Juni 2016 – Situationen i det sydlige Sudan er fortsat meget svingende. På trods af fredsaftalen fra 2015 har der været flere rapporteringer om patruljekampe og angreb på civile i områder uden for Juba, hovedstaden i Sydsudan, som stadig fortsætter.
“Baggrunden for konflikten er kompleks og understreger, hvor svært det egentlig er for et land, der har været underlagt en konflikt, at løse uoverensstemmelserne på en fredelige måde”, siger Helen Olafsdottir fra Island, som arbejder for UNDP og hvis rolle det er, at udforme en ny assistance strategi for Sydsudans retsstatsmission, og dermed føre UNDP og FN’s driftsorganisation i Sydsudan (UNMISS) sammen under fælles rammer til støtte for det integrerede politi.
Forhåbningerne var høje da Sydsudan fik sin uafhængighed i 2011, men håbet blev hurtigt forvandlet til fortvivlelse.
Splittelse mellem stammer i Sydsudan var ikke nogen nyhed, men omfanget af den konflikt, der brød ud mellem Nuer og Dinka stammerne i 2013 var en bred konflikt, som understreger den mistillid og de fraktioner, der eksisterer mellem disse og andre stammer.
Den anspændte situation i Juba
I en erklæring til medierne, den 29. april 2016, erkendte FN’s sikkerhedsråd dannelsen af en overgangsregering for national sammenhold (TGNU), som “en vigtig milepæl” i gennemførelsen af den fredsaftale, som blev godkendt af oppositionslederen Riek Machar og præsidenten Salva Kiir. Den 26. april 2016, vendte Riek Machar endeligt tilbage til Juba, efter mere end 2 års fraværelse.
“Stemningen i Juba var meget anspændt i tiden op til, at oppositionslederen Riek Machar’s skulle vende tilbage og den militære tilstedeværelse steg betydeligt inde i hovedstaden,” siger Olafsdottir.
Sikkerhedssituationen i landet er dog stadig usikker og den humanitære situation og menneskerettighedssituationen forværres dag for dag. Sikkerhedsrådet opfordrede også overgangsregeringen for national sammenhold til, hurtigst muligt, at fjerne forhindringerne for levering af humanitær bistand, til de 2,5 millioner mennesker, som er blevet fordrevet fra deres hjem og til de 6,1 millioner mennesker i yderområderne, som har behov for støtten.
Ifølge Olafsdottir, er det afgørende, at parterne benytte lejligheden til, at vise en reel vilje til, at gå videre med fredsprocessen.
“Det er ikke så ligetil, ” siger Olafsdottir, “situationen i Sydsudan er dyster, med meget få midler til rådighed, en overstrømmende inflation og olieindtægter der er trænge. Således er situationen i Sydsudan, overordnede set, yderst vanskelig og på grænsen til en økonomisk nedsmeltning. Ifølge FN’s kontor for koordination af humanitære anliggender (OCHA) lever flere end 4 millioner mennesker under ekstremt vanskelige forhold og oplever en alvorlig fødevareusikkerhed. “
Udfordringerne bliver forstørret fordi regeringen i Sydsudan fortsat har indført restriktioner for FN’s mission i landet (UNMISS) og for de humanitære hjælpearbejdere.
“Disse restriktioner har begrænset missionens evne til, at udføre sit arbejde og beskytte de civile, samt FN’s evne til, at levere hårdt tiltrængt humanitær bistand, ” siger Olafsdottir.
Derudover har der været problemer med sikkerheden for hjælpearbejdere i landet. Den 15. maj 2016, blev Veronika Racková, en nonne og læge fra slovakiet, skudt i Yei, i Sydsudan. Hun døde senere af sine kvæstelser. Siden begyndelsen af konflikten er 54 hjælpearbejdere blevet dræbt i Sydsudan.
Kampen for fred
Fremtiden for fredsaftalen hviler betydeligt på præsidentens og oppositionslederens skuldre.
Møder mellem regeringen og oppositionen er arrangeret for, at nå til enighed om de overordnede sikkerhedsforanstaltninger og magtfordelinger i landet. Dette indebære en fælles integreret politistyrke, som vil omfatte politibetjente fra regeringen og oppositionen for, at danne en ny politistyrke i Sydsudan, som er rummelig og repræsentativ, og som kan tilbyde et form for fællesskab i politiarbejdet og søge for, at de internt fordrevne flygtninge kan vende sikkert tilbage til deres hjem.
“Heldigvis er der flere tegn på forbedringer af stabiliteten i landet, som bringer håb,” siger Olafsdottir. “Det er en stor bestræbelse, men begge sider samarbejder og viser tegn på, at de ønsker stabilitet. Det er vores ansvar, som De Forenede Nationer, at støtte disse bestræbelser, men samtidig sikre, at tilsynet og ansvarligheden øges i sikkerhedssektoren, ikke mindst for, at forhindre straffrihed og en frasortering af eventuelle alvorlige gerningsmænd. “
