Derfor er jeg misundelig på VM i fodbold

0
47

Af FNs Generalsekretær Kofi A. Annan

Det kan måske undre, at generalsekretæren i FN pludselig begynder at skrive om fodbold. Men faktisk gør VM os i FN grønne af misundelse. Som det eneste rigtige globale spil, der spilles i alle land og på tværs af alle racer og religiøse overbevisninger, er det et af de få fænomener, som er ligeså universel som de Forenede Nationer. Man kan endog sige, at det er endnu mere universelt. FIFA har 207 medlemmer, vi har kun 191.

Men der er langt større årsager til at være misundelig.

For det første er VM i fodbold en begivenhed, hvor alle hold ved, hvor  de står og, hvad der skulle til for at nå dertil. De ved hvem, der scorede og hvordan og i hvilket minut af kampen. De ved hvem, der missede det åbne mål og hvem, der reddede hvilket straffespark. Jeg skulle ønske, at vi havde mere af den slags konkurrence mellem medlemslandene. At alle landene kappedes om at være bedst til at overholde menneskerettighederne og forsøgte at overgå hinanden i reduktion af børnedødeligheden eller tilgang til uddannelse for børn over 11 år. At de stolt fremviste deres resultater for hinanden. At regeringer blev gjort ansvarlig for de handlinger, der lå til grund herfor.  

For det andet er VM i fodbold en begivenhed, som hele verden elsker at snakke om. Der analyseres og spekuleres over, hvad ens hold gjorde rigtigt og, hvad det kunne have gjort anderledes. Og for slet ikke at glemme det andet hold. Lige fra Buenos Aires til Beijing sidder mennesker på caféer og diskuterer spillet igen og igen ned til mindste detalje og afslører et indgående kendskab til ikke blot deres eget hold, men også mange af de andre landes. Og det hele gøres med lige dele lidenskab som klarhed. Normalt mundlamme teenagere bliver pludselig særdeles veltalende, selvsikre og blændende analytiske eksperter. Jeg skulle ønske vi havde mere af den slags samtaler i verden. Jeg skulle ønske, at verdens borgere var lige optaget af, hvordan deres land kunne forbedre deres placering på HDI-indekset eller formindske deres CO2 udslip eller nye tilfælde af HIV-smittede.

For det tredje er VM i fodbold en begivenhed, hvor alle parter er jævnbyrdige, hvor alle lande har mulighed for at deltage på lige vilkår. Kun to elementer betyder noget i dette spil: talent og teamwork. Jeg skulle ønske, at vi havde mere af den slags på den globale arena. Gratis og retfærdige udvekslinger uden hindringer som subsidier, barrierer eller toldlove. Kun reelle chancer for alle land til at vise sine styrker på verdensarenaen.

For det fjerde er VM i fodbold en begivenhed, der illustrerer krydsbestøvning mellem mennesker og lande. Stadig flere landshold rekrutterer trænere fra andre lande, som bidrager med nye måder at tænke og spille på. Det samme gælder det øgede antal af spillere, som mellem verdensmesterskaberne repræsenterer klubber fra andre lande. De tilfører deres nye klubber nyt blod og nye kvaliteter, de vokser ved erfaringen og har endnu mere at bidrage med, når de vender hjem. Resultatet er, at de ofte ender med at blive helte i de adopterede lande, og dermed er med til at åbne sind og udvide horisonter. Jeg skulle ønske, at det var lige klart for alle, at migration i almindelighed også kan være en trippel sejr. En sejr for migranterne, deres hjemlande og de samfund, der tager imod dem. At migranterne ikke blot kan skabe et bedre liv for dem selv og deres familier, men også kan bidrage til social, økonomisk og kulturel udvikling. Både i de land, som de rejser til for at arbejde og i de hjemland, som de inspirerer gennem nyfundne ideer og viden, når de vender tilbage.

For alle land er det at deltage i VM i fodbold forbundet med dyb national stolthed. For de lande, der har kvlificeret sig for første gang, som eksempelvis mit fædreland Ghana, er det et æresbevis. For lande, der gør det efter flere år med modgang, så som Angola, giver det en følelse af fornyelse. Og for de lande, der lige nu er plaget af konflikter, heriblandt Elfenbenskysten, men for hvem VM-holdet er et unikt og vægtigt symbol på national enhed, bringer det håb om intet mindre end national genfødsel.

Det bringer mib dermed frem til det måske mest misundelsesværdige for alle os i FN: VM i fodbold er en begivenhed, hvor vi rent faktisk ser mål blive nået. Jeg taler ikke kun om de mål, som landene scorer. Jeg mener også det vigtigste mål af alle – fællesskab, at være del af en større familie af nationer og mennesker og fejre vores fælles menneskelighed. Det vil jeg selv forsøge at huske på, når Ghana møder Italien i Hanover den 12. juni. Men jeg kan selvfølgelig ikke love, at det lykkes.