I. Introduktion:
En historisk chance i 2005
I september 2005 mødes verdens ledere til et topmøde i New York for at gøre status over fremskridtene, siden Milleniumerklæringen blev vedtaget af alle medlemslande i 2000. Generalsekretærens rapport foreslår en dagsorden, som skal behandles på topmødet. Denne dagsorden indeholder beslutninger om politikker og reformer, som kan føres ud i livet, hvis den nødvendige politiske vilje er til stede.
Begivenheder der har fundet sted siden Milleniumerklæringen kræver, at der bliver genfundet enighed om vigtige udfordringer og prioriteter, og at denne enighed kommer til udtryk gennem kollektiv handling. Den ledende kraft skal være de håb og behov mennesker fra hele verden har. Verden skal sammen bane vejen for sager som sikkerhed, udvikling og menneskerettigheder, ellers vil det ikke lykkes for nogen. Menneskeligheden kan ikke opnå sikkerhed uden udvikling, ej heller udvikling uden sikkerhed, og den kan hverken opnå det ene eller det andet uden respekt for menneskerettigheder.
I en verden af sammenhængende trusler og muligheder er det i hver enkelt lands interesse, at alle disse udfordringer bliver behandlet effektivt.
Derfor kan vejen mod større frihed kun gå gennem bredt, dybt og holdbart samarbejde mellem stater. Verden behøver stærke og handlekraftige stater, effektive partnerskaber med civilsamfundet og den private sektor, og smidige og effektive regionale og globale mellemstatslige institutioner for at mobilisere og koordinere kollektiv handling. De Forenede Nationer skal omdannes på måder, der hidtil har været utænkelige, og med dristighed og fart, som ikke tidligere er set.
II. Frihed fra nød
I løbet af de sidste 25 år har verden været vidne til den største tilbagegang i ekstrem fattigdom i historien. Alligevel er flere lande blevet fattigere. Idag lever over en milliard mennesker for under en dollar om dagen. Hvert år dør tre millioner mennesker af HIV/AIDS, og 11 millioner børn dør, før de fylder fem år.
Den hidtil usete mængde af ressourcer og teknologi vi har til rådighed idag, gør os til den første generation, som reelt har mulighed for at gøre retten til udvikling til en realitet for alle, samt sørge for at frigøre hele menneskeheden fra behov. 2015 målene, som strækker sig fra at halvere ekstrem fattigdom til at sikre grundskoleuddannelse for alle børn og at standse spredningen af smitsomme sygdomme, såsom HIV/AIDS, inden år 2015 erblevet globalt anerkendte indikatorer for fremskridt, som både donorer, udviklingslande, civilsamfund og større udviklingsinstitutioner har tilsluttet sig.
2015 målene kan opnåes inden 2015, men kun hvis alle involverede parter intensiverer og sætter farten op på handlingerne nu.
I 2005 skal et ”globalt partnerskab for udvikling” – et af 2015 målene, som blev bekræftet i 2002 på den internationale konference om finansiering af udvikling i Monterrey, Mexico, og på verdenstopmødet om bæredygtig udvikling i Johannesburg i Sydafrika, være fuldt gennemført. Dette partnerskab er baseret på gensidig ansvarlighed – udviklingslandene skal styrke regeringsførelse, bekæmpe korruption, fremme vækst i den private sektor og maksimere hjemlige resourcer til financiering af nationale udviklingsstrategier, mens de udviklede lande skal støtte disse bestræbelser gennem forøget udviklingsbistand, en ny udviklingsorienteret handelsrunde, samt en styrket og bredere gældslettelse.
De følgende fokusområder er prioriteret i 2005:
NATIONALE STRATEGIER: Hvert udviklingsland med ekstrem fattigdom skal inden 2006 vedtage og begynde at iværksætte en tilstrækkelig ambitiøs national udviklingsstrategi for at nå 2015 målene. Hver strategi skal tage højde for syv store ”klynger” af investeringer og offentlige politikker: ligestilling, miljø, udvikling af landområder, udvikling af byområder, sundhedsvæsen, uddannelse, forskning, teknologi og innovation.
