Den 21. maj 2023 gik Timor-Lestes befolkning til parlamentsvalg. Valget betegnedes som frit og fair – noget der for blot 25 år siden ville have været utænkeligt i verdens tredjeyngste land. Her er historien om, hvordan FN’s medlemslande i samarbejde med timorenserne sikrede uafhængigheden og freden i det lille sydøstasiatiske land.
Med Sovjetunionens sammenbrud i 1991 og afslutningen på den “bipolære verdensorden” håbede mange på en lysere og mere fredelig fremtid. Men 1990’erne skulle vise sig at blive blodige og præget af konflikter mange steder i verden. Østtimor, i dag Timor-Leste, var ingen undtagelse.
Årtiers uro
Siden 1976 havde Østtimor oplevet politisk uro og borgerkrig på baggrund af ét spørgsmål: selvstyre under Indonesien eller total uafhængighed?
I 1998 indgik generalsekretær Kofi Annan en aftale med Indonesien og Portugal, territoriets tidligere kolonimagt, om en FN-organiseret mission (UNMAET). Den skulle stå for afholdelsen af en folkehøring i Østtimor.
Høringen viste, at et stort flertal, 78,5 %, ønskede total uafhængighed; men visse regionale, pro-indonesiske militser accepterede ikke resultatet og nye voldelige konflikter opstod.
Det fik FN’s Sikkerhedsråd til at autorisere en multinational styrke (INTERFET) ledet af Australien. Fra 12. september 1999 sikrede INTERFET freden og humanitære operationer i Østtimor i samarbejde med FN, der snart søsatte sin egen operation, UNTAET.
På mission til Østtimor
Danskeren Finn Reske-Nielsen spillede en markant rolle for FN i landet. Først som UN Resident Coordinator (1999-2002), derefter som Deputy Special Representative of the Secretary-General (Assistant -General) (2006-12) og endelig som Head of Mission (2012-13).
UNRIC interviewede Reske-Nielsen og spurgte, hvorfor det dengang var nødvendigt med forskellige missioner i stedet for én samlet:
“INTERFET blev indsat som en stop-gap løsning for at give FN tid til at sammensætte UNTAET med dets mange flere soldater og civile og med et meget bredere mandat (bl.a. at lede landet indtil valg kunne afholdes). Overgangen gik forholdsvist smertefrit.”
Uafhængighed og… fred?
Den 30. august 2001 gik mere end 91 % af Østtimors stemmeberettigede vælgere til stemmeurnerne og stemte for total uafhængighed. Den blev opnået og fejret i maj 2002. Timor-Leste, som landet kaldes i dag, var en realitet.
Foto: Anna Voss, Watch Indonesia!, CC BY-SA 3.0 , via Wikimedia Commons
FN-operationen var en succes, men arbejdet endte ikke der, for uafhængighed betyder ikke nødvendigvis fred og stabilitet: Igen var der behov for en ny mission, UNMIT, tilpasset de ændrede forhold.
“UNTAET’s mandat var meget omfattende og indsatte blandt andet FN som regering. Det duede selvfølgelig ikke på længere sigt. For FN var det nok også et spørgsmål om omkostninger. Men som det viste sig i 2006, havde alle undervurderet de politiske spændinger som førte til fornyet vold og nødvendiggjorde UNMIT med både politi og militærobservatører samt et fornyet mandat til bl.a. institutionsopbygning.”
Samtidig opstod hurtigt uenighed om, hvordan opbygningen af landet i praksis skulle foregå:
“I begyndelsen [var der] ubetinget opbakning til FN, men efterhånden lød flere og flere stemmer om, at FN hurtigere skulle overdrage magten til timorenserne. Det var ofte svært for FN-folkene at forstå, at opbygningen af institutioner med videre skulle baseres på lokal historik og værdier, hvilket ofte skabte spændinger, fordi FN ville finde ‘den bedste’ løsning og ikke den løsning, der var ‘god nok’.
Og så undervurderede alle, hvor lang tid det tager at opbygge nye institutioner, f.eks. et velfungerende retssystem (en vigtig del af at konsolidere freden),” udtaler Reske-Nielsen.
Hvorom alting er, afsluttede den sidste fredsbevarende FN-mission i landet, UNMIT, sit mandat d. 31. december 2012. Siden da har Timor-Leste oplevet fremskridt i retningen af fred, stabilitet og forsoning med nabolandet Indonesien.
Foto: David Stanley fra Nanaimo, Canada – Palacio do Governo, CC BY 2.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=24200605
Der er dog stadig mange udfordringer, påpeger Reske-Nielsen:
“I det store og hele gik det jo godt. Demokratiet synes at have slået rod, jvf. søndagens valg som blev afviklet af de nationale valginstitutioner og foregik fredeligt. Institutionerne er styrket. Høj grad af forsoning på tværs af samfundet, men fortsat meget høj fattigdom. Olie og gas løber snart ud – hvad skal landet så leve af? For ringe fokus på uddannelse og sundhed. Snart tid til et generationsskifte i den politiske ledelse. Er der en ny generation, som kan tage over?”
Langsigtede løsninger
Tilbage står operationerne i Timor-Leste som et billede på to sider af FN’s fredsbevarende operationer: De kan skabe fundamentale og varige fremskridt, men er komplicerede og ofte uforudsigelige som resultat af de ustabile områder, de foregår i.
Fredsbevarende operationer handler sjældent alene om militær sikkerhed: Det humanitære og civile arbejde spiller også en hovedrolle. I Timor-Leste hjalp FN’s flygtningeorganisation (UNHCR) for eksempel ikke mindre end 220.000 fordrevne med at vende tilbage til og genopbygge deres hjem.
Uden de fredsbevarende missioner ville Timor-Leste have oplevet langt flere år med vold og uro. Befolkningens demokratiske stemme og ret til selvbestemmelse ville have druknet i blodsudgydelser.
