Tsunamien hjalp verden med at fokusere på katastrofeforebyggelse

0
426
Wahl with Ban

Wahl with Ban

Margareta Wahlström, månedens nordiske FN-profil

Der er ikke mange nordiske borgere der kan matche vores månedens nordiske profil. Svenske Margareta Wahlström kan med sine mere end 30 års erfaring i humanitære bistandsoperationer i katastrofe- og konfliktområder, betragtes som en af katastrofebekæmpelsens sværvægtere. I begyndelsen af 2005, da Wahlström var i Asien og arbejdede med genopbygningsarbejdet efter tsunamien i det indiske ocean, blev en international aftale indgået i Japan – den såkaldte Hyogo-handlingsplan (The Hyogo Framework for Action) om katastrofeforebyggelse. 

I november 2008 udnævnte FN’s generalsekretær Ban Ki-moon hende til den første særlige repræsentant for forebyggelse af naturkatastrofer, og dermed blev det en af hendes opgaver at fremme gennemførelsen af Hyogo-handlingsplanen.

Selv var Wahlström ikke i Kobe da Hyogo-handlingsplanen blev vedtaget – hun var i Aceh i Indonesien – men hun fremhæver at planen fik en helt anden politisk tyngde og drivkraft som følge af tsunamien. ”Tsunamien var selvfølgelig i sig selv en enorm tragedie, men den fungerede også som et ”wake up call” for mange lande rundt om i verden”, forklarede hun.   

Hvordan kan det være du begyndte at arbejde for FN?

Jeg fik muligheden for at arbejde i Vietnam efter krigen sluttede, med et svensk bistandsprojekt i den private sektor i 1979.

Derefter kom den store katastrofe i Cambodja med røde Khmerer. Da regimet faldt blev der etableret en større FN-operation i landet, som jeg arbejdede for i flere år. Mens jeg var der kom jeg i kontakt med Røde Kors og blev tilbudt et job, så derfor tog jeg hjem til Sverige. Jeg ønskede at arbejde for Røde Kors efter hvad jeg havde set i Cambodja, det gjorde et stærkt indtryk på mig.

Jeg blev med Røde Kors i 15 år. Derefter besluttede jeg mig for, at jeg rent faktisk ønskede arbejde for FN. Mit første FN-job efter Røde Kors var i Afghanistan, efter Talebans fald. Det var tiden hvor hele det internationale samfund, mand som kvinde, talte for Afghanistans muligheder for fred og udvikling.

Jeg syntes internationalt samarbejde er virkelig spændende. Især det arbejde jeg laver nu med FN’s strategi for katastrofeforebyggelse (UNISDR) – vi er en lille organisation og alt hvad vi gør, kan kun ske gennem samarbejde med og mellem lande og organisationer. Det er samarbejdet mellem de forskellige parter der har været den røde tråd for mig lige siden Røde Kors.

Verden har mange kriser, men vi har også set en enorm vækst i velfærd. Man må fokusere på de ting der binder os sammen – katastrofer f.eks. har ingen grænser, og påvirkningerne berører os alle.

Hvad har været din karrieres største udfordring hidtil?

På mange måder er den største udfordring det som vi arbejder med nu. En katastrofe får meget mere opmærksomhed og penge, end det forebyggende arbejde for at forhindre katastrofer. Selvom vi ser en enorm interesse, må jeg konstatere, at jeg har et af de mest umulige job i verden – der er virkelig intet politisk lederskab, ingen drivkraft – så det handler om at være proaktiv, fremme de samme sager hele tiden, vise at det kan lade sig gøre – og når der sker positive ting, må man komme frem med det. Og samtidig er vi nødt til at skabe en sammenhæng.

Politiske ledere kan se vældig godt, hvis de formår at forebygge katastrofer … der er f.eks. en guvernør i Filippinerne der satser stort på katastrofeforebyggende arbejde, uden i virkeligheden at diskutere katastrofer offentligt. Han taler om udvikling, uddannelse osv. med sine partnere og regeringen – men indser at dette ikke kan opnås hvis en, to eller tre tyfoner hvert år koster samfundet x milliarder dollars. Han investerer hvert år 10 % af sit budget på katastrofeforebyggelse og har inspireret mange andre guvernører til at handle på samme måde. Dette er grundlaget for at opnå vedvarende økonomisk udvikling.

Tror du at de nordiske lande har noget særligt at tilbyde redningssamfundet?

De nordiske lande har før i tiden været enormt indflydelsesrige mht. politik og investeringer, og vi har også stået for en fælles nordisk udviklingsmodel som man stadig vender tilbage til. Men jeg er ikke sikker vi fortsat har den samme vægt som tidligere.

Hvad er de væsentlige sager dit kontor arbejder på her i 2013?

Vi har nået et punkt hvor vi har indset, at katastrofer er al for omkostningsfuldt for lande og individer, og alligevel er der et skridt der skal tages mellem denne erkendelse og til at der tages handling. Så ét aspekt af vores arbejde er at skabe mere bevidsthed og konkrete tal for de økonomiske omkostninger af katastrofer – hvor meget det koster, og for hvem, og hvad de finansielle instrumenter er til at begrænse det. Når det kommer til katastrofer er der meget der kan gøres og meget er blevet gjort for at mindske tabene, både i form af menneskeliv og infrastruktur – vi ser allerede beviser på dette gennem varslingssystemer og en mere effektiv indsats. Så dette er et stort fokusområde.

Det andet fokusområde er selvfølgelig Hyogo-handlingsplanen. Det blev en meget vigtig ramme for samarbejdet, eftersom aftalen blev indgået blot to uger efter flodbølgekatastrofen i det indiske ocean. Så alle der kom til dette møde var enige om, at det er uacceptabelt at sådan noget sker. Som du måske husker forårsagede tsunamien ikke kun tab af menneskeliv og ødelæggelser i de direkte berørte lande, men det havde også sine konsekvenser i Sverige, Finland, Tyskland, Norge og mange andre lande, fordi vi har så mange turister der. Dette er ikke et lokalt problem, det er ikke kun et enkelt lands bekymring, det drejer sig om alle lande. Det handler også om økonomiske tab og i dag stiger tabene meget hurtigt overalt. Det handler om tab af menneskeliv, samt alvorlige sociale og politiske konsekvenser.

Vi ser det som vores job at fremlægge beviser, men mest af alt at formidle et budskab. Der er så meget du kan gøre, og mange lande har allerede gjort det.