Månedens nordiske profil – Annika Sandlund

0
119
Sandluna portrait

Sandluna portrait

Januar 2015 – I denne måneds nordiske nyhedsbrev har UNRIC talt med Annika Sandlund fra Finland, som til daglig arbejder som Senior Resetlement Officer hos FN’s flygtningeagentur (UNHCR). I løbet af hendes karriere har hun blandt andet mødt krigsherrer i Sri Lanka, torturudøvere i Etiopien og rapporteret fra Balkan krigen i det tidligere Jugoslavien.

Du har arbejdet længe for FN. Hvad fik dig til at engagere dig i humanitært arbejde?

Jeg valgte at blive nødhjælpsarbejder efter, at jeg i flere år havde arbejdet som journalist. Som ung og grøn journalist under krigen på Balkan, blev jeg skuffet over så lidt forskel mine artikler, og senere også mine TV-indslag, gjorde.

Jeg kan særligt huske en specifik episode, hvor jeg blev bedt om at forelæse for en højskole i Sverige, der uddannede journalister om krigen på Balkan. Jeg forklarede om mit arbejde og mit syn på konflikten. Efter to timers forelæsning og en livlig diskussion var der en, som rakte hånden op og spurgte om ikke alle parter i konflikten var ens. Det fik mig til at revurdere konflikten og min egen situation.

Selvom man som journalist og nødhjælpsarbejder ikke vælger side, så findes der i alle konflikter både skurke og ofre.

På Balkan observerede jeg både journalister og hjælpearbejdere. Det var i slutning af 1990’erne, og på det tidspunkt socialiserede de to grupper ofte med hinanden. Jeg så på dette tidspunkt også, at nødhjælpsarbejderne gjorde en stor forskel i menneskers hverdag, og jeg blev yderst imponeret. Ikke mindst af de nødhjælpsarbejdere, der i kraft af deres personlighed og mandat kunne koordinere forskellige organisationers, individers og institutioners indsatser.

Mens jeg stadig arbejdede som journalist tog jeg et kursus i international ret. Det ene kursus fulgte det andet, og jeg besluttede derfor at lægge journalistikken på hylden for at studere international ret.

Jeg ville hjælpe de svage og derfor var FN’s flygtningeagentur, UNHCR, et naturligt valg for mig.

Du arbejder som ‘Resettlement Officer’ – Hvad indebærer det? Hvordan ser en normal arbejdsdag ud?

Som Resettlement Officer er jeg ansvarlig for et hold på 25 personer, som dagligt beskæftiger sig med sager om potentielle kvoteflygtninge fra Syrien. Vi holder samtaler med flygtningene og forbereder sagerne.

I løbet af mine fem år i Tyrkiet har jeg kun taget frokostpause for at velkomme nye medarbejdere eller når der er planlagt frokostmøder.

Hvad har været din hidtil største udfordring i dit arbejde for FN?

I Sri Lanka forhandlede jeg næsten dagligt med en krigsherre fra den tamilske oprørsbevægelse, som jeg godt vidste burde stilles for en domstol. Målet var at få børnesoldater frigivet.

I Etiopien var manden, som kørte mig hjem efter lange møder i Indenrigsministeriet, en mand med ansvar for en enhed indenfor sikkerhedspolitiet, som torturerer anderledes tænkende. Jeg kunne i dette tilfælde udnytte min kontakt til ham til at få flygtninge, der var sat fast, fri.

Jeg ved også, at der blandt dem jeg hjalp og hjælper, er flygtninge som har været børnesoldater og som har dræbt mennesker. Ligeledes er der flygtninge, som slår deres koner, men som stadig falder ind under vores mandat. Når man arbejder indenfor det humanitære felt er det et aktivt valg at hjælpe folk, som er i en speciel situation – Ikke alle er uskyldige, og ikke alle er gode.

Kompromisser og det, der kan virke som overenskomst med djævelen, kan være prisen som hjælpearbejdere er nød til at betale for, at hjælpen kan nå frem til alle. Jeg havde ikke forudset de mange moralske overvejelser som nødhjælpsarbejdere slås med, måske ikke hver dag, men i hvert fald ofte.

Hvordan har det været at arbejde ude i felten og at have sin familie med?

Jeg har faktisk skrevet en bog om netop dette. Den hedder ’Etiopiske Episoder’.

Jeg tror, at det allervigtigste er, at man har en mand eller hustru, der også er interesseret i at se verden, og som kan acceptere, at man ikke har et 9-17 arbejde.

Nødhjælpsarbejde er fascinerende, men også ekstremt udmattende. Lange rejser i gamle jeeps over stier med kæmpe huller, tre timers rejser for et møde på bare to timer og fly, der kan være flere dage forsinkede, er vilkårene i vores metier.

Eksempelvis missede jeg min datters to-års fødselsdag på grund af en sandstorm i det nordlige Etiopien. Heldigvis var min datter på dette tidspunkt så lille, at vi kunne omorganisere således, at vi holdt fødselsdagen, da jeg kom hjem 48 timer senere. Jeg har også venner, der har gjort dette indtil børnene blev teenagere!

Er der noget specifikt nordisk ved den måde, du arbejder på?

Jeg er blevet tvunget til at lære, at hierarkier eksisterer, og hvor meget de betyder. Selvfølgelig findes der også hierarki i Finland, men som journalist var det altid værd at betragte gode idéer uanset, hvem de kom fra.

Jeg ved ikke om det er specielt nordisk, men jeg sætter pris på at høre alles holdning og at diskutere mig frem til de passende løsninger. Jeg har også svært ved mennesker, der tror de betyder meget. Dem findes der desværre alt for mange af i FN.