Store fremskridt i kampen mod fattigdom og hungersnød, gjort over de seneste 15 år, risikerer nu at gå tabt på grund af den globale økonomiske krise, lyder det i en rapport fra FN’s generalsekretær Ban Ki-moon udgivet i dag. I 2009 alene risikerer op til 90 millioner mennesker yderligere at blive drevet ud i ekstrem fattigdom og over én milliard mennesker – flere end nogensinde – lever i hungersnød og er kronisk underernærede.
I statusrapporten om 2015-målene advarer Generalsekretæren mod at udviklingen er for langsom, hvis vi skal nå de såkaldte 2015-mål. Selv det første mål, som hidtil har været inden for rækkevidde – at halvere fattigdommen i verden – er nu i farezonen, eftersom udviklingen er stagneret eller endda gået tilbage.
“Men vi må og kan ikke lade det ugunstige økonomiske klima hindre os i at leve op til vores forpligtelser fra år 2000. Verdenssamfundet må ikke vende ryggen til de fattigste og mest udsatte,” siger Ban Ki-moon
Alle lande har samme ansvar for at nå 2015-målene. Målene, som blev aftalt i år 2000, og som skal være opfyldt i senest år 2015, handler om at halvere fattigdom og hungersnød, mindske børne- og mødredødelighed, bremse spredningen af HIV og andre sygdomme, øge ligestilling samt skabe en miljøvenlig og bæredygtig udvikling. De rige lande har lovet at muliggøre disse løfter ved at give mere og bedre bistandshjælp, ændrede handelsregler og gældsslettelse.
“Målene kan stadigvæk nås, selv i de mest fattige lande, men der skal stærk politisk vilje og tilstrækkelig og vedvarende bistandshjælp til,” siger Generalsekretæren.
Rapporten – med titlen Millennium Development Goals Report 2009 – viser, at de rige lande indtil videre ikke har indfriet løftet om øget bistandshjælp, et løfte de gav ved G8-mødet i Gleneagles i 2005 og under et FN-topmøde senere samme år. Ban Ki-moon skriver i et åbent brev til regeringslederne i verdens otte rigeste lande, som mødes i Italien i næste uge, at bistandshjælpen til Afrika må stige med omkring 160 millioner kroner årligt for at verdenssamfundet kan holde, hvad det har lovet.
Den globale økonomiske krise rammer de fattige hårdt. Dels fordi de mister deres jobs og fordi brister i det sociale sikkerhedsnet tvinger dem til at skære ned på maden eller tage deres børn ud af skolen for at spare penge, og dels fordi bistanden reduceres i takt med, at de rige landes økonomier svinder ind, da bistanden ofte er relateret til et donorlands bruttonationalprodukt.
Samtidig forværres mulighederne for, at de fattige lande selv finansierer deres egne udviklingsprogrammer. Udviklingslandenes eksportindkomster blev reduceret i løbet af det sidste kvartal af 2008, da finanskrisen begyndte at kunne mærkes.
Rapportens mest kritiske budskaber i store træk, er for det første at hungersnøden igen forværres: Kronisk underernæring er før blevet formindsket, fra at omfatte 20 procent af verdens befolkning i perioden 1990-92, til i perioden 2004-06 at omfatte 16 procent af jordens befolkning. Men i løbet af det sidste år er hungersnøden igen begyndt at stige, frem for alt på grund af stigninger i fødevarepriser. Priserne er faldet siden hen, men det har ikke foranlediget, at fødevarerne er blevet billigere for flertallet af mennesker i udviklingslandene.
Fattigdom som sådan stiger tilsyneladende også: Antallet af mennesker som forsøger at overleve på mindre end cirka syv kroner om dagen blev reduceret fra 1.8 milliarder i 1990 til 1.4 milliarder i 2005. De første vurderinger af effekten af den globale økonomiske krise viser, at denne hurtige udvikling risikerer nu at stoppe.
I Østasien er der sket en enorm fattigdomsreducering, hvilket beror på Kinas økonomiske vækst, men fattigdomsreduceringen foregår meget langsommere andre steder i verden. F.eks. levede 100 millioner flere mennesker i ekstrem fattigdom syd for Sahara i Afrika i 2005 end det var tilfældet i 1990, og mere end halvdelen af hele kontinentets befolkning lever nu i ekstrem fattigdom.
Kilde: FN’s Udviklingsprograms nordiske kontor (Foto: Adam Rogers/FN)