FINANSIERING AF UDVIKLING: Global udviklingsstøtte skal mere end fordobles i de kommende år. Dette kræver ikke nye løfter fra donorlande, men blotat de lever op til tidligere løfter. Hvert donorland, der ikke allerede har gjort det, skal etablere en tidsplan for at nå målet om at donere 0,7 % af BNI til udviklingshjælp senest i 2015, begyndende med betydelige forøgelser senest i 2006 og opnåelse af målet om 0,5% i 2009. Denne forøgelse skal opnås gennem en international finansieringsmekanisme, mens nye finansieringsmodeller overvejes på længere sigt. Verdens fonden (Global Fund) for bekæmpelse af HIV/AIDS, tuberkulose og malaria skal være helt financieret og ressourserne til en udvidet helhedsstrategi for forebyggelse og behandling af HIV/AIDS skal være til stede. Disse foranstaltninger skal underbygges af øjeblikkelige handlinger for at støtte en række ”Quick Wins”- dvs. relativt billige men højst effektive initiativer med mulighed for at opnå vigtige kortsigtede resultater og redde millioner af liv, såsom at uddele gratis myggenet mod malaria.
HANDEL: Doha handelsrunden bør leve op til sine løfter om udvikling og afsluttes senest i 2006. Som første skridt bør medlemslandene give de mindst udviklede lande adgang til et kvota- og toldfrit eksportmarked.
GÆLDSLETTELSE: Den tilladte forgældning skal redefineres på baggrund af et niveau, der tillader et land at leve op til 2015 målene, med forsikring om at gældsforholdet ikke stiger inden 2015.
Nye tiltag er desuden nødvendige for at sikre et bæredygtigt miljø. Videnskabelige fremskridt og teknologisk innovation skal mobiliseres nu for at udvikle værktøjer for at mildne klimaændringer. En mere åben international struktur skal skabes for at stabilisere drivhuseffekten efter Kyoto protokolens udløb i 2012 med større deltagelse af de største udledere af drivhusgasser, og både udviklings- og udviklede lande. Konkrete tiltag er også nødvendige indenfor områder som ørkendannelse og biologisk mangfoldighed.
Blandt andre prioriteter for global handling finder man stærkere mekanismer for at kortlægge og kontrollere smitsomme sygdomme, et verdensomspændende advarselsystem for naturkatastrofer, støtte til udviklingsvidenskab og –teknologi, støtte til regional infrastruktur og institutioner, reform af internationale finansielle institutioner, samt mere effektivt samarbejde for at håndtere folkevandringer til alles fordel.
III. Frihed fra frygt
Samtidig med at fremskridt på udviklingsområdet bliver vanskeliggjort af svag implementering, mangler verdenssamfundet, på trods af en voksende følelse af usikkerhed blandt mange, selv en grundlæggende enighed på sikkerhedsområdet, og implementering, hvor det forekommer, bliver alt for ofte draget i tvivl.
Generalsekretæren tilslutter sig fuldstændigt det ambitiøse projekt om fælles sikkerhed. Truslerne mod fred og sikkerhed i det 21. århundrede omfatter ikke alene internationale krige og konflikter, men også terrorisme, masseødelæggelsesvåben, organiseret kriminalitet og civil vold. De omfatter også fattigdom, dødelige smitsomme sygdomme og miljømæssig forringelse, da disse kan have lige så katastrofale følger. Alle disse trusler kan føre til død eller forringede overlevelseschancer for mange. De kan alle underminere stater som grundlaget for det internationale system.
For at opnå kollektiv sikkerhed idag må alle acceptere, at det der bliver anset for at være en alvorlig trussel for en af verdens regioner, faktisk er en trussel for alle. Der er ikke tale om teoretiske spørgsmål men om livsvigtige spørgsmål.
De Forenede Nationer skal omdannes til det konfliktforebyggende redskab , som altid har været målet, ved at følge visse vigtige politiske og institutionelle prioriteter:
FOREBYGGELSE AF KATASTROFAL TERRORISME: Staterne bør forpligte sig til en omfattende anti-terrorisme startegi baseret på fem søjler: afholde folk fra at begå terrorisme eller at støtte det; nægte terrorister adgang til finansiering og udstyr; overbevise stater om at undlade at finansiere terrorisme; udvikle staternes kapacitet til at bekæmpe terrorisme; forsvare menneskerettigheder. De bør komme til enighed om en omfattende aftale om terrorisme, baseret på en klar og konsensuel definition. De bør derudover, uden forsinkelse, udføre aftalen om bekæmpelse af atom-terrorisme.
