Norske Enja Sæthren er programmedarbejder for WFP i Nepal. Hun var på vej tilbage til Kathmandu efter feltarbejde i Nepalgjung-distriktet, da hun havnede midt i det drama, jordskælvet skabte. Her fortæller hun om, hvad der skete, og hvordan WFP tidligt kom i gang med hjælpearbejdet.
Jeg var på vej tilbage til Kathmandu efter en tur til et af de hårdest ramte områder i Nepalgjung efter oversvømmelsen i 2014. Vi var midt på en bro, da en kvinde foran os pludselig blev kastet af sin motorcykel. Min nepalesiske chauffør forstod med det samme, hvad der foregik – et jordskælv havde ramt Kathmandu-dalen.
Det var svært at tænke klart; først sprang vi ud af bilen og stod i nærheden en pæl, men da skælvene blev voldsommere, forstod vi, at vi var nødt til at krydse broen. Vi besluttede os for at tage hen til WFP’s kontor. På vejen så vi bygninger falde fra hinanden og desperate mennesker køre i gaderne. Da vi endelig nåede kontoret, var en af sikkerhedsvagterne i chok. Vi fik hende hurtigt til hospitalet og vendte tilbage til kontoret.
I timerne, der fulgte, opstod flere efterskælv, og flere og flere mennesker fra forskellige FN-organisationer kom til vores kontor for at søge beskyttelse. Efterhånden som det blev koldere, søgte vi tilflugt i FN-bilerne og forsøgte at få forbindelse med andre kolleger gennem vores walkie-talkies.
Mit hus ligger i Patan Durbar Square, tempelområdet der er hårdt ramt. Jeg forsøgte at komme ind i huset for at hente min Mac og nogle dokumenter, jeg skulle bruge i forbindelse med arbejdet, men området var så ødelagt, at jeg ikke kunne komme igennem. Jeg ringede til den nepalesiske familie, jeg bor sammen med; de var heldigvis okay, men de sagde, at jeg ikke skulle tage hjem. I løbet af natten flyttede jeg fra sted til sted, mens jeg ledte efter et sikkert sted at være. Men Kathmandu er en by med høje, gamle bygninger, der ikke er bygget til at modstå jordskælv. Natten var præget af usikkerhed og bekymring over den menneskelige krise, jeg skulle stå over for næste morgen.
Den følgende dag gik jeg rundt for at vurdere katastrofen og behovet for støtte. Da jeg så alle de beskadigede bygninger og talte med alle de mennesker, der nu er hjemløse – nogle af dem med familiemedlemmer, der kommer til skade eller døde – følte jeg mig meget heldig. Jeg har min familie i sikkerhed i Norge.
Jeg følte øjeblikkeligt et meget stærkt behov for at bidrage og gøre noget konstruktivt. Men i det kaos, der fulgte jordskælvet, tager det selvfølgelig tid til at vurdere hvad og hvor, de største behov er.
Alt var meget kaotisk i starten; selv om vi alle vidste, det sandsynligvis ville ske i løbet af året, kunne vi umuligt forberede os fuldt ud på det, og slet ikke mentalt. Det værste er den manglende viden om fænomenet. I de fleste naturkatastrofer har nepalesere en stor indsigt i og viden om, hvad der vil ske, og hvordan man bedst handler i situationen. Men et jordskælv sker kun hver 80. år og er meget uforudsigelig, ingen ved særlig meget om det. I første omgang troede vi, vi ville få to store jordskælv og derefter 12 mindre efterskælv, men efterskælvene har været meget stærkere, end nogen af os havde forudset, et af dem målte 6,7 på Richterskalaen. Løbende er der rygter om, hvad, det næste der vil ske, er. Mange mennesker er stadig meget bange.
Vi er et engageret personale, der arbejder tæt sammen, uden meget andet brændstof end kiks. Vi er nu på 3. nat uden meget søvn, mange er bekymrede for deres familie, omstændighederne er helt anderledes for os alle, vi bliver ofte tildelt til opgaver, vi normalt ikke udfører, og arbejdsmiljøet er spændt. Alligevel har jeg aldrig følt vigtigheden af vores organisation stærkere, end jeg gør nu.Jeg er meget bekymret over den menneskelige krise, som kan følge i kølvandet på jordskælvet. Hygiejneforholdene for dem, der bor på gaden, er ikke gode. Hvad sker der, når deres sundhed forværres, når sygehusene allerede har travlt med at behandle skader fra jordskælvet? Hvordan vil folk reagere, hvis butikkerne løber tør for mad? WFP har startet en nødhjælpsoperation, og eftersom vores kontor er en høj bygning lavet af mursten, der ikke cementeret, er vi pt. flyttet til lufthavnen, hvor vi er ved at arrangere den kommende uddeling af fødevarer.
På trods af al min sorg over den situation jordskælvet har forårsaget, føler jeg mig privilegeret over at være her i Nepal, over at kunne gøre en forskel.
Læs mere om WFP’s arbejde i Nepal her.
