August – Verden vågnede op til, hvad der lignede et kapløb om Arktis i 2007. Russerne brugte nemlig mini-ubåde til at trænge gennem isen ved nordpolen for at “hejse” et russisk flag, lavet af titanium, på nordpolens havbund. Selvom plantningen af flaget først og fremmest var et kup for, at skabe reklame, fremkaldte det en reaktion af raseri. “Dette er ikke det 15. århundrede,” sagde den daværende canadiske udenrigsminister, Peter MacKay. “Man kan ikke bare gå rundt og plante et flag, og sige, ’vi påkræver os dette område’”.
Det respekterede amerikanske magasin kaldt International Relations, udgav en artikel skrevet af analytikeren Scott Borgerson, som i 2009 forudsagde at det 21. århundrede ville omhandle hvad de kaldte et “Great Game” i det arktiske område, som de sammenlignede med det russiske- og britiske imperiums kamp for overherredømme i Centralasien i det 19. århundrede.
Imens har folk, som Valur Ingimundarson, professor ved Islands Universitet, afskrevet “kampen om Arktis”, som “et mediehype, politisk retorik og opstillet”, der har “skabt et overdrevet billede af hvordan de arktiske ressourcer kan skabe muligheder og konflikt-scenarier”.
I de syv år, der er gået siden Borgerson’s artikel, synes det internationale samarbejde at holde sig bemærkelsesværdigt godt. Selvom det vigtigste regionale organ, Arktisk Råd, har begrænsede beføjelser, har det været en succes. I hvert fald har interessestater uden for regionen, både Kina (med held) og Den Europæiske Union (uden held), kæmpet for, at få observatørstatus i Rådet.
De fem kystnære arktiske lande: USA, Rusland, Norge, Danmark (på vegne af Grønland) og Canada har alle erklæret, at de vil overholde FN’s konvention om havretsloven (UNCLOS), som vil gælde for 90-95% af alle ishave, når alle krav er blevet behandlet i løbet af de næste par år.
“Det gode er, at alle medlemslande i det Arktiske Råd, samt de fem kyststater, er enige om reglerne og om at vi er nødt til at opnå bestemte resultater,” siger Kai Holst Andersen, den permanente sekretær for udenrigsanliggender i det grønlandske hjemmestyre. Han påpeger, at Arktisk Råd fortsat fungerer, også i tider med spændinger mellem medlemmerne.
Ikke desto mindre er det også en kendsgerning, at lande som Rusland, Norge og Canada har øget deres beredskab, og USA, Canada og Rusland udelukker ikke unilateralisme for at beskytte det, de kalder deres suveræne interesser.
En af årsagerne til at spændingerne i kampen om Arktis ikke er eskaleret, skyldes formentlig at mange af det sidste årtis forudsigelser aldrig har set dagens lys. Det Arktiske Ocean er ved at smelte. Den flerårige is er den største forhindring for skibsfarten, men den er ved at forsvinde og derefter er det kun havis, som fortsat vil være en forhindring om vinteren. Dette er imidlertid ikke set på, som et større problem hos det internationale samfund, da den stigende sejlnavigation i Arktis ikke har været så opsigtsvækkende, som forventet, dels på grund af uforudsigelighed og høje omkostninger.
Ifølge en amerikansk geologisk undersøgelse, kan helt op til 30% af verdens uopdagede gasreserver og 13% af verdens olie findes i Arktis, samt vigtige forsyninger af kul, kobber, diamanter, guld, bly og zink.
Sandsynligheden for at starte boringer i Arktis er faldet på grund af olieprisernes fald og de store klimatiske, geografiske, miljømæssige og geopolitiske forhindringer, som allerede har overbevist store olieselskaber om at skrinlægge deres arktiske planer.
Olieproduktion og minedrift er en del af den grønlandske “køreplan for uafhængighed”. Akademiske teorier om et magttomrum, skabt af et uafhængigt Grønland, muligvis afhængig af kinesiske investeringer, har indtil nu vist sig at været ubegrundet, siden Grønland hverken er uafhængig eller har godkendt kinesiske investeringer.
Spørgsmål som, hvordan et fremtidigt uafhængigt Grønland, med en befolkning på 60.000 mennesker, kan overvåge en kystlinje på 2,2 millioner kvadratkilometer, vil bestemt blive besvaret en dag. Men i den nærmeste fremtid vil Grønland forblive en del af Danmark, som i stigende grad har et strategiske forhold til Arktis, og har tilladt at huse en amerikansk militærbase i Thule.
Et internationalt samarbejde vil helt sikkert være et vigtigt element for Grønland, uanset hvad.
“For os i Grønland, er det vigtigt, at samarbejdsforummet er tæt på det Arktiske folk, forums som Det Arktiske Råd, hvilket muligvis er det eneste internationale organ, hvor det oprindelige folk har en fast repræsentation ved bordet og er med til, at træffe beslutninger,” siger Kai Holst Andersen.
