Dansk hjælp til sultramte Niger

0
486

Danmark giver 8 mio. kr til Niger i forsøget på at redde 85.000 mennesker fra at dø af sult. Niger er ifølge FN verdens fattigste land og blev sidste år ramt af alvorlig tørke og den værste græshoppeinvasion i nyere tid, der udslettede stort set hele landets høst.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V): ”Det er vigtigt at vi følger op på sidste års katastrofale tørke, der igen i år vil medføre, at tusindvis af mennesker vil dø af underernæring, hvis det internationale samfund ikke griber effektivt og rettidigt ind. Det er mit håb, at vi ved at være tidligt ude med støtte til bl.a. ernærings- og bespisningsprogrammer kan være med til at redde mange børn fra sultedøden”

Ifølge UNICEF, FNs børnefond, dør der årligt 85.000 mennesker i Niger som følge af underernæring. Det danske bidrag skal bruges til fordeling af fødevarer og bespisning af især børn under fem år. Pengene kanaliseres gennem UNICEF og Verdensfødevareprogrammet (WFP). Danmark øgede sidste år bistandssamarbejdet med Niger fra 40 mio kr. til 70 mio.kr.

Det vestafrikanske land har 12 millioner indbyggere, hvoraf 63% lever under fattigdomsgrænsen.

(Kilder: Underigsministeriets hjemmeside, UNICEF, WFP)