Få senegalesere ville overhovedet overveje at drage ud på en potentielt farefuld rejse uden først at rådføre sig med en marabut; en lokal muslimsk religiøs leder og lærer, der tilhører en af Senegals allestedsnærværende sufi-broderskaber*.
Dette er dog ikke så mærkeligt taget i betragtning af, at de har brug for al den hjælp, de kan få, hvis de ønsker at emigrere til Europa, nu hvor det at krydse Middelhavet på ulovlig vis mere eller mindre er den eneste måde at nå frem til destinationen.
Ifølge den internationale organisation for migration (IOM) døde 3.771 mennesker i forsøget på at krydse Middelhavet i 2015 alene.
For at sikre en sikker passage bliver alle midler, der er til rådighed, anvendt for, at den farlige rejse går godt. “Jeg har haft mange kunder,” siger Baba Galle Camara. Camara er en af de mest kendte og beundrede marabutter i de populære blokke ved Grand Yoff i Dakar. “Jeg spørger altid om deres motiver,” siger han. “Jeg ville aldrig bede for nogen, der har begået forbrydelser, eller som ser ud som om de har i sinde at drage til Madrid for at sælge narkotika, for eksempel,” siger Camara, da han tager imod UNRIC ved sit medicinske studie i Grand Yoff, og hvor han samtidig understreger sin modernitet til trods for alle sine mere traditionelle rekvisitter – porcelænssnegleskaller, kohorn, helbredende stoffer og koranske verser overalt. “Dem, som jeg har accepteret at hjælpe, har alle nået deres destination på sikker vis. De fleste af jer europæere tror ikke på det her, ved jeg. Men det gør vi, og det virker.”
FOTO street art De fleste senegalesiske migranter ser sig selv som en del af en af de muslimske broderskaber i Senegal. Migranter bidrager ikke kun til deres familiers udgifter, men lige såvel til broderskaberne, og nogle broderskaber håndterer også uofficielle pengeoverførselskanaler. Det dominerende broderskab, Mourids, har stort set på egen hånd bygget den hellige by Touba, og Mourid-migranters penge har resulteret i byens imponerende moské. “Vi har ikke brug for nogen penge fra Saudi-Arabien til at bygge vores moskeer,” siger han. “Vi gør det selv.”
Migration til og fra det vestafrikanske land, Senegal, har, indtil de seneste år primært været i forbindelse med andre afrikanske stater. Faktisk bevæger mindre end halvdelen (40 procent) af alle migranter på verdensplan sig fra udviklingslandene i syd til de udviklede lande i nord. Ifølge IOM’s 2013-rapport om verdens migration flytter mindst en tredjedel af migranter fra et udviklingsland til et andet (syd til syd).
Og historisk set var Senegal snarere en destination for migranter end oprindelseslandet. En omvæltning opstod i 1990’erne, hvorefter Senegal er blevet mere og mere et emigrationsland, og nye målregioner opstår for senegalesiske migranter.
Stadig mere vanskelige levevilkår i hjemmet sammen med de vellykkede migrationserfaringer fra tidligere senegalesiske emigranter, der tog til mere velstående afrikanske lande samt Europa og USA, har sat baren højt for den senegalesiske ungdom. Presset til at migrere er betydeligt, men ikke alle ønsker at tage væk.
“Hvis jeg havde valget om at migrere eller blive, ville permanent migration absolut ikke være mit første valg,” siger Pape Fall i et interview med UNRIC’s Nordiske Nyhedsbrev. Pape er 21 år gammel og fra Dakar, nærmere betegnet fra Ouagou Niaye, et populært område i hovedstaden, der har set mange af sine unge mænd forlade stedet. “Hvis jeg kunne rejse, blive væk et par måneder, arbejde og komme tilbage – eller gøre forretninger – det ville være ideelt.”
Senegal har altid været betragtet som et af de mere succesfulde lande i Afrika. Landets præsident har altid været demokratisk valgt, landet har aldrig oplevet et statskup, og landet har statslige institutioner, der fungerer korrekt. Men ungdomsarbejdsløsheden hærger i et land, hvor halvdelen af befolkningen er under 18. FOTO Macky SOLAR
“Hvad vi mangler her i landet,” fortsætter Pape Fall, “er penge.” Landet selv mangler penge. Selv om der er arbejde, er din indkomst i diametral modsætning til dem, der tager væk og de penge, de tjener andre steder.”
Tilbage i 2008 gav den senegalesiske hjemmeside, planet-senegal.com – en hjemmeside med både humor og ironi – tips til håbefulde migranter og annoncerede den såkaldte “Slavopolak-pakke” med en rute gennem Østeuropa som en passage til Schengen-området. Et par år senere tilbød websiden tips til, hvordan man kunne komme ind i den gamle favorit, Frankrig, idet den østlige-europæiske rute var blevet stadig vanskeligere.
Den bedst kendte vej, hvilken ofte figurerede i forskellige nyhedskanaler, var at tage de kanolignende både til De Kanariske Øer. Den 1300 km lange rute blev effektivt lukket ned som følge af overvågning fra EU-grænseagenturet, Frontex, og en hjemsendelsesaftale fra den senegalesiske regering.
I begyndelsen af det 21. århundrede spredtes ordet om, at visa til Dubai var let at få – bagsiden var et nødvendigt transit igennem Paris i Frankrig. Der er ingen måde at redegøre for, hvor mange senegalesiske migranter, der kom ind i Europa gennem kommercielle flyvninger ved hjælp af denne rute, som også blev lukket ned i slutningen af 2002, hvor politifolk angiveligt stod på vagt uden for flyene fra Dakar for at tjekke visum og pas, mens passagerer steg ud.
I dag forlader nogle migranter Senegal med bus til Marokko fra Pikine-området i Dakar. Ellers rejser de til Malis hovedstad, Bamako, og videre nordpå til ørkenbyerne Gao eller Agadez i nabolandet Niger, hvor smuglere transporterer dem over Sahara, ofte i tagløse lastbiler.
Ruten foregår for næsen af en 15.000-mands stærk FN-fredsbevarende mission i Mali (MINUSMA), hvor islamistiske militante stadig strejfer om i ørkenen. Undervejs betaler migranter gebyrer til transportører, menneskehandlere og bestikkelse til politiet for ikke at blive sendt hjem igen. Dog har Maghreb ikke altid behandlet migranter fra syd for Sahara venligt, og der har været både rygter og rapporter om migranter i Marokko, Algeriet og Libyen, som blev drevet ud i ørkenen og efterladt til døden. Og hvis de når frem til deres transithavn, er det heller ikke gratis derefter at krydse Middelhavet.
“Dem der i dag tager bådene – jeg er ikke enig med dem,” siger Pape Fall. “Undskyld mig for at sige dette, men de flygter fra deres ansvar. Ud fra hvad jeg har hørt, bruger de omkring 800.000 Franc CFA (ca. € 1200) på rejsen. På at tage en båd! Hvis jeg havde 800.000, ville jeg aldrig nærme mig en båd. Hvis jeg havde de penge, ville jeg inden næste år have startet en virksomhed med en gavnlig indkomst!”
*Broderskaber: Xaadir eller Qādiriyya – den ældste; Tijaniyyah – den største i form af medlemskaber; Mourides – den rigeste og mest aktive; og Layene – et mindre Sufi-samfund.
Denne artikel er en del af UNRIC’s Nordiske Nyhedsbrev for januar 2017.