BIOLOGISKE, KEMISKE OG ATOM-VÅBEN: Fremskridt indenfor både afvæbning og ikke-spredning er afgørende. På afvæbningsområdet bør de lande, der råder over atomvåben yderligere reducere deres arsenal af ikke-strategiske atomvåben og fortsat overholde de våbenkontrolaftaler, der stiler efter en total og definitiv afvikling af disse våben, samt bekræfte deres vilje til at give negative sikkerhedsgarantier og overholde moratoriumet på atomprøvesprængninger. Vedrørende ikke-spredning skal det International Atomenergiagenturs verifikationsautoritet styrkes gennem en universel vedtagelse af Model Additional Protocol , og staterne bør forpligte sig til at færdiggøre, underskrive og efterleve en traktat om at standse produktionen af spaltbart materiale.
LØSNING OG FOREBYGGELSE AF KONFLIKTER: For tiden oplever halvdelen af de lande, der kommer ud af krige, tilbagefald til konflikter inden fem år. Medlemslandene bør skabe en mellemstatslig fredsskabende kommission såvel som et FN-kontor for at understøtte freden, så FN bedre kan leve op til den udfordring det er at hjælpe lande succesfuldt fra krig til fred. De skal desuden tage de nødvendige skridt for at styrke den kollektive kapacitet til at benytte mæglingsværktøjer, sanktioner og fredsbevaring (herunder princippet om nultolerance overfor seksuel udnyttelse af mindreårige og andre udsatte grupper begået af medlemmer af fredsbevarende styrker, i henhold til generalsekretærens direktiver).
MAGTANVENDELSE: Sikkerhedsrådet bør vedtage en resolution, som nedsætter de principper til brug ved afgørelser om brug af magt og som grundlag for fremtidige beslutninger om magtanvendelse.
Andre prioriteter for global handling omfatter et mere effektivt samarbejde for at bekæmpe organiseret kriminalitet, forebygge ulovlig handel med lette våben, fjerne landmine-plagen som fortsat dræber og lemlæster uskyldige mennesker og hæmmer udviklingen i næsten halvdelen af verdens lande.
IV. Frihed til at leve i værdighed
I Milleniumerklæringen udtalte medlemslandene, at de vil gøre deres yderste for at promovere demokrati og forstærke retsprincipperne, såvel som at respektere de internationalt anerkendte menneskerettigheder og grundlæggende friheder. I løbet af de sidste seks årtier er en imponerende retningsgivende ramme blevet fremlagt.
Men uden iværksættelse vil disse erklæringer være hule. Uden handling er løfter meningsløse. Ofre for krigsforbrydelser finder ingen trøst i Genevekonventionens ord, hvis disse ikke bliver fulgt. Traktater som forbyder brugen af tortur er ingen lindring for de, der lider under bødlernes mishandling, særligt hvis det internationale menneskerettighedssystem tillader de ansvarlige at gemme sig bag højtplacerede venner. Krigstrætte befolkninger mister håbet, når der, på trods af indgåede fredsaftaler, ikke sker fremskridt i bestræbelserne på at skabe regeringer, der respekterer loven. Højtidelige erklæringer om at styrke demokratiet forbliver tomme løfter for de, der aldrig har deltaget i at vælge deres ledere, og som ikke kan se tegn på ændringer.
Derfor skal den normative ramme, som er blevet så imponerende udviklet over de sidste 60 år, forstærkes. Og endnu vigtigere skal der tages konkrete skridt for at begrænse en selektiv eller vilkårlig iværksættelse og brud uden konsekvenser. Verden skal bevæge sig fra en lovgivningsæra til en iværksættelsesæra.
Handling er nødvendig på de følgende prioritetsområder:
RESPEKT FOR LOVEN: Det internationale samfund bør tage ”ansvaret for at beskytte” til sig som grundlag for fælles indgriben mod folkemord, etnisk udrensning og forbrydelser mod menneskeheden. Alle traktater, der omhandler beskyttelse af civile, bør ratificeres og iværksættes. Der bør tages skridt for at styrke samarbejdet med Den Internationale Straffedomstol og andre internationale eller blandede krigsforbrydelsesdomstole, og for at styrke Den Internationale Domstol. Generalsekretæren har også til hensigt at styrke Sekretariatets kapacitet til at støtte nationale bestræbelser på at genetablere lov og orden i konfliktramte samfund og i samfund på vej ud af konflikter.
MENNESKERETTIGHEDER: Menneskerettighedshøjkommissariatet bør styrkes med yderligere finansielle og menneskelige ressourcer for at kunne spille en aktiv rolle i drøftelser i sikkerhedsrådet og i den planlagte fredsbyggende kommission. FNs instanser for menneskerettighedstraktater skal også gøres mere effektive og handleklare.
