Barcelona eller graven – den lange vej til Europa

0
35

Den spanske kystbevogtning fanger en senegalesisk pirogue med immigranter ved Tenerife. Foto: UNHCR A.Rodriguez

Den seneste stigning i antallet af immigranter der ankommer til Italien har igen startet debatten om EU’s fælles ansvar, mulige menneskerettighedsovertrædelser af grænseovervågningen Frontex og grænsehegne med pigtråd og barberblade. Italiens Mare Nostrum-program roses af menneskerettighedsorganisationer, men har modtaget hård kritik fra nationale højreorienterede populistiske partier som hellere vil se immigranterne betale prisen for at forsøge at krydse havet – selv hvis prisen er deres liv.

Men hvorfor bliver immigranter ved med at risikere deres liv? En helt simpel grund er, at ikke alle historier ender som tragedier – nogle immigranter får opholdstilladelse, selv efter års ventetid, og ender i sidste ende med at kunne sende penge hjem. For mange forbliver livet i Europa en kamp, men det er stadig et bedre liv end det de forlod derhjemme.

UNRIC har interviewet Moussa Diouf, en af de utallige unge senegalesere som gik ombord på en af fiskerbådene, som også kaldes pirogue, og rent faktisk nåede til Europa. Han forlod Senegal en nat for et par år siden sammen med 83 andre passagerer fra Djokkoul nær kystbyen Rufisque.

Arbejdsløshed spillede ikke ind i Dioufs beslutning om at forlade Senegal. Han havde et job og var politisk aktiv som medarbejder i tidligere præsident Abdoulaye Wades kampagne i 2000.

“Jeg havde fået nok af det daværende regime. Før præsidentvalget i år 2000, håbede vi alle at Abdoulaye Wade, den langvarige oppositionsleder, blev valgt til landets nye præsident.”

Men snart blev håb afløst af skuffelse. “Men korruption florerede og jeg blev selv offer for svindel… Der findes så mange problemer. Man bærer over og bærer over, men en dag får man nok. Wade knuste sine vælgeres håb”, beretter Moussa i et interview med UNRIC’s nyhedsbrev.

I modsætning til den gængse opfattelse, er det ikke alle forældre der ønsker, at deres børn tager til Europa. Mødre i Thiaroye Sur-Mer, et af de populære startsteder for emigranter, organiserede sig allerede i 2006 for at kæmpe mod den hemmelige emigration, de var trætte af at leve i frygt for at miste deres sønner til havet.

Men Dioufs mor forstod ham. Da han fandt en fiskerbåd, en såkaldt pirogue, som snart skulle afsted mod Spanien, fandt han let en mellemmand, som arrangerede rejsen og derefter informerede han sin familie.

“Jeg sagde bare: “Barca wala Barsakh”, et udtryk vi anvender i Senegal.” Det betyder Barcelona eller graven, alt eller intet.

“Min mor forstod, hun led med mig, og forstod mit behov for at rejse væk. Jeg fik hendes velsignelse, jeg betalte 500 euro for rejsen og jeg tog afsted sammen med min bror.”

Piroguen forlod Djokkoul klokken tre om natten. Før rejsen havde nogle af de rejsende spurgte en marabout (en åndelig og religiøs leder) om råd, og havde fået at vide, at rejsen ville lykkes, hvis han tog en perlehøne med ombord. Dens behov skulle tilfredsstilles før alle andres og perlehønen skulle være den første til at gå i land.

Diouf havde som anvist købt fiskertøj; regnjakke og regnbukser. Under regntøjet bar han sit almindelige tøj, og det var alt han havde med sig. Ifølge “rejsearrangøren” skulle der være mad og vand ombord og det viste sig at være rigtigt. Der var indkøbt ris, fisk til at fryse ned, grøntsager, te, sukker og et gaskomfur til at lave mad på. Der var vand i store tanke, og alle skiftedes til at lave mad.

“Vi fiskede ikke, og efter et par dage, var de fisk vi havde med os rådnet. Men vi havde stadig ris og grøntsager. Ingen havde tænkt på at røre perlehønen, for maden rakte. Problemet var da vi løb tør for vand.”

Nogen på båden havde brugt drikkevandet til at vaske sig med, og de sidste tre dage havde vi ikke mere drikkevand tilbage. Mange af passagererne blev dehydrerede og begyndte at hallucinere. Og ingen vand betød også ingen mad.

Først forsøgte de at lave grød med havvand, men det var uspiseligt. “Vi forsøgte at forsøde det, så det ikke smagte så salt, men det var umuligt at spise. Men min bror og jeg fik en idé. Vi dampede ris i stedet, kom sukker på og lavede små risbolde. På den måde overlevede vi.”

“Den 7. juni ankom vi til Tenerife. Vores båd var omgivet af det spanske militærpoliti Guardia Civils kystbevogtning og derudover journalister i både. Euronews filmede os, og jeg var på tv hele dagen – det var på den måde hele mit kvarter fandt ud af, at jeg var flygtet”, fortalte Diouf. “Det er bedre ikke at fortælle folk det når du emigrerer, og så hellere komme tilbage med æren i behold, have sparet penge op og bygge et hus eller starte en virksomhed. Jeg havde ikke forestillet mig, at mit nabolag ville finde ud af at jeg var taget afsted på grund af Euronews.”

Guardia Civil kastede straks vandflasker over til Diouf og hans medrejsende. Røde Kors ventede ved havnen, men ankomsten var hård, det var nemlig perlehønen der skulle gå i land først ifølge marabouten.

“Desværre skete alt dette samtidig med at fugleinfluenza-hysteriet hærgede. Så ingen måtte komme i land, da de så at fuglen var ombord. En kvinde iført en beskyttelsesdragt kom til båden en halv time senere, hun tog imod hønen og lagde den i en plasticpose. Efter dette gik vi i land” berettede Diouf. “Ingen af os kunne stå oprejst længere, efter at have været på havet i en uge.”

Efter dette blev de alle transporteret til en interneringslejr (Centro de internammiento på spansk), hvor deres historie og baggrund blev kontrolleret for at afgøre om der kunne blive tale om opholdstilladelse.

“Der er mange der har taget denne rejse før os. Centeret vi boede på var fint, vi var heldige. Vi måtte bruge tid i gården, dem der ville kunne spille fodbold, dem der ville fik be… man behandlede os godt, selvom vi selvfølgelig var under overvågning. Vi blev der i 40 dage, imens vores sager blev undersøgt. Dem der bliver ført til militærlejrer, har det ikke lige så godt, der bor de i flygtningetelte.”

Diouf var heldig, han var en af dem der fik lov at blive i Spanien. I dag er han en af mange tusinde immigranter som stiller sig i kø hos Western Union og Ria hver måned for at sende penge hjem til sin familie i Dakar. Der er så mange tusinde, der håber på en lykkelig slutning. Migrationen fortsætter, men det bliver stadig vanskeligere at tage til Europa og påstande om menneskerettighedskrænkelser bliver stadig flere.

“Om jeg fortryder? Selvfølgelig ikke. De problemer jeg forlod findes stadig, selvom Wades er blevet erstattet med den nye præsident Macky Sall. Hvis lovene blev overholdt, behøvede ungdommen ikke at forlade landet. Vi må turde udfordre vores regeringer og få at vide hvad vores penge bliver brugt på. Dem der tager med båd over havet, ved, at de kan dø. Man gør det ikke for sjov, man gør det fordi man ikke har noget alternativ. Jeg er glad for livet i dag – men det er ikke det liv jeg ønskede mig.”