Chișinău om foråret – kastanjetræerne blomstrer, musikken strømmer ud fra fortovscaféer, og unge mennesker er overalt. Selv om det ser fredeligt ud i Moldovas hovedstad, kan man, hvis man lytter, høre alle tale om krigen, diskutere de seneste nyheder fra Ukraine og udveksle alarmerende prognoser.
Siden den 24. februar har over 450.000 flygtninge krydset den ukrainske grænse, og omkring 100.000 har midlertidigt slået sig ned blandt Moldovas fire millioner indbyggere.
Transformation
Natalia og hendes etårige datter fra Odessa bor i øjeblikket i udstillingskomplekset MoldExpo, som er blevet omdannet til et flygtningecenter.
“Jeg blev tilbudt at tage til Europa, til Frankrig,” fortæller den 34-årige mor. “Men så langt vil jeg ikke rejse. Jeg håber, at alting vil være overstået, og at jeg kan vende hjem”.
Da krigen begyndte, kunne man ikke klemme sig ind i de store områder med de rummelige pavilloner.
“Der var ikke en eneste ledig kvadratmeter, jeg har aldrig set noget lignende i mit liv, og folk blev bare ved med at komme,” sagde Svetlana, en tolk, der arbejder med FN og andre organisationer og hjælper dem med at kommunikere med den lokale befolkning og flygtninge.
“Indbyggerne i Moldova begyndte straks at samle penge ind og fyldte bogstaveligt talt Udstillingscentret med forskellige ejendele, og de blev ved med at bringe ting over,” fortsatte hun. “Min ven, en advokat, flyttede midlertidigt tættere på grænsen for at yde juridisk rådgivning til de nyankomne. Og der er hundredvis af mennesker som hende”.
Et fleksibelt sted
I dag huser MoldExpo-komplekset, der indtil for nylig blev brugt som COVID-hospital, 360 flygtninge, og i de første dage overnattede op til 1.200 mennesker.
Udstillingscentret er blevet omdannet til et transitcenter, hvor mennesker, der er udmattede af den farlige rejse og krigens vanvid, får et tag over hovedet, et varmt måltid mad, juridisk rådgivning og vigtigst af alt, menneskelig sympati.
Det giver beboerne en lille pause til at beslutte, hvor og hvordan de skal gå videre.
Skynder sig ud
Der er altid lange køer ved den ukrainske ambassade i Moldova. Personalet er overbebyrdet, hvilket gør det svært for dem, der er flygtet hurtigt, at erstatte de dokumenter, de måtte have mistet eller efterladt.
“Vi er sigøjnere fra Dnipro,” sagde en kvinde som svar på vores hilsen. “Jeg har en datter i Tyskland, men vi kan ikke flytte med hende derhen, fordi vi ikke har ID-kort, og det tager tid at få dem erstattet”.
Indtil videre bor hun sammen med sine søstre og døtre i en lille bås i MoldExpo – med håb om at komme til Tyskland.
Stationeret til hjælp
På MoldExpo arbejder FN-ansatte, civilsamfundsorganisationer og frivillige i døgndrift.
FN har organiseret såkaldte “Blue Dots” for børnefamilier, og UNFPA tilbyder et “Orange Safe Space” for piger og kvinders særlige behov.
Og nogle mennesker har brug for medicin og andre former for lægehjælp.
I “Orange Safe Space” bliver flygtninge instrueret i, hvordan de undgår de net, som menneskesmuglerne snedigt har sat op.
Tårevædet møder
Natalia sagde, at det er svært for hende at kontrollere sine følelser, når hun ser på mennesker, der har mistet alt på et øjeblik.
“Jeg havde en sag, som rystede mig i to eller tre dage,” sagde hun og fortalte historien om en 75-årig tidligere universitetsprofessor i Kharkiv.
Kvindens søn er i militæret, hendes datter og svigerdatter er læger, og hendes svigersøn er politibetjent.
Ingen af dem kunne forlade Ukraine på grund af forpligtelser, så den ældre kvinde måtte selv bringe sine fem børnebørn i alderen 4 til 14 år i sikkerhed.
“Hun kunne ikke holde op med at græde”, fortsatte Natalia. “Hun har ringet til dem i to dage, og alle telefoner er afbrudt; hun er bange for, at der er sket noget med dem, da Kharkiv hele tiden bliver beskudt. Alle i vores center trøstede hende, vi forsøgte at få fat i dem via vores telefoner og at distrahere børnene med slik”.
Heldigvis viste det sig et par dage senere, at alle fire var i live – der var bare ingen forbindelse.
Da titusindvis af mennesker modtager økonomisk bistand fra FN-agenturer, er MoldExpo også vært for et center for økonomisk bistand.
“Folk er flove over at tage imod penge, men de er simpelthen tvunget til at gøre det,” siger Natalia, der arbejder i FN’s center for materiel bistand.
“Vi hører ofte, at ”vi ikke skal tage fejl, vi havde alt derovre, vi manglede ingenting”. Mange af dem tilbyder at arbejde som frivillige og spørger, hvordan de kan hjælpe”.
Åbner hjem og hjerter
Familier, der tager imod flygtninge i mindst en uge, får en fast økonomisk hjælpepakke på ca. 190 USD. Men handler det virkelig om pengene?
I en alder af 73 år har Margarita Yevgenievna ingen planer om at gå på pension som folkeskolelærer endnu.
Hun deler sin lille toværelseslejlighed med flygtninge.
“De tre mennesker fra Odessa er i det ene værelse, og jeg er i det andet. Indtil krigen er slut, bor de hos mig”, siger hun og tilføjer: “Jeg har også tre børn fra Ukraine i min klasse”.
Krydser stadig grænsen
Flygtningestrømmen er nu aftaget betydeligt, men er ikke ophørt.
Omkring to timers kørsel fra Chișinău har FN-organisationer og den moldoviske regering oprettet en teltlejr ved den ukrainske grænse.
Her kan flygtningene hvile sig eller overnatte, afhængigt af busplaner, der kan bringe dem videre ind i byen eller til Rumænien.
“Vi havde slet ikke forventet sådan en modtagelse, vi gik tilfældigt frem, det var bare for skræmmende at blive her”, sagde Irina, der netop er ankommet med sin søn fra Odessa. “Vi er virkelig taknemmelige over for Moldova og FN”.
Hjertelig velkommen
I lufthavnen i Chișinău kan man på væggen mellem paskontrolboksene læse følgende ord:
“Moldova er et lille land med et stort hjerte”.
Moldova har været en uafhængig stat siden 1991. Det grænser mod nord, øst og syd op til Ukraine mod nord, øst og syd og til Rumænien mod vest. Ved den østlige grænse ligger den ikke-anerkendte region Transnistrien. Med et areal på 34.000 km2 er det mindre end Danmark og har en befolkning på 2,6 millioner indbyggere. Hovedstaden er Chişinău.
Læs mere her:
Øget seksuel vold i Ukraine (unric.org)
