Det er menneskerne, der betyder noget i Syrien

0
453
Syria oped

Syria oped

11. september, 2013 – Krisen i Syrien og brugen af kemiske våben leder nyhedsdagsordenen, dominerer politiske og diplomatiske diskussioner og figurerer i aftentalkshows. Syriens politikker er alle steder – men menneskerne er der ikke.

Jeg har lige været i Damaskus, hvor situationen fortsætter med at blive værre. Lyden af granatild er høj og konstant, uden ende. Hele forstæder er blevet vilkårligt bombet og byer er under belejring. Mennesker og samfund, som har levet fredfyldt sammen i generationer, vender sig mod hinanden.  

Mennesker er bange; deres liv er på spil, mens kampe, brutalitet og menneskerettighedsmisbrug fortsætter rundt om dem. De ved ikke, hvad fremtiden indebærer. En mor, Jameelah, fortalte mig, at hendes børn vågner op, skrigende og spørger, om nogen gør dem fortræd. Millioner mangler mad, vand og elektricitet. Samfund kan ikke længere klare sig. Mere end to millioner mennesker er flygtet ud af landet.

Økonomiens sammenbrud betyder, at mennesker ikke har råd til at brødføde deres familier og står overfor umulige beslutninger om, om de skal blive eller tage af sted. De skal vægte frygten for død, skader eller sygdom, manglen på læger og sundhedsfaciliteter, priser på basale vare, der ryger i vejret mod en ukendt fremtid som hjemløs eller flygtning.  Deres børns uddannelse, deres job, deres behandling for kroniske lidelser som diabetes eller nyredialyse – borte, måske for evigt. Selv de største anstrengelser fra humanitære hjælpeorganisationer kan ikke møde disse behov.

De 1,000 FN-medarbejdere i Syrien og vores partnere, som arbejder med NGO’er og samfundsorganisationer for at hjælpe de mennesker, der har mest brug for det, ved, at vi ikke gør nok. Der er mange dele af landet, der er udenfor vores rækkevidde, enten fordi det er for farligt at rejse der, eller fordi vores hjælpekonvojer ikke får lov til at passere igennem de mange checkpoints, som bliver kontrolleret af forskellige væbnede grupper. Vi hører meldinger om, at fødevarebeholdninger er faretruende lave nogle steder, men der er ikke mere, vi kan gøre. Yderligere 3,500 FN-medarbejdere arbejder med palæstinensiske flygtninge, hvis lejre og samfund er blevet angrebet.

Mens arbejdet med at finde en politisk løsning fortsætter, må vi huske, at bag ved snakken om en humanitær katastrofe, bag ved tallene, er det mennesker, der er vigtige. Billederne, vi ser, kan være så forfærdelige og intense, at vi lukke af for dem. Det er svært for os at se, men det er den daglige virkelighed for Syriens befolkning. Hvad jeg så og hørte i Syrien fik den enorme menneskelige pris af denne krise til at trænge ind til mig. Sikkerhedsrådet vedbliver at være splittede over, hvordan man finder en politisk løsning. Men i mellemtiden, må vi stå sammen for at styrke vores humanitære reaktion.

Jeg opfordrer igen Sikkerhedsrådet til at samarbejde for at give os fuld humanitær adgang, så vi kan nå menneskerne i de værst ramte områder, og beskytte civile, medicinske faciliteter og humanitære arbejdere. Jeg beder alle lande om at grave dybere for at finde de ressourcer, vi har brug for for at fortsætte vores arbejde.

Mange syrere, især kvinder, fortalte mig, at det internationale samfund har forladt det syriske folk; at vi går forbi på den anden side. Jeg er opsat på, at vi arbejder sammen for at bevise, at de tager fejl. Vi må vise syrerne, at de ikke er alene; at vi ikke har forladt dem; at verden bekymre sig.

Debatindlæg af Valérie Amos, Undergeneralsekretær og Nødhjælpskoordinator i FN (Oversat af UNRIC).
Trykt i Jyllands-Posten, 11. september 2013