder doser for at nå de 2 milliarder, der er nødvendige for i første omgang at vaccinere sundhedspersonale og udsatte befolkningsgrupper overalt i verden.

Unsplash/Ashkan Forouzani

I midten af november, havde Covax modtaget støtte på mere to milliarder dollars, der skal sikre vacciner i lav- og middelindkomstlande. Vaccinationsprogrammet mangler fortsat 5 milliarder dollars for at kunne nå sine målsætninger i 2021.

Det er afgørende, at Covax får den nødvendige finansiering for ”ingen af os er sikre, før vi alle er sikre.”

Seneste nyt

Generalsekretærens udtalelse om COVID-19