International Dag for Afskaffelse af Vold mod Kvinder

0
494

U N I T E D   N A T I O NS    N A T I O N S   U N I E S

Generalsekretæren

Besked på International Dag for Afskaffelse af Vold mod Kvinder
25. november 2008

I rige som fattige lande verden over bliver kvinder slået, voldtaget, dræbt og udsættes for menneskehandel. Disse krænkelser af menneskerettighederne gør mere end bare at skade individer; de underminerer udvikling, fred og sikkerhed i hele samfundet.

Kvinder overalt er i fare men i samfund, hvor væbnede konflikter hærger, er faren endnu større. I takt med at konflikter generelt er blevet mere komplekse, har mønsteret for seksuel vold udviklet sig. Kvinder er ikke længere kun i fare i perioder med faktiske kampe. Der er lige så stor risiko for at blive overfaldet, når der er ro, af hæren, militser, oprørere, kriminelle bander eller endda af politiet i de lokale samfund.

Vi kender ikke de nøjagtige tal for antallet af ofre, men vi ved, at der er langt flere forbrydelser, end der bliver indberettet og langt færre fører til faktiske anholdelser. Alt for mange steder betyder voldtægt stadig en stigmatisering af kvinden. Dette tvinger hende til at undgå domstolene, der er til for at beskytte hende. I nogle lande bliver ofrene udsat for tortur to gange: Først i løbet af selve forbrydelsen og derefter i retssystemet, hvor de kan blive udsat for usande anklager om "utroskab" med risiko for efterfølgende straf.

Selv når gerningsmændene er identificeret går de oftest ustraffet hen, især hvis de arbejder i politiet eller i militæret. I Den Demokratiske Republik Congo’s urolige nordlige Kivu-provins, hvor omkring 350 voldtægts tilfælde indberettes hver måned, bliver ofrene til tider tilmed udsat for omskæring.

Endnu mere foruroligende er mange af ofrenes alder. I visse voldshærgede områder i Haiti er halvtreds procent af de unge kvinder blevet voldtaget eller udsat for seksuelt overgreb. Af den håndfuld modige ofre som søger retfærdighed, er én ud af tre under tretten år. I løbet af en særdeles voldelig måned tidligere i år i Liberia blev de fleste af de rapporterede voldtægter begået mod piger under tolv år, hvoraf nogle ikke engang var fyldt fem år.

Disse eksempler kommer fra lande, hvor FN har fredsbevarende styrker tilstede. På grund af Sikkerhedsrådets banebrydende resolution 1820 vedtaget i juni 2008, er brug af seksuel vold som taktik for krigsførelse nu anerkendt som et spørgsmål, der kan relateres til international fred og sikkerhed. Ifølge denne løsning skal fredsbevarende missioners område, især dem med mandater til at beskytte civile, nu omfatte beskyttelse af kvinder og børn mod alle former for vold i deres rapportering om konfliktsituationer. Resolution 1820 anmodede også om en større indsats for at gennemføre den vitale nul-tolerance politik over for seksuel udnyttelse af FN- arbejdere og opfordrede politiet i de involverede lande til at sikre fuld ansvarlighed i tilfælde af embedsmisbrug.

På nationalt plan har stadigt flere lande opfyldt deres forpligtelser og beskytter kvinder gennem omfattende lovgivning, bedre ydelser for ofrene, stærkere partnerskaber og øget indsats i inddragelsen af mænd og drenge for at løse problemet sammen.
 
Dette er positiv fremgang, men der er stadig huller og mangler på området. Vi er nødt til at gøre mere for at håndhæve love og imødegå straffrihed. Vi er nødt til at bekæmpe holdninger og adfærd, der tolererer, undskylder eller ignorerer vold begået mod kvinder. Og vi er nødt til at øge støtten til ofrene og deres efterladte.

Jeg er fast besluttet på at styrke disse bestræbelser, bl.a. gennem min globale kampagne "UNITE for at stoppe volden mod kvinder", der sigter mod at øge den offentlige bevidsthed, øge den politiske vilje og ressourcer og skabe et gunstigt miljø for at sikre de eksisterende politiske forpligtelser.

Vi har alle – mænd og kvinder, soldater og fredsbevarende styrker, borgere og ledere – et ansvar for at hjælpe med at stoppe volden mod kvinder. FN’s medlemsstater skal opfylde deres forpligtelser og forebygge vold, bringe gerningsmænd for retten og give hjælpe ofrene. Vi skal alle aktivt involvere og informere vores familier, arbejdspladser og samfund om emnet, således at vold mod kvinder ophører.

FN Generalsekretær Ban Ki-moon