Bangladesh er et land, som ikke bliver talt alt for ofte om offentligt i medierne i Europa, og når det alligevel er tilfældet, er det ikke altid af de rigtige grunde. Månedens nordiske profil i dette nyhedsbrev er Mia Seppo, som er højtstående FN-embedsmand fra Finland, og hun er overbevist om, at landets omdømme i verden skal opdateres.
Mia Seppo har i de sidste 2 år været FN-koordinator i Bangladesh. Udover Bangladesh har hun haft en stribe lederstillinger i Malawi, Sierra Leone samt Tadsjikistan og har haft base i FN’s Udviklingsprograms (UNDP) hovedkvarter i New York.
Vi startede vores interview med et simpelt spørgsmål: FN-koordinator – hvad betyder det?
”Efter den seneste FN-reform er det dybest set repræsentanten for generalsekretæren i felten,” forklarer Mia Seppo. Koordinatoren spiller en central rolle i koordineringen af FN’s aktiviteter i et land med det mål at sikre afstemning af FN’s støtte til de nationale udviklingsprioriteter. Koordinatoren koordinerer FN’s støtte til opnåelse af verdensmålene og overholdelse af internationale normer og standarder.
Som FN-koordinator er Seppo den mest højtstående FN-embedsmand i landet og er således ansvarlig for at føre dialogen mellem FN og regeringen samt lede koordineringsbestræbelser på udviklingspolitikken.
Siden oktober 2017 har Seppo været stationeret i Bangladesh – et land, hvis udvikling lige nu står ved en skillevej, mener hun.
„Bangladesh har en tendens til at have et forældet omdømme i mange lande. Jeg har arbejdet i nogle af de mindst udviklede lande i verden, og Bangladesh er et utroligt interessant land for enhver udviklingsperson. Det er et land, som startede med alle odds imod sig efter uafhængigheden i 1971. Sidste år opfyldte Bangladesh for første gang kravene for at kunne forlade listen for de mindst udviklede lande og kunne således forvente permanent afskedigelse i 2024. Dette er en fænomenal udviklingsrejse. Det er bemærkelsesværdigt, hvad Bangladesh har opnået med hensyn til at reducere mødredødeligheden, at give kvinder adgang til betalte jobs i den formelle sektor – især inden for ”ready-made”-beklædningssektoren – og få børn og piger i skole.”
Udfordringerne fremover er, at økonomien ikke er alsidig, og der er en overafhængighed af den såkaldte ”ready-made”-beklædningsindustri og overførsler fra udlandet.
I de nordiske lande er der stadig en form for abstrakt samtale om klimaændringer – hvis vi ser bort fra Greta Thunberg – og det føles stadig som en fjern virkelighed. Klimaændringer i Bangladesh er reelle, de kan opleves hver dag, og de er lige foran dig. Det er nok den største udfordring. Det faktum, at landet er så sårbart over for effekten af klimaændringer, mærkes i millioner af menneskers liv. Bangladesh oplever allerede, at millioner af mennesker flytter som en konsekvens af klimaforandringer. Dette vil naturligvis være den største udfordring for landet at komme videre fra. Og så er der et sæt menneskerettigheds- og styringsspørgsmål, som også er meget reelle.”
Lige før Seppo blev nomineret til sin post, flygtede en million rohingyaer fra Myanmar ind over grænsen til Bangladesh.
„Bangladesh holdt sine grænser åbne for flygtninge, hvilket få lande i verden gør i dag. Denne krise har simret i årtier, men den nåede et højdepunkt i august 2017, som aldrig er blevet set før. Det er naturligvis en enorm udfordring.”
”På mange måder var Bangladesh en model for menneskeheden og global solidaritet, og derfor fortjener landet støtte fra det internationale samfund til at bære denne byrde. Bestræbelserne på at finde en løsning på krisen og sikre ansvarlighed for de menneskerettighedsovertrædelser, som fandt sted, skal fortsætte. Løsningen på rohingya-krisen findes ikke i Bangladesh – løsningen skal være i Myanmar.”
”Men lad os huske, at flygtningene udgør én million mennesker i et land med et indbyggertal på 164 millioner. Der sker så meget i Bangladesh. Det er et land, som er meget fokuseret på sin økonomiske vækst, men landets hurtigt voksende økonomi skal diversificeres. En hurtigt voksende økonomi er naturligvis en mulighed, men at sørge for at alle er med er udfordringen – at sikre, at vækst både er retfærdigt og bæredygtigt er nøglefaktoren.“
En af de ting, man kommer til at tænke på, når Bangladesh bliver nævnt, er Rana Plaza-ulykken i 2013, hvor mindst 1.135 blev dræbt og 2.500 blev såret, da en fabrik kollapsede. Dette bragte fokus på dårlige arbejdsvilkår i industrier i Bangladesh.
„Rana Plaza-ulykken rystede virkelig ’ready-made’-beklædningssektoren, men efterfølgende er der blevet arbejdet meget på overholdelse, standarder og sikkerhed. Bangladesh har flere certificerede grønne fabrikker end mange af nabolandene, hvilket ikke rigtig er kendt. Der er naturligvis stadig udfordringer, der er fortsat bekymringer for fagforeningers rettigheder, og arbejdstagernes lønninger skal give dem mulighed for at spare penge og forbedre deres liv. Men der er også et stort potentiale med hensyn til overgang af ”ready-made”-beklædningssektoren til det næste niveau, bæredygtig mode og Bangladeshisk design. Branding af Bangladesh skal opdateres.”
Ved at tilslutte sig FN har Mia Seppo på mange måder realiseret en drøm, som hun havde haft, siden hun var teenager.
„Da jeg var teenager, var det mit ønske at arbejde for FN en dag. Jeg tror, at det er et spørgsmål om at være en del af noget, der er større end os selv, at være en del af en organisation, som står for rettigheder og retfærdighed og arbejder for de mennesker, som er blevet ladt i stikken. Med alle dens udfordringer forbliver det stadig en organisation, som ikke kan sammenlignes med andre. Dette er mit 20. år, og jeg må sige, at jeg stadig synes, det er et stort privilegium at arbejde for FN, og jeg kan nok tælle på to hænder det antal dage, hvor jeg har kedet mig på arbejde. Ja, jobbet er udfordrende, men jeg har været heldig, at jeg har haft meget interessante opgaver inden for FN-systemet. Der er ikke mange andre institutioner, som kan sammenlignes med den platform, som FN tilbyder til at samarbejde med en bred vifte af partnere fra civilsamfundet til den akademiske verden og den private sektor til regeringer. FN har brug for ændring og fornyelse for at forblive relevant. Jeg tror, at generalsekretærens reforminitiativer i høj grad vil bidrage til at sikre, at FN kan reagere på verdens store udfordringer i dag. Som fagfolk og som institution kan vi til tider fejle, men lad os aldrig blive fanget i ikke at have gjort et forsøg og en indsats.”