DEMOKRATI: Et demokrati-fond bør oprettes i FN for at assistere de lande, der vil etablere eller styrke deres demokrati.
V. Styrkelse af de Forenede Nationer
Mens hensigterne bør være stærke og principperne konstante, skal organisationen og dens praksis følge med tiden. Hvis FN skal være et nyttigt redskab for dens medlemslande og for verdens befolkning i forhold til de udfordringer, som er beskrevet i de første tre afsnit, skal organisationen leve op til det 21. århundredes behov og omstændigheder.
Mange målsætninger er nået siden 1997 mht. reformer af FNs interne strukturer og kultur. Men der er behov for mange flere ændringer, både indenfor det udøvende område – Sekretariatet og det øvrige FN-system – og i FN’s mellemstatslige organer:
GENERALFORSAMLINGEN: Generalforsamlingen bør tage dristige tiltag for at samordne dets dagsorden og gøre beslutningsprocessen hurtigere. Den bør koncentrere sig om de vigtigste problematikker og etablere mekanismer for at etablere et systematisk samarbejde med civilsamfundet.
SIKKERHEDSRÅDET: Sikkerhedsrådet bør repræsentere verdens geopolitiske realitet idag. Gneralsekretæren støtter principperne for reformer som foreslået i højniveau-panelets rapport, og han opfordrer medlemslandene til at overveje de to muligheder, model A og B, som præsenteres i rapporten, eller andre forslag som er realistiske i forhold til størrelse og magtbalance, som tager udgangspunkt i den ene eller enden model. Medlemslandene bør komme til enighed om at træffe afgørelse om dette vigtige spørgsmål inden topmødet i september 2005.
DET ØKONOMISKE OG SOCIALE RÅD: Det økonomiske og sociale råd bør reformeres, så det effektivt kan evaluere fremskridt på udviklingsområdet, fungere som et udviklingsforum for samarbejde og lede forskellige mellemstatslige organer, som tager sig af økonomiske og sociale spørgsmål indenfor FN systemet.
MENNESKERETTIGHEDSRÅDET: Menneskerettighedskommissionen lider af fortsat faldende troværdighed og professionalisme og trænger til at blive grundigt reformeret. Den bør erstattes af et menneskerettighedsråd med færre, men permanente, medlemmer. Dette skal være enten et hovedorgan for FN eller underlagt generalforsamlingen, og dets medlemmer vælges direkte af generalforsamlingen ved 2/3 flertal af de fremmødte og stemmeafgivende medlemmer.
SEKRETARIATET: Generalsekretæren vil tage initiativ til at tilpasse sekretariatets struktur de prioriteter, rapporten lægger frem, og han vil skabe en parlamentarisk beslutningsprocedure. Han anmoder medlemslandene om at give ham den nødvendige autoritet og ressourcer til at forfølge et program for aftrædelse for at forny organisationens personale, så dets kompetencer passer til nuværende behov, til at lave en omfattende gennemgang af reglerne for budget og menneskelige ressourcer, og for at bestille en omfattende rapport om kontoret for intern kontroltjeneste for at styrke dets uafhængighed og autoritet.
Andre prioriteter omfatter skabelsen af et mere sammenhængende system ved at forstærke de bosiddende koordinatorer, ved at give det humanitære reaktionssystem mere effektive standby arrangementer, og sikre bedre beskyttelse af internt fordrevne personer. Regionale organisationer, særligt den Afrikanske Union, bør støttes yderligere. FN-Pagten bør også moderniseres for at fjerne ”fjende klausulerne”, formynderskabsrådet og kommitteen for militærpersonale, som alle er forældede.
VI. Konklusion: Muligheder og udfordringer
Det er op til verdenssamfundet at beslutte, om den periode med usikkerhed, vi i øjeblikket befinder os i, vil lede til yderligere konflikter, større uligheder og en forringelse af retssikkerheden, eller om den kan benyttes til at forny vores fælles institutioner, som arbejder for fred, velstand og menneskerettigheder. Det er nu tid til handling. Bilaget til denne rapport indeholder konkrete forslag, som regerings- og statsoverhoveder skal tage stilling til. Handling på disse områder er mulig og indenfor rækkevidde. Disse første skridt kan lede til en ny visionær vej for menneskeheden.
