Af Ban Ki-moon
Det er blevet almindeligt at sige, at vi lever i en globaliseret verden. Mindre kendt er det, at globalisering foregår i faser. Vi er i anden fase: bevægelsesalderen.
I globaliseringens første fase blev strømmen af kapital og varer liberaliseret, men det var de udviklede lande og deres primære handelspartnere, heriblandt Kina og Indien, der mærkede fordelene. På tærsklen til den nyere periode, nemlig bevægelsesalderen, ser vi at menesker ofte bevæger sig på tværs af landegrænser i større antal end tidligere. I deres jagt efter nye muligheder og et bedre liv har de lejlighed til at fjerne de store forskelle, der karakteriserer vor tidsalder og accelerere fremgangen i udviklingslandene.
Et eksempel er, at emigranter sidste år sendte $ 264 millioner til deres respektive hjemlande. Det er tre gange så meget som den internationale bistand lagt sammen. I visse lande er en tredjedel af alle familier afhængige af lignende overførsler for at hjælpe dem ud af fattigdom. De udgør 30 procent af Moldaviens BNP og 21 af Haitis. Filipinerne modtager $ 12 milliarder i overførsler hvert år, fire gange så meget som direkte udenlandske investeringer. I alle udviklingslande er udbyttet fra arbejdsmigration livsvigtigt, ikke mindst hvad angår sundhedspleje, uddannelse og landbrugsentrepenører.
Menneskers fri bevægelse er en vigtig del af den globale økonomi. Når et sygehus i London har brug for sygeplejere kan disse rekrutteres i Ghana eller Sierra Leone. Indien leverer utallige til Google. Dagplejemødre fra andre lande giver forældre mulighed for at gøre karriere. Indtil nu er denne strøm af mennesker ofte været til fordel for de rigere lande og skabt bekymringer for hjerneflugt fra de fatigere lande. Dog bliver vores kendskab omkring hvordan migration kan tjene os alle større dag for dag.
Regeringer har været for langsomme til at tage smarte metoder i brug for at maksimere fortjenesten af migration. Se på den fastlåste juridiske situation angående indvandringsreformer i USA eller Europas problemer med at integrere efterkommere af indvandrere. Resultatet er voksende illegal indvandring, sociale spændinger, diskriminering, mistillid til regeringer og styrkede kriminelle netværk.
Tidligere perioder har ligeledes været vidne til migration på samme niveau som nu. Omkring skiftet til det 20. århundrede var cirka tre procent af verdens befolkning i bevægelse. Hundrede år senere har FN kalkuleret, at der findes 191 millioner internationale migranter – et lignende forholdstal. Dette tal er voksende. En ny OECD-rapport viser, at udviklede lande i 2005 oplevede en årlig stigining af permanente tilflyttere på 10 procent.
I dag kan migranter bevæge sig nemt og hurtigt takket være billige former for transport. Internet, billig telefoni og satellit-tv holder folk i kontakt med deres hjemlande. Banker overfører elektronisk hårdt optjente penge til deres familier. Globalisering har omdannet arbejdsmarkederne på dramatisk vis, mens stigende økonomisk ulighed (sammen med mennekseskabte kriser) har ført til yderligere migration. Det er disse flydende mønstre, som gør vor tidsalder til bevægelsesalderen.
Næsten alle lignende forandringer kan blive brugt til at reducere fattigdom. Pengeoverførsler fra erhvervsmigration kan illustrere dette punkt. For få år siden betalte emigranter urimelige afgifter for at sende penge hjem, til tider 20 procent af hele beløbet. Ny teknologi samt øget villighed til at sænke transaktionsomkostninger gør det nu nemmere og billigere at overføre pengebeløb fra land til land.
Denne form for nyskabelse understreger hvad migration betyder for udvikling. For første gang i historien afholdte FN i september 2006 et møde om migration. Erfaringerne fra det møde var så positive, at et globalt migrations- og udviklingsforum blev dannet. Med 800 delegationer fra mere end 135 lande starter det første forum i dag (9. juli) i Bruxelles.
Det globale forum repræsenterer det første vigtige skridt for benyttelsen af migration som et hjælpemiddel for bæredygtig udvikling. Vi vil lære mere om succesrige tiltag i Holland, hvor migranter har fået hjælp til at etablere over 200 virksomheder i deres hjemlande, og om Storbritannien og Sydafrikas internationale aftale om etisk ansættelse af sundhedsplejere. Vi vil også diskutere, hvordan dobbelt statsborgerskabslove gør det enklere for migranter at spille en større rolle i udviklingen af deres eget land når de i hjemlandet gør brug af kapital, viden og netværk.
Vi kan ikke se bort fra det faktum at migration også har negative sider. Det globale forum gør det muligt at tage problemerne op på en proaktiv måde, så fordelene ved migration bliver udnyttet i såvel udviklingslande som rige lande. Det er muligt, hvis følgende fundamentale elementer er til stede: tolerance, social tiltro, uddannelse og gensidig åbenhed over for kulturelle forskelle.
Migration kan medføre enorm positiv kraft. Hvis vi følger beviserne og påbegynder en rationel, fremtidsrettet dialog om hvordan vi bedst kan håndtere vores fælles interesser kan vi sammen bevæge os over i den tredje fase af globaliseringen – den længe ventede periode hvori flere mennsker end nogensinde før vil dele verdens velstand.
Ban Ki-moon er generalsekretær for FN |
