Palæstinensiske flygtninge er fanget i Gaza

0
535
Foto: UNRWA

Foto: UNRWA

23. juli 2014 – For fem dage siden gav FN’s organisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten (UNRWA) ly til 22.000 mennesker. Det antal er nu mere end firdobbelt. Frygten for at teltene bliver overfyldte, stiger for hver time. Siden de israelske angreb startede den 8. juli, er titusinder af palæstinensere flygtet fra deres hjem for at søge beskyttelse i 69 skoler, der styres af UNRWA.

UNRWA oplyser, at antallet af flygtninge, der søger beskyttelse i deres faciliteter, nu er over 118.300 mennesker. Ifølge Chris Gunnes, en talsperson for UNRWA, er omkring 100.000 det maksimale antal mennesker faciliteterne kan holde til.

UNRWA har appelleret om yderligere 331 millioner kroner til indsatsen i Gaza. Beløbet vil kunne dække en måneds humanitær indsats og 3-6 måneders genopbyggelsesarbejde. “Hvis regeringerne ikke reagerer på appellen indenfor de næste par dage, vil vores arbejde blive afkortet” fortalte Gunnes til IRIN News.

På trods af at FN’s Sikkerhedsråd har bedt om en våbenhvile omgående, er der ikke meget der tyder på, at angrebene bliver færre. Søndag den 20. juli var den mest dødelige siden den sidste konflikt begyndte den 8. juli. Her døde 13 israelske soldater og mere end 100 palæstinensere, hvoraf de fleste var civile. Mere end 600 palæstinensere og 29 israelere er blevet dræbt i løbet af de sidste 14 dages kampe.

For at kunne tage sig af civilbefolkningens voksende behov for hjælp, har hjælpeorganisationer mobiliseret forsyninger fra den Internationale Humanitære By (International Humanitarian City, IHC) i Dubai i Forenede Arabiske Emirater. Der blev blandt andet sendt et 747-fly med omkring 115 tons nødhjælp, heriblandt 45.000 madrasser, 10.000 tæpper og 220 hygiene-sæt.

I de følgende dage, er det blevet planlagt, at endnu flere luftbroer skal ankomme til Amman. Herfra vil UNRWA transportere nødhjælpen ind i Gaza. UNRWA planlægger at udvide sin indsats i området, til også at omfatte uddeling af mad. Det primære mål for humanitære organisationer er fortsat uddeling af mad, vand, madrasser og hygiene-ting. Verdensfødevareprogrammet (WFP) uddeler fortsat daglige madrationer sammen med UNRWA, og har hjulpet mere end 50.000 mennesker indenfor de sidste 24 timer.

Det diplomatiske skub for at sætte gang våbenhvilen i Gaza optrappes, imens Israel fortsætter sine militære operationer i området.

Men spørgsmålet om hvor man kan flygte hen, står stadig hen i det uvisse.

Grænsen til Egypten og Israel er lukket på grund af en syv år lang blokade af Gaza, der har efterladt enklaven indespærret. Da IRIN News besøgte et af UNRWA’s telte, italesatte en af flygtningene situationen, da han spurgte: “Hvor skulle vi tage hen?”