APRIL, 12 ÅR SENERE

0
172

Af Juan E. Mendez
FNs særlige rådgiver i forebyggelse af folkedrab

For tolv år siden oplevede Rwanda nogle af de mest brutale forbrydelser i menneskehedens historie. Næsten en million mennesker blev myrdet, bogstavelig talt nedslagtet med macheter, blot fordi de tilhørte den etniske gruppe tutsi eller var politisk moderate hutuer. Mens billederne af lemlæstede kroppe gik verden rundt, stod det internationale samfund med hænderne i lommen. Når vi i dag reflekterer over den grusomme episode må vi forny vores forpligtelse til at tage tydelige og afgørende beslutninger for at sikre, at folkedrab aldrig mere finder sted i vor tid. Vi kan ikke hævde, at vi har taget ved lære af folkedrabet i Rwanda i 1994, hvis vi møder nye trusler med halvhjertede handlinger. Netop handling er især nødvendigt i Darfur, hvor truslen om folkedrab er faretruende nær.

Blot et år efter folkedrabet i Rwanda lovede hele verden på ny at forhindre denne slags forbrydelser, denne gang i den bosniske by Srebrenica. Men til trods for internationale forpligtelser og gentagne løfter om at opretholde statslige ansvar, fortsætter vi med at svigte, når det virkelig gælder.

Min udnævnelse som FNs særlige rådgiver i forebyggelse af folkedrab i juli 2004 var en del af Kofi Annans indsats for at få det internationale samfund til at foretage forebyggende foranstaltninger. Det skulle understrege sammenhængen mellem massive og systematiske overtrædelser af menneskerettighederne og truslerne mod international fred og sikkerhed. En del af mit job er at oplyse Sikkerhedsrådet om de værste former for brud på menneskerettighederne. Dem, som kræver handling af det internationale samfund.

Jeg har baseret mit arbejde på den eksisterende og universelt bindende retslige forpligtelse, som kommer til udtryk i Folkedrabskonventionen fra 1948, som handler om ikke blot at straffe, men også forhindre folkedrab i at finde sted. Denne retslige forpligtelse blev forstærket ved Verdenstopmødet i september 2005 med en bredere politisk og moralsk forpligtelse, hvor alle FNs medlemslande nu har accepteret ansvaret for at beskytte civile mod folkedrab, krigsforbrydelser, etnisk udrensning og forbrydelser mod menneskeheden. Den beskyttelse kan i begrænsede tilfælde inkludere ikke-konsensuelle midler, hvis et lands myndigheder ikke kan eller ikke vil beskytte sine egne borgere. Som særlig rådgiver har jeg altid understreget, at internationalt engagement bør hænge sammen med de pågældende myndigheders samtykke.

Men til trods for disse forpligtelser og engagement, er der stadig mennesker, der er ofre for vold og mord blot på grund af deres etniske oprindelse. Mest påtrængende er dette i den sudanesiske region Darfur. Jeg har besøgt Darfur to gange, siden jeg blev udnævnt til særlig rådgiver og har gentagende gange foreslået en række indbyrdes forbundne tiltag for at dæmme op for og forhindre vold.

Selvom det er lykkes det internationale samfund at redde mange liv i Darfur, er der brug for endnu mere handling, endnu hurtigere. De humanitære hjælpeoperationer, som er undervejs, bidrager med midler til livets opretholdelse for næsten tre millioner mennesker i en særdeles ustabil situation, der har drevet mere end to millioner væk fra deres hjem. De fredsbevarende styrker fra Den Afrikanske Unions mission i Sudan, AMIS, har hjulpet med at dæmme op for volden og tilbyder beskyttelse af civile i Darfur. Men deres arbejde forhindres af logistiske og finansielle problemer.

Mere bekymrende er det, at den sudanesiske regering og oprørsgrupper har forhindret AMISs operationer i at blive mere effektive. Nærværet af de fredsbevarende styrker må styrkes, enten gennem AMIS eller en fremtidig FN-operation. Den må udstyres bedre, støttes og finansieres uden forsinkelser for at kunne blive et afskrækkende middel mod vold imod civile. Tiden er inde til at styrke de fredsbevarende styrkers nærvær. I Darfur forværres situationen til stadighed og angreb på civilbefolkningen er begyndt at brede sig til Chad.

Alle kan bidrage til at forhindre folkedrab. Internationale organisationer ved at gøre ord om til handling og ved at sikre, at myndigheder tager ansvar over for sine borgere. På samme måde kan borgere over hele verden bidrage ved at presse sine regeringer til at handle. Vold mod mennesker på baggrund af etnicitet, race, religion eller nationalitet er fuldstændig uacceptabelt. Effektive midler for at forhindre, at volden resulterer i folkedrab, er uundværlige. Vi har ikke tid til at vente til volden har nået samme niveau som i Rwanda for tolv år siden. Folkedrab indebærer ikke nødvendigvis hundrede tusindvis af dræbte, og må i alle fald stoppes før det når sådanne proportioner. Vi skylder ofrene for folkedrab, os selv og fremtidige generationer, at den slags grusomheder aldrig finder sted igen.