Af Louise Arbour, FNs Højkommisær for Menneskerettigheder
Bevæbnet med et stærkt nyt mandat mødes medlemmerne af det nye menneskerettighedsråd i dag for at tage hul på den store opgave at styrke FNs menneskerettighedssystem og sikre, at det kan stå stand over for vor tids udfordringer.Rådet repræsenterer et afgørende øjeblik for organisationens arbejde for ”beskyttelsen af alle menneskerettigheder og grundlæggende friheder for alle.”
Imidlertid er det alligevel helt forkert at tro, at vi nu må starte fra bunden af. Det 61-årige gamle menneskerettighedssystem i FN har en stolt arv, som den nu hedengangne menneskerettighedskommission var med til at forme. Det har systematiseret et væld af internationale normer og standarder for menneskerettighederne, etableret adskillige uafhængige mekanismer til overvågning af disse standarder og bakket op omkring menneskerettighedernes forsvarere, ofrene og de udsatte over hele verden. Udfordringen bliver nu at sikre, at det nye råd lever op til denne rige, historiske arv, samtidig med at den gør, hvad der kræves for at beskytte og fremme menneskerettighederne idag.
Adskillige nye træk giver os grund til at tro, at rådet bliver en betydelig forbedring af sin forgænger. Selv den måde hvorpå dets medlemmer blev valgt i forrige måned, markerer en kærkommen afvigelse fra det sædvanlige. Kommissionen medlemmer blev forhåndsvalgt bag lukkede dører og derefter ”valgt” med akklamation. Til sammenligning måtte rådets medlemmer konkurrere om pladserne, og disse måtte så derefter vælges med et flertal blandt alle medlemslandene i en hemmelig afstemning. For første gang i historien afgav ansøgerne frivillige forpligtelser om at fremme og overholde menneskerettighederne, og vil forventes at overholde disse forpligtelser for at undgå en eventuel suspendering fra rådet.
Resolutionen, der etablerede Menneskerettighedsrådet, understregede vigtigheden i at gøre en ende på dobbelmoral, et problem, der plagede den tidligere kommission. Hvad den tidligere politiserede debat tilslørede er den uimodsigelige kendsgerning, at alle medlemslande har menneskerettighedsproblemer, og alle må stå til ansvar for disse mangler. Prøven står således ikke på medlemsskab, men på ansvarlighed. Derfor vil en ny universelt gældende periodisk redegørelsessystem give rådet – og verden – muligheden for at undersøge alle 191 medlemslandes protokoller. Det er en dramatisk udvikling med potentiale til at forbedre menneskerettighederne over hele verden.
Måske af størst betydning er det faktum, at Menneskerettighedsrådet vil mødes flere gange i året, hvor den tidligere kommissions seks-ugers program begrænsede både dens effektivitet og fleksibilitet. Med denne dyrebare forøgelse af tid, bliver det muligt for rådet at foretage præventive initiativer for at tage gassen af ulmende konflikter og at vie ekstra opmærksomhed til at afstive svar i situationer med tidlige tegn på menneskerettighedskriser. Rådet får også en forbedret mekanisme for at kunne mødes og håndtere presserende menneskerettighedskriser i rette tid.
Men alle disse forandringer vil ikke betyde stort, hvis ikke rådets medlemmerne er klar til at se ud over deres umiddelbare politiske interesser og tilslutte sig kampen for menneskerettighederne over hele verden. Det kræver principfast lederskab fra hver og én. Valget af Mexicos FN ambassadør Luis Alfonso De Alba, en stærk menneskerettighedsfortaler, som første præsident for rådet, er et kærkomment tegn på, at det nye råds medlemmer mener alvor. Det betyder, at ansvaret for rådet er blevet placeret i sikre, upartiske og kompetente hænder.
Vejen frem for det nye råd er belagt med forhindringer, og mange af dem kommer til at kræve intense debatter og diskussioner. Det begynder med en redegørelse for den tidligere kommissions arbejde, som betyder, at medlemmerne må træffe nogle svære valg. Det nye organ bør bygges på kommissionens anerkendte styrker og indeholde dens bedst etablerede praktikker og egenskaber. Enhver svækkelse af menneskerettighedssystemets mekanismer er så afgjort ikke det, der er brug for.
Dybest set handler det om, hvordan rådets medlemmer kan være med til at sikre implementeringen af de eksisterende og stadigt udviklende standarder for menneskerettighederne. Vi må håbe, at de kan give alle menneskerettigheder lige stor prioritet – det være sig både de økonomiske, sociale og kulturelle, såvel som de civile og politiske. Mere end noget andet kræver dette forbedrede og mere effektive rammeværk, at medlemslandene er klare til at handle og ikke kun erklære. Kommissionen levede op til sin tids udfordring om at sætte globale standarder for menneskerettighederne. Lad rådets æra blive realisationens æra. Det har medlemslandene lovet. Ofre og udsatte mennesker over hele verden fortjener intet mindre.
