Maj 2015 – Den nordiske mode skal blive den mest bæredygtige i verden – og det handler ikke blot om at gøre tøjet mere holdbart. En ny handlingsplan for tekstiler, på initiativ af det danske formandskab i Det Nordiske Ministerråd, fremfører en række konkrete initiativer til en holdbar tøjindustri.
Målet med handlingsplanen er, at mode og tekstiler skal indgå i en cirkulær økonomi for 2050, der forlænger produkternes levetid, samt gør tekstilfibrene genanvendelige. UNRIC har talt med Danmarks miljøminister Kirsten Brosbøl.
”Skandinavisk design er allerede verdensberømt. Det er vores ambition at det også skal være kendt for sin bæredygtighed. Vores vision for 2050 er, at mode og tekstiler skal blive en del af en cirkulær økonomi som forlænger produkternes levetid og bevarer tekstilfibrene i en lukket cyklus, så de kan genbruges igen og igen,” sagde Brosbøl.
De nordiske miljøministre præsenterede deres handlingsplan i København i slutningen af april, som skal fortsætte indtil 2017. Udover visionen for den nye handlingsplan, findes der også et nordisk akademi for bæredygtig mode og design. Ideen er, at designere i hele Skandinavien kan blive uddannet i bæredygtigt design.
”Tal fra EU indikerer, at 80 % af produkters miljøpåvirkning er relaterede til de valg der træffes i designfasen”, sagde Brosbøl. ”Der er også mange forretningsmuligheder i grøn mode – nordiske lande kan deltage i løsningen af de globale miljøproblemer og samtidig skabe vækst og beskæftigelse”.
Verden efter Rana Plaza
I april for to år siden styrtede tekstilfabrikken i Bangladesh, Rana Plaza sammen. 1129 arbejdere døde og omkring 2500 blev såret. Ofrene venter stadig på at få erstatning.
At arbejdere dør når fabrikker kollapser eller brænder, har alt for ofte været hverdagskost i mange lande, men efter Rana Plaza-ulykken er tekstilindustrien begyndt at indse, at de ikke kan ignorere problemet.
I dag har mere end 200 tøjmærker og sælgere underskrevet en aftale, hvorved de forpligter sig til rette op på de tekniske mangler i fabriksbygninger. Mere end 1900 fabrikker har været til eftersyn og man er begyndt at planlægge renoveringer. Blandt disse findes nordiske mærker, som H&M, Stadium, Helly Hasen, Coop, Stockmann og Reima.
Men spørgsmålet er, om aftalen gør nok.
“Vi har stadig ikke lært lektien efter Rana Plaza”, bemærkede FN’s arbejdsgruppe for virksomheder og menneskerettigheder i kølvandet på sidste uges tragedie i Manila, hvor en brand på en skofabrik kostede mere end 70 fabriksarbejdere livet.
”Disse ofres tragiske død, hvoraf en størstedel var kvinder, er en kraftig påmindelse om det akutte behov for at forbedre beskyttelsen af arbejdere i tekstilindustrien, trods Bangladeh aftalen”, sagde Michael Addo, leder for ekspertgruppen.
”Ulykker sker fortsat, finansielle tiltag til at forbedre bygningers brandrisici og bygningssikkerhed forbliver omstridte, handelsforeninger står stadig overfor en række udfordringer i forhold til at registrere sig og fungere i mange lande. Rana Plaza’s – sammen med andre ofre – venter stadig på at modtage erstatning”, understregede Addo.
Miljøskader og lave lønninger
Med sit enorme forbrug af vand, energi, kemikalier og sprøjtemidler er tekstilindustrier en af de meste forurenede industrier i verden – beskadigende for både miljøet og de mennesker som arbejder i den.
Når forbrugere i den vestlige verdens køber jeans for en hundredelap og t-shirts for en tyver, står det temmelig klart, at personerne i de tidlige led af produktionskæden, har fået en lav løn.
I øjeblikket er produktionsomkostninger af tøj, f.eks. halvt så billigt i Etiopien som i Kina – en etiopisk tøjfabrik koster ikke virksomheden mere end 200-300 kr. om måneden.
Selvom om mange lavprismærker kan kritiseres for at skabe overforbrug, stor økologisk belastning og en ’køb og smid væk’ mentalitet, skal det også bemærkes, at nogle virksomheder, såsom H&M har gjort store fremskridt. De har forbedret deres virksomhedsansvar og endda formået at producere økologisk tøj til en rimelig pris, som rammer forbrugere i alle samfundslag.
”Efter min mening kan det være en økonomisk fordel for industrien når virksomheder kan spare ressourcer ved for eksempel at genbruge tekstilfiber og forbedre deres grønne mærker. Vi ser allerede at store spillere som H&M fokuserer på genbrug og økologisk bomuld” understregede Brosbøl.
På nuværende tidspunkt kan tøjindustrien ikke, selv med de bedste intentioner, siges at være bæredygtig. Det estimeres, at nordiske borgere i gennemsnit per capita køber tøj som bidrager til et CO2-udslip svarende til en biltur fra det nordligste punkt i Norge til Danmark hvert år.
Men dette kan forhåbentligt ændres sig, og ikke blot i Norden. Blandt FN’s nye bæredygtige udviklingsmål, som træder i kraft i det nye år, indgår en specifik målsætning om at ”garantere bæredygtige forbruger –og produktionsmønstre”.
”Vi ved, at måden vi designer, producerer og forbruger tøj på, grundlæggende er uholdbar. Vi er simpelthen nødt til at ændre det. Ved at være bannerfører vil den nordiske region være bedre stillet i det lange løb, ” sagde Brosbøl.
”Fremtidens vindere er i stand til at tænke og handle fremad og på helhedstænkende måder. Vi er også begyndt at se nye grønne virksomhedsmodeller, hvor man kan lease, udlåne og bytte tøj i stedet for at købe nyt hele tiden”, tilføjede hun. ”Et eksempel på dette er den danske virksomhed VIGGA, som udlejer babytøj. Når børnene vokser ud af tøjet, står en ny pakke med større babytøj klar ved dørtrinnet.”
De nye bæredygtige udviklingsmål vil blive diskuteret og udformet når verdenslederne samles til det afsluttende møde i FN’s generalforsamling den 25.-27. september 2015.
FAKTA
- Alle indbyggere i de nordiske lande køber mellem 13 og 16 kg tøj om året.
- I 2011 blev 34,400 ton tekstiler produceret i Norden. Derudover står den nordiske modebranche for en omfattende tekstilproduktion i Asien. Den samlede nettoimport af tekstiler til Norden var 316,000 ton i 2012.
- Den mængde vand der anvendes til fremstilling af tekstiler til en gennemsnitlig nordisk forbruger hvert år, er meget større end vandet i en nordisk husstand på tre personer. Samtidig medfører det et CO2-udslippet svarende til en køretur på omkring 322 km.
Kilde: Det Nordiske Ministerråd
Artiklen er en del af UNRIC’s nyhedsbrev, maj 2015.
