International dag for modsvar på hadtale den 18. juni.
I omkring ét hundrede dage i sommeren 1994 blev det mest grusomme folkedrab i moderne tid begået i den afrikanske stat Rwanda, hvor mellem 500.000 og 800.000 mennesker blev dræbt.
Gerningsmændene bag folkedrabet var ekstremistiske hutuer og de fleste ofre var tutsier. Oprindeligt refererede hutuer og tutsier mere til sociale klasser end til separate etniske grupper. De deler samme sprog, og der er hverken racemæssig eller biologisk forskel mellem dem. Dog var tutsierne traditionelt kvæghyrder og som regel mere velhavende end hutuerne, som primært var landmænd. For eksempel kunne en hutu, som blev velhavende gennem at erhverve sig kvæg blive anset som tutsi.
Radiokanal koordinerede drab
I årtierne op til folkedrabet i 1994 var forholdet mellem hutuer og tutsier i Rwanda dybt anspændt, præget af ulighed og tiltagende voldeligt under den sene kolonitid (1900’erne til 1960’erne) og årtierne efter afkoloniseringen (1960’erne til 1990’erne).
Alligevel var folkedrabet i 1994 en voldsbølge af hidtil usete dimensioner. Det særlige ved dette folkedrab var ikke kun dets hastighed, men også voldens præcision og koordinering i et overvejende landligt samfund med få telefoner og aviser, hvor analfabetisme var udbredt.
Radio var en af de bærende faktorer.
Den privatejede kanal Radio Télévision Libre des Mille Collines (RTLM) spillede en afgørende rolle. Den blev talerør for den ekstremistisk ”Hutu Power”-bevægelse, spredte hadpropaganda, udpegede mål og dirigerede militser. Ved at koordinere drab forvandlede kanalen radiobølger til et redskab for massemord.
Kaldte tutsier for kakerlakker
Først blev tutsi-folket systematisk dehumaniseret ved, at man regelmæssigt beskrev dem som ”inyenzi” – eller kakerlakker. Dermed antyde man, at de var skadedyr, der burde udryddes.
De blev også fremstillet som statsfjender og forrædere. Denne sprogbrug er væsentlig, fordi den sænker de moralske grænser og får vold til at synes acceptabelt, eller endda nødvendigt.
”Hadtale er ikke noget at spøge med. Det kan være dødeligt. Vi ved alle, hvordan det gik forud for og bidrog til folkedrabet mod tutsierne i 1994 gennem kanaler som Radio Télévision Libre des Mille Collines,” sagde Alice Wairimu Nderitu, FN’s tidligere særlige rådgiver i forebyggelse af folkedrab. “Det bliver fortsat brugt som et våben verden over til at ramme folk på baggrund af deres identitet.”
Anvist til at dræbe
Mille Collines-radioen spredte ikke bare had — den udsendte klare anvisninger til drab. ”De, som havde skydevåben, skulle omgående… omringe og dræbe dem,” sagde en person på radioen. Derudover blev lytterne bedt om at gennemsøge specifikke lokationer, og se, om der var tutsier som gemte sig. Desuden identificerede radioen specifikke personer, opgav deres adresser og opfordrede lyttere til at angribe dem.
Kanalen fejrede også de, som udførte drab, og opfordrede andre til at tilslutte sig.
Radioen fik forstærket indflydelse, fordi den ikke lød som officiel propaganda: Den blandede musik, vitser og letsindig snak med hadtale. Det fik ekstremistiske holdninger til at synes normalt og hverdagsagtigt.
Medier retsforfulgt for hadtale
Det Internationale Krigsforbrydertribunal for Rwanda (ICTR), en FN-domstol oprettet specifikt til at retsforfølge de ansvarlige for folkedrabet, fastslog, at medieledere kan holdes strafferetligt ansvarlige, når tale direkte tilskynder til massevold.
Det var en af de første eksempler i international ret på, at hadtale blev retsforfulgt som et centralt værktøj for folkedrab og ikke bare som propaganda.
I en banebrydende sag rettet mod medieledere, som brugte radio og tryk til at tilskynde til vold, blev Ferdinand Nahimana – grundlægger og intellektuel leder af RTLM, Jean-Bosco Barayagwiza – en højtstående leder af RTLM og Hassan Ngeze, redaktør af den ekstremistiske avis Kangura dømt for direkte og offentlig opfordring til at udøve folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden. De fik domme på mellem 30 og 35 års fængsel.
I 1994 var der stort set intet internet – i hvert fald ikke i Rwanda. Hadtale har i høj grad flyttet sig til internettet. ”I vores digitale tidsalder spreder hadtale sig hurtigere in nogensinde, forstærket af uregulerede platforme og intensiveret af kunstig intelligens,” siger FN’s generalsekretær António Guterres i sin udtalelse til den internationale dag for modsvar på hadtale. ”Der er for mange algoritmer, som belønner vrede og splittelse, hvilket tilskynder til løgn for likes og fremmer vold for visninger. Digital anonymitet gør det også sværere at stille de ansvarlige til regnskab.”
Man kan kun gætte på, hvad der var sket i Rwanda, hvis Radio Mille Collines’ hadtale var blevet udbredt på de sociale medier.