Generalsekretærens besked på International Dag for Verdens Oprindelige Folk

0
91
alt

alt

9. august 2009

Verdens oprindelige folk – 370 millioner mennesker i 70 lande – er vogtere af nogle af de mest biologisk mangfoldige områder på jorden. De taler et flertal af verdens sprog, og deres traditionelle viden, kulturelle mangfoldighed og bæredygtige måder at leve på er et uvurderligt bidrag til verdens fælles kulturarv.

Vedtagelsen af FN’s Deklaration om Oprindelige Folks Rettigheder ved Generalforsamlingen i 2007 var en milepæl i de oprindelige folks kamp for retfærdighed, lige rettigheder og udvikling. Der er også blevet taget velkomne skridt på det nationale plan på det seneste; nogle regeringer har undskyldt til oprindelige folk for tidligere tiders uretfærdigheder, og andre har gjort fremskridt mod lovgivningsmæssige og forfatningsmæssige reformer.

Men oprindelige folk udgør fortsat nogle af de mest marginaliserede befolkningsgrupper, og lider uforholdsmæssigt under fattigdom og manglende adgang til uddannelse. Mange er udsat for diskrimination og racisme på daglig basis. Alt for ofte er deres sprog udsat for begrænsninger eller truet af udryddelse, mens deres landområder ofres til fordel for minedrift og afskovning.

Oprindelige folk er også tilbøjelige til at lide under de lave sundhedsstandarder, der er forbundet med fattigdom, underernæring, miljøforurening og utilstrækkelig sundhedspleje. Med tanke på dette, fokuserer dette års markering af deres Internationale Dag på truslen fra HIV/AIDS. Det er essentielt, at oprindelige folk har adgang til den information og infrastruktur, der er nødvendig for at påvise, behandle og beskytte mod sygdommen.

Utilstrækkelige fremskridt, især inden for sundhedsområdet, peger på en dyb, vedblivende kløft mellem den formelle anerkendelse af oprindelige folks rettigheder og den faktiske situation i mange lande. På denne Internationale Dag vil jeg opfordre regeringer og civilsamfund til at handle hurtigt og beslutsomt for at lukke denne kløft i fuldt partnerskab med oprindelige folk.

Ban Ki-moon, FNs generalsekretær