Sandhedens øjeblik for FN

0
35

Af FNs Generalsekretær Kofi A. Annan

 

En mindre storm brød ud, da min kollega, Vicegeneralsekretær Mark Malloch Brown, i en tale i sidste uge indikerede, at USA burde engagere sig mere og helhjertet til reformeringen af FN sammen med andre medlemslande. Det er jeg helt enig i, men både han og jeg mener, at dette budskab også har brug for at blive hørt i mange andre lande end blot USA.
   FN står lige nu over for et sandhedsøjeblik. Forrige december vedtog medlemslandene det nuværende budget for 2006-2007, men gav kun os i sekretariatet nok til at komme igennem de første seks måneder. Hovedbidragsyderne til budgettet, anført af USA, insisterede på, at dette budgetloft kun ville blive fjernet, hvis der sker betydelige fremskridt i reformforhandlingerne. Vi er nu faretruende nær denne deadline, og det er langt fra klart, at vi er nået langt nok til at tilfredsstille deres krav. Ingen af parterne har fundet en god nok måde at samarbejde på for at blive enig om videre reformer. 
   Sir Brian Urquhart, FNs ældste statsmand, sagde engang, at der er aldrig rigtig er økonomiske kriser i FN, kun politiske. Han har helt ret. USA prøver at bruge pungens magt til at gennemtvinge stærkt tiltrængte ledelsesreformer, og denne taktik har fremprovokeret reaktion blandt udviklingslande.
   De fleste af disse lande er udemærket klar over behovet for reformer – ikke mindst fordi det er i disse lande, at FN udfører mange livsvigtige opgaver – fra fredsbevaring og fredsskabelse over nødhjælp og arbejdet med at fremme menneskerettighederne til afholdelse af valg og bekæmpelse af smitsomme sygdomme. Det betyder, at de har mest at vinde ved et FN med en god drift og et godt afkast. Deres indvending handler mindre om detaljerne i de foreslåede reformer end hvad de anser som nogle få rige landes overvældende indflydelse i en organisation, der angiveligt er ”baseret på princippet om den suveræne lighed for alle dets medlemmer”.
   Det var det, jeg mente, da jeg forrige januar i London refererede til ”følelsen af frustration og udelukkelse, der får mange medlemslande til at udøve den magt de rent faktisk har: magten til at blokere for andre reformer, så som bedre ledelse – fordi nogle også ser dette som de store drenges forsøg på at tilrave sig endnu mere magt”.
   I det lange løb betyder dette, som premierminister Tony Blair erkendte i en tale i Washington for to uger siden, at hele FNs struktur må reformeres, inklusive Sikkerhedsrådet. Men selv disse nuværende reformer er kun en lille udbetaling i forhold til det som må følge. Samfundspolitik bliver stadig mere global. Fra terrorisme til fattigdom, narkotika,  kriminalitet, sygdom og handel. Ingen stater kan længere afgøre sager alene.
Men mens vi venter på, at den politiske vision indhenter den udfordring, vi står overfor, har vi et vigtigt arbejde at udføre lige nu – programmer med mandater fra medlemslandene, der bidrager med afgørende tjenester for mennesker udsat for akut fare eller i akut nød. Hvor vigtig debatten om reformer end er, må vi ikke lade dette arbejde gå i stå.
   Det er i alle medlemslandenes interesse, at holde FN kørende og tilpasse det til lige netop det arbejde, som landene ønsker. Og dette betyder, at begge parter i den nuværende disput må skrue ned for retorikken og samarbejde i serøse forhandlinger om at nå frem til et fornuftigt kompromis nu som basis for mere grundlæggende forandringer senere.
Det er ikke kun Sikkerhedsrådets komposition, der sidder fast i midten af det tyvende århundrede. Både ledelsen og den holdning, som mange medlemslande udviser til organisationen, er også er tidsforskudt. Ingen af dem har fuldt ud tilpasset sig den nye virkelighed for et FN, der ikke længere bare afholder konferencer og skriver rapporter, men som håndterer komplicerede operationer for mange milliarder dollars for at opretholde fred og bekæmpe fattigdom og humanitære katastrofer. Resultatet er, at vi ikke har de institutioner, som vi har brug for, for at møde dette århundredes globale udfordringer. Det er afgørende, at vi kommer fri af disse bånd.
   Perspektivplanen for reformerne, som jeg fremlagde sidste år, er meget klare omkring lige netop dette. Det mindede os om, at FN er grundlagt på tre ben – udvikling, kollektiv sikkerhed og menneskerettigheder. Hver af de tre støtter de to andre, men er samtidig også afhængige af dem. Og som enhver god stol har de brug et fjerde: store ledelsesreformer.
FN skal hjælpe sine medlemslande med at gøre fremskridt på alle tre fronter samtidig. Det er derfor der ikke blot er brug for et Sikkerhedsråd, men også et effektivt  Menneskerettighedsråd og derfor, at det Økonomiske og Sociale Råd må gøres om til et rigtigt udviklingskammer, som tillader udviklings- og finansministre at efterstræbe fremskridt og forfølge resultater for at møde Milleniumsmålene, verdens indsats for halvere ekstrem fattigdom inden 2015.
   Nogle reformer er opnået. Både Menneskerettighedsrådet og den nye Fredsskabende Kommission mødes for første gang i næste uge. Alle medlemslande har accepteret deres ansvar for at beskytte mennesker, der er truet af folkedrab eller andre sammenlignelige forbrydelser, et demokratifond, et kontor for etik og et meget strengere system for beskyttelse af angivere. Nu har vi brug for større regnskabspligt og oversigtsmuligheder, et stærkere leveringssystem, mere økonomisk fleksibilitet og bedre regler for ansættelse og ledelse af vores personale.
   I forhold til omfanget af de opgaver, der ligger foran os, er dette ikke særlig ambitiøse krav at stille. Det må da bestemt være muligt for regeringer at blive enige om en måde at tilvejebringe disse reformer uden at standse hele organisationen. Det er tid til, at dem, der virkelig bekymrer sig om reformeringen går sammen og danner en ny koalition – én, der bygger bro mellem det kunstige, destruktive skille mellem Nord og Syd og bringer alle dem sammen, der er villige til at arbejde sammen, fordi de deler visionen om et FN, der virkelig fungerer. Til gavn for hele verdens befolknig.