Der lever kun ca. 60.000 mennesker i Grønland. Det er ca. det samme som i nogle europæiske byer, såsom Gladsaxe i Danmark, Järfälla i Sverige, Torquay i England eller Nazaire i Frankrig. Befolkningsmæssigt er Grønland måske en dværg, men geografisk er det en kæmpe med 2,2 millioner kvadratkilometer, næsten fire gange størrelsen af Frankrig – Vesteuropas største land.
Som om det ikke er udfordrende nok i sig selv, skal grønlændere og de lokale medier overkomme ugunstigt klima og geografiske faktorer som gletschere, is og bjerge og manglende på infrastruktur.
Ikke desto mindre har Grønland et livligt medielandskab med både offentlig og privat TV og radio, to aviser og så godt som hele nationen har internetforbindelse.
Grønlandsk er baseret på Kalaallisut, en vestkystdialekt, som i 2009 blev det eneste officielle sprog i Grønland og det er tæt forbundet med de canadiske inuitters sprog.
”Medier på vores eget sprog er helt essentielt for kontakten mellem borgerne her i landet, og ikke mindst til bevarelsen af vores kultur” siger Mariia Simonsen, formand for Grønlands Journalistforbund. ”Et gammelt grønlandsk ’saying’ lyder: ’Et folk uden sprog er som en kajak uden skind’”. En kajak kan ikke flyde uden sit skindbetræk. Den vil synke og være aldeles ubrugelig.
Tv-nyhedsmedier i Grønland består af den offentlige KNR (Kalaallit Nunaata Radioa), med privat kabel-tv i hovedstaden Nuuk.
De største trykte medier i Grønland er Sermitsiaq og Atuagagdliutit- Grönlandsposten, som hver bliver udgivet én gang om ugen.
Mariia Simonsen pointerer, at det ikke er en selvfølge, at et sprog, som bliver talt af 50.000 mennesker overlever i en moderne verden og siger, at medier er med til at holde sproget i live.
”Sproget udvikles ved at blive brugt. Medierne og især de nye sociale medier er med til at sproget bliver holdt i live og udvikles og forandres”.
Dansk er modersmål for ca. 12% af befolkningen og bliver talt som andetsprog af næsten hele befolkningen.
”Vi lever dog i et dobbeltsproget land, hvor dansk og engelsk er meget dominerende. Vores sprog påvirkes ganske meget af disse udenlandske sprog, og faren består nu i, at grønlandsk mere og mere bliver et oversat sprog. Mange artikler skrives på dansk og bliver oversat, både på aviserne og de elektroniske medier. Der finder vældig meget oversættelse sted indenfor meget pressede perioder med deadlines, og det betyder, at der forekommer mange fejldikterede oversættelser, hvor meningen går tabt, f.eks. af ordsprog og indirekte betydninger samt afsmitning, også i sætningsopbygning”.
Grønlands vindue til omverdenen er stadig i høj grad gennem Danmark, men interessant nok, som en tilføjelse til København, har den offentlige radiostation en fast korrespondent i Canada. ”Radioavisen i KNR har en fast korrespondent i Montreal, som rapporterer om inuitter i Canada. KNR radio og tv har jævnligt udsendelser om andre urbefolkninger, mens aviserne fokuserer ikke særligt meget på dette område”.
Traditionelle medier i Grønland står overfor præcis de samme problemer som sine kollegaer andre steder i verden: færre reklamepenge, konkurrence fra Internettet og mindre budgetter.
Grønlands store geografiske omfang er selvfølgelig en anden stor udfordring for lokale medier, som ironisk nok nogen gange misunder udenlandske journalister, som sagtens har råd til at rejse til landets fjerntliggende områder.
”De to ugeaviser og en lille håndfuld blade når frem til yderområderne lang tid efter udgivelsesdagen, og aviser/radio/tv har meget begrænsede midler til at sende journalister ud til andre dele af landet pga. dårlig økonomi. Udenlandske medier her derimod gode muligheder for at rejse til landet og beskrive dets folk pga. miljøet og naturen samt klimaforandringerne, og det har vi meget glæde af heroppe”.
