A-Ø webstedsindeks

7. april til minde om folkedrabet i Rwanda

I 1994 fandt et folkedrabet sted i Rwanda. Omkring 800.000 mennesker blev dræbt som følge af hadefulde udtalelser og propaganda mellem de to største etniske grupper i landet. Denne propaganda tilskyndede ekstremister blandt hutuerne til at myrde deres Tutsi-naboer. Den 7. april er den internationale dag for refleksion over folkedrabet i Rwanda.

Siden 1980’erne havde spændingerne mellem hutuer og tutsier været stigende. I 1988 blev Rwandas Patriotiske Front (RPF) grundlagt i Kampala i Uganda, en politisk og militær bevægelse, der havde til formål at omstrukturere den rwandiske regering og sikre repatriering af det rwandiske eksilsamfund.

Da det tutsi-dominerede RPF angreb Rwanda fra Uganda i oktober 1990, blev mange mennesker fordrevet og led under den efterfølgende vold. Dette skabte et giftigt miljø, hvor tutsier i almindelighed blev ofre for smædekampagner fra massemedierne, især via radio, der på det tidspunkt var det vigtigste medie.

memorial-rwanda-genocide-2019-geneve
Afsløring af mindesmærket for ofrene for folkedrabet i 1994 mod tutsierne i Rwanda den 8. april 2019 på Place des Nations i Genève. Af MHM55 – Eget arbejde, CC BY-SA 4.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=77875263

Mislykkede fredsforsøg efterfulgt af folkedrab

Gennem hele 1993 blev der gjort forsøg på at mindske spændingerne, og FN’s Sikkerhedsråd oprettede med henblik herpå en bistandsmission for Rwanda (UNAMIR). Der var imidlertid nogle politiske kræfter, som var interesseret i at skabe et miljø med etnisk had.

Den 6. april mistede præsidenterne fra Burundi og Rwanda livet, da deres fly styrtede ned som følge af et raketangreb. Det udløste næsten øjeblikkeligt regeringens massakrer i Rwanda mod tutsierne. Disse forfærdelige hændelser kom i sidste ende til at blive betragtet som et folkedrab, da ca. 1.000.000 – en million – mennesker blev dræbt, og et estimeret antal på 150.000-250.000 kvinder blev voldtaget.

Mens hensynsløse kræfter i Rwanda var den primære årsag til folkedrabet, var det internationale samfunds modforanstaltninger langt fra tilstrækkelige. Først den 4. juli 1994, da RPF overtog den militære kontrol over hele Rwandas territorium, blev folkedrabet endelig afsluttet.

church-cross-rwanda-Ntrama-altar
Et kirkealter i Ntrama. Scott Chacon fra Dublin, CA, USA – Ntrama Church Altar, CC BY 2.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=9746514

Eftervirkninger

Selv om folkedrabet for længst er afsluttet, fortsætter lidelserne, da soldater fra den tidligere rwandiske regering endnu i dag foretager væbnede angreb fra Den Demokratiske Republik Congo. De angriber, dræber og skader civile.

Sikkerhedsrådet oprettede den 8. november 1994 Det Internationale Krigsforbrydertribunal for Rwanda (ICTR) med det formål at “retsforfølge personer, der er ansvarlige for folkedrab og andre alvorlige krænkelser af den humanitære folkeret begået på Rwandas og nabostaters område mellem den 1. januar 1994 og den 31. december 1994”. Domstolen anklagede mere end 90 personer, herunder premierministeren under folkedrabet Jean Kambanda, til livsvarigt fængsel. ICTR afsluttede sin mandatperiode den 31. december 2015.

I dag, i en tid med fake news og endnu lettere adgang til avanceret teknologi og massemedier, er det vigtigere end nogensinde at mindes Rwandas folkedrab, sørge for at begræde de døde og at stå op imod og sige nej til hadtale, hvor den end viser sit grimme ansigt, for at sikre, at en sådan menneskelig grusomhed ikke vil ske igen. Det er det, som den internationale dag for refleksion over folkedrabet i Rwanda handler om.

Læs generalsekretærens budskab til den internationale dag for refleksion over folkedrabet på tutsierne i Rwanda i 1994 her.

 

Seneste nyt

Generalsekretærens udtalelse om COVID-19