Dengang det var let – en migrants historie

0
66
NL 3.1 MAIN PIC Dakar plane Photo UNRIC

NL 3.1 MAIN PIC Dakar plane Photo UNRIC

“Gør dig klar og sig ikke noget til nogen”, sagde Salious storebror, Moussa Ba, før han lagde på og afsluttede deres telefonsamtale tilbage i 2002.

Moussa, en ung senegalesisk mand fra middelklassedelen af HLM i Dakar havde alt forberedt. Han var flyttet fra Senegal til Tyskland et par år forinden og var i stand til at sende penge hjem på månedsbasis – penge der hjalp hans yngre søskende igennem skolen. Og nu havde han sparet nok op til at give sin lillebror en billet.

Ikke med de kanolignende både, der krydser Middelhavet, men en billet til at komme ombord på et fly til Dubai via Paris. Men lillebror Saliou skulle naturligvis ikke til Dubai.

NL 3.2 Pirogue Senegal Photo Flickr Noborder Network 2.0 Generic CC BY 2.0“Tilbage i 2002 havde denne vej, eller mulighed, åbnet sig,” siger Moussa i et interview med UNRIC’s Nordiske Nyhedsbrev. “En invitation og en hotel-booking var tilstrækkeligt for at komme ombord på et fly og få visum til Dubai ved ankomsten, og mange var på vej til Europa på denne måde – ved gennemrejse.

Risikoen for “Barca ou Barsakh“, hvilket betyder, ’Barcelona eller graven’ på Wolof-sproget, ved at tage Middelhavetsruten, var for stor. Dubai-muligheden var en meget bedre og mere sikker måde, ifølge Moussa – for ikke at nævne hurtigere.

På en fredag kl. 11 overrakte Moussa 1500 € til en agent i Tyskland, og den følgende dag tog Saliou afsted.

For mange unge i Senegals hovedstad var det at finde et job ikke let tilbage i begyndelsen af 2000, og er det stadig ikke. “Hvad skulle jeg gøre? Bare hænge ud ved min gamle blok år efter år og modtage lommepenge fra min storebror? Jeg steg ombord på flyet,” fortæller lillebror Saliou til UNRIC’s Nordiske Nyhedsbrev.

Han afslørede ikke planen til nogen – ikke til hans venner, ikke til hans mor, ikke til hans søskende – og der var ikke meget tid til at afsløre den alligevel. Han sagde farvel og drog til lufthavnen. Han havde aldrig rejst uden for Senegal før.

Saliou stødte ikke på nogen problemer i lufthavnen, og da han var i luften, gik han ud på toilettet og makulerede sit pas til små stykker, præcis som han havde fået instrukser på at gøre. Når flyet landede i Paris til transit, søgte han hen til paskontrollen. Planen var at foregive at være fra Guinea og søge politisk asyl.

Men tingene gik ikke helt som planlagt. Der var ingen kontorassistent at finde ved paskontrollen, og Saliou måtte endda tage bussen fra en lufthavnsterminal til en anden i sin søgen efter en paskontrol, hvilket i sin ironi illustrerer, hvor let han i virkeligheden kunne have blevet i Paris uden det mindste kontrol af ID. Men Saliou var for nervøs til at gøre dette, og endeligt slog han toldvæsenet op, fortalte dem, at han var fra Guinea, og bad om asyl.

NL 3.3 Dakar shoesalesmen Photo UNRIC

“Kom nu, vi ved du er fra Senegal,” sagde betjenten. “Spild ikke min tid og forsvind herfra.”

Men det havde Saliou ikke i sinde. Han kastede sig på gulvet og tiggede om asyl.

“Selvfølgelig var det ikke helt korrekt,” fortæller han til UNRIC’s Nordiske Nyhedsbrev. “Jeg ved det godt. Folk fra virkelige krigszoner kommer og beder om asyl, og jeg havde ikke brug for det. Men på den anden side – hvad vil Europa have os til at gøre? Jeg ønskede at arbejde. Jeg ønskede at hjælpe min familie. Der er ingen anden måde at komme ind på end at spille uden for reglerne. Hvis der var lovlige måder, ville ingen gå gennem dette besvær.”

I mellemtiden var beboelsesområdet i HLM i Dakar i oprør. Saliou var forsvundet, og ingen vidste noget. Hans forældre var på randen af et sammenbrud, og hele nabolaget blev mobiliseret for at finde ham.

I mellemtiden måtte Saliou beslutte sig, om han ville bo på et asylcenter i Frankrig og vente på behandlingen af sin sag om politisk asyl – eller om han ville drage videre til et andet land.

Han besluttede sig for at tage til Italien, hvor han endelig kunne advare sin mor om, hvor han befandt sig.

“Hvis han havde fortalt mig det, ville jeg have givet ham min velsignelse,” fortæller Salious mor, Aissatou, til UNRIC’s Nordiske Nyhedsbrev under et interview i Dakar. “Der var intet så forfærdelig som ikke at vide noget. Jeg var sikker på, at han var død!”

Saliou lærte italiensk uden besvær og fandt et job på det sorte marked. “Dengang var det let. Alle arbejdede. Det er ikke ligesom i dag. De fyre, der kommer i dag – det er en katastrofe,” siger han.

“Jeg opholdt mig i Italien i 5 år uden papirer,” siger Saliou. “Når jeg ser tilbage, var det også en fejltagelse. Jeg burde have blevet i Paris og ventet på, at min asylsag blev behandlet. Men det er netop hvad, der er så svært – du ved ikke, hvilken beslutning der er den rigtige til at tage.”

NL 3.4 Street vendor italy Photo Flickr John Keogh 2.0 Generic CC BY NC 2.0I 2006 – stadig papirløs i Italien – hørte han om en ny form for visum, man kunne søge, hvis nogen påtog sig ens økonomiske ansvar. Han tog tilbage til Senegal i 3 måneder og fik visummet, og hans arbejdsgiver betalte de 800 € for flybilletten tilbage til Italien.

Siden da har han sluttet sig til gruppen af migranter, der er heldige nok til at have officiel dokumentation og et job, kunne betale skat og dermed sende penge hjem.

“Det var ikke let,” siger Saliou. “Selvfølgelig havde jeg hørt, at Europa ikke er det Eldorado, du ser i tv-shows. Jeg havde gået i skole, jeg er ikke analfabeter, og jeg følger med i nyhederne. Men du tror stadig, at det vil være bedre, end det faktisk er. I dag har jeg et godt liv – jeg har en kone, børn, et job, og en bil. Hvad, jeg ønsker, er at flytte tilbage og starte en virksomhed op i Senegal. Det ønsker jeg virkelig. Og det er naturligvis takket være at have forladt Senegal, at det overhovedet er en mulighed. Men hvis jeg blev spurgt, om jeg ville gøre det igen, var svaret nej.”

together refugees migrants RS